Uncanny Valley
Eons of Decay er ikke just et band, der er nemt at blive klog på. De er ikke oprettet på Metal-Archives, og de har hverken en profil på Bandcamp eller diverse SoMe-platforme. Det eneste, jeg kunne finde, var en hjemmeside, som fik mit antivirusprogram til at gå direkte til Defcon 1. Det hele virker meget mystisk – og ikke på den der esoteriske måde, hvor man danner mentale billeder af kutteklædte mænd, der mødes i ruiner ved fuldmånen, mens de forsøger at påkalde sig djævle, desværre. Nej, i stedet minder det mere om en af de der falske artister, som spøger på blandt andet Spotify. Der er nemlig noget helt overordnet uncanny over Eons of Decay. Så på med sølvpapirshatten og de blå/røde 3D-briller fra 1980’erne, for nu skal vi af sted til the uncanny valley.
Kunsten at klappe på 2 og 3
Den absolut eneste info, jeg kunne hive ud, inden mit antivirusprogram gik amok, var, at bandet består af to herrer fra Grækenland. Hvad de to så hedder, og hvad de hver især spiller, forbliver uvist. Men hvis vi nu ser bort fra alt det suspekte og udelukkende fokuserer på musikken, ja, så bliver det faktisk ikke meget bedre. Stilistisk er Tome 1 Ultima Pangea, kort sagt, noget værre rod.
En bizar kombination af symfonisk black metal, melodisk dødsmetal og progget djent, der gynger og ganger, som var det en hullet og utæt pram på Atlanterhavet midt i en tyfon.
Ambitionerne er tårnhøje, og musikkens teknikalitet fejler heller ikke noget, men desværre er gode ideer og teknisk snilde ikke lig med, at man er en god sangskriver, hvilket resulterer i, at albummet her er smækfyldt med irritationsmomenter: de endeløse palm-mutede guitararpeggioer, der alle lyder som frustrerede sværme af myg; lilletrommen, der er spændt så hårdt, at hvert et slag lyder som Bruce Lee, der sparker til en blikdåse; vokalen, der skifter mellem håbløst growl og anæmiske cleans.
Ja, det er faktisk ret svært, sådan overordnet, at finde noget rigtigt pænt at sige om Tome 1 Ultima Pangea, med mindre vi går over i afdelingen for selvfølgeligheder, hvor vi finder floskler som ’de kan da godt spille’ eller ’produktionen er udmærket’.
Men mens man sidder og lytter til musikken, ja, så kommer følelsen af, at der er ét eller andet, der ikke stemmer, krybende igen. Tit er tempoet skævt, og ikke på den jazzede og bevidste måde, men mere på den måde, hvor man betvivler, at folkene bag egentlig kan klappe en standard takt – hvilket igen giver mig en fornemmelse af, at det måske ikke er et væsen af kød og blod, der står bag.
N-AI tak, blev der sagt
Albummets titel beretter, at der er planer om flere albummer. Men jeg skal da være helt ærlig og indrømme, at hvis der ikke sker noget helt vildt, så skal jeg virkelig ikke bede om kapitel to i denne saga. I bedste tilfælde er der tale om to musikere, hvis evner ikke matcher deres ambition; i værste fald er der tale om noget gudsjammerligt AI-makværk. Derfor er konklusionen, at det bliver et nej tak herfra – eller et Όχι, ευχαριστώ, selvom binærkode måske ville være mere passende, så 01101110 01100101 01101010 00100000 01110100 01100001 01101011 00001010.