Stop nu, mens legen er god

The name you thought you knew …

Jeg skal være ærlig at indrømme, at navnet Drofnosura vækkede min interesse på mere end én måde, da deres nyeste langspiller havnede på mit skrivebord. Udover at være fra Toronto i Canada, som er denne anmelders andet hjem, virkede navnet ret bekendt. Ikke bandet som sådan, for dem anede jeg intet om, men selve navnet Drofnosura. Er det et sagnvæsen? Noget Lovecraft har fundet på? Er det fra en slags rollespil, jeg aldrig har hørt om? Eller betyder det mon dillermand på oldgræsk? Ingen af delene faktisk. Drofnosura er et navn, der, efter alt at dømme er opfundet af bandet selv. Præcis som den unikke blanding af genrer de spiller, som er interessant på både godt og ondt.

Opskriften er god – retten er jævn

Principielt er jeg kæmpe tilhænger af bands, der er fløjtende ligeglade med genrekonventioner og uskrevne rigide regler. Musik er musik, og hvis det virker, så virker det. Hvis timelange jams i øveren præget af et hav af inspirationer munder ud i noget fedt, skal det pågældende band endelig stå ved det. Det betyder dog ikke, at man ikke også må have lidt selvindsigt af og til. For det kan også meget let tippe over og blive for meget.

Ritual of Split Tongues er umiddelbart en plade, der profiterer fornemt af den kæmpe langfinger, der tydeligt rækkes i retning af elitære genresnobber. Drofnosuras blanding af sludge, doom, black- og death metal fungerer for det meste rigtig fint. Tematisk er musikken mørk og dyster. Det paranormale og alt mellem galskab og virkelighed udforskes gennem vokalen af den anonyme frontmand W.L.F. En vokal der faktisk er en ganske spændende ‘hvis Marilyn Manson var med i et black metal-band’-tanke. Det hele giver associationer til stemningen i tv-serien Stranger Things, og det fungerer glimrende. Dog vokser træerne ikke ind i himlen for Drofnosura. De solide lange jams bliver ofte for lange, og som lytter sidder man ikke sjældent tilbage med kilden i fingrene for at spole frem.

Åbningsnummeret, “Selection of a Corpse”, er med sin spilletid på seks minutter en af pladens kortere skæringer. Her er balancerne helt perfekt proportioneret, og der stoppes, mens legen er god. Ligeledes er “The Well of Seven Heads” en skøn lytteoplevelse og klart pladens bedste. I den anden ende af skalaen er der det femten minutter lange titelnummer og den lige så lange afslutter, “Desounen”. Her bliver de lange jams alt for lange, og når Drofnosuras begejstring for dissonante mellemstykker stikker helt af, har man næsten lyst til at slukke. Havde de bare holdt sig til den solide, tilbagelænede og dystre black/sludge/doom-mikstur uden konstant at miste situationsfornemmelsen, havde vi siddet med en ganske god plade. Men ak, vi må nøjes med en mellemvare.

Måske næste gang

Det kan både være godt og skidt, når intet er forbudt, og kreativiteten får frit lejde, og det er nøjagtig, hvad der er tilfældet her. Ritual of Split Tongues er på én og samme tid et rigtig fint koncept, der lykkes flere steder, men samtidig også en værre rodebutik, man af og til fristes til at forlade. Man sidder lidt tilbage med fornemmelsen af, at pladen kunne have været en ret fornem ep, havde man bare skåret alt det overflødige væk. Sådan skulle det desværre ikke forholde sig, men jeg vil stadig holde øje med Drofnosura fremover.