Ondskab på et helt nyt plan

Der er intet som gode overraskelser

Af og til er det superspændende at få serveret noget helt ny musik, man slet ikke har kendskab til på forhånd. Bevares, der kan selvfølgelig være tale om ‘random rockband nummer 341’, som ikke har noget som helst nyt at byde ind med, men der er også undtagelser. Og en af disse er et spansk band ved navn Devotion. Deres tredje langspiller, Astral Catacombs, landede på mit skrivebord forleden, og udover at det er et death metal-band fra Valencia, anede jeg intet. Men det skulle vise sig at blive en overraskelse af de bedre.

Hov, der er noget galt

Hvad pokker? Er der noget galt med mine høretelefoner? Nej … Lydindstillingerne på anlægget? Næ, de ser også fine ud. Selvom jeg kunne have svoret, at treble-knappen var skruet helt i bund. Er det mine ører, der fejler noget? Nej, heller ikke. Efter utallige forgæves forsøg kan jeg konkludere, at Astral Catacombs er noget kummerligt produceret. Fair nok, hvis man foretrækker en mudret og sumpet kælder-lyd, der lader de mange onde og mørke toner komme til deres ret, men det kan også blive for meget. Ærgerligt er det ligeledes, at vokalen lyder som om frontmand Vicent Riera har indspillet sin del på et stort badeværelse og med sin hovedpude i munden. Nuvel – kan man se bort fra dette, er pladen faktisk slet ikke tosset.

Efter en kort intro i form af den korte “The Passing” starter Astral Catacombs for alvor med sublime “Horror Beyond the Stars” og “Execration”. Trods det faktum at rædderlige guitarsoli strøs hist og her med gavmild hånd, er der tale om death metal på et rigtig højt niveau. Det er ondt og mørkt som bare fanden og godt krydret med masser af sludgy elementer. Læg dertil, at sangstrukturerne er ret så spændende med diverse temposkift og andre gode overraskelser. Det er virkelig godt. På “The Cosmic Pilgrims” fortsætter herlighederne, og her bliver stemningen endda så groovy, at det er umuligt ikke at bryde ud i spontan headbanging. Suverænt pladens fedeste nummer.

Det korte mellemspil “The Wake” fungerer fint som en lille pause halvvejs inde og følges op af suveræne “To Dementia” og “The Seething Universe”. Igen får vi enormt medrivende og smukt komponerede numre med formidable riffs. Desværre endnu en gang med fuldkommen hjælpeløse soli. At ingen undervejs i processen har prikket nogen på skulderen og sagt noget i retning af ‘no funciona’, er mig en gåde af de helt store. Heldigvis er det dog i overvejende grad pladens positive oplevelser, der overskygger de negative ved endt gennemlytning, og helhedsoplevelsen er derved absolut positiv.

Fantastiske sangsmede

Astral Catacombs er virkelig en overraskelse af de bedre. Jeg ærgrer mig som ind i helvede over, at produktionen og de helt forfærdelige forsøg på at spille en bare nogenlunde habil guitarsolo ikke er bedre, for så havde vi været oppe på en af de allerhøjeste karakterer. Dog er sangskrivning og performance på et så højt og medrivende niveau, at vi alligevel lander på otte kranier. For i kategorien ‘gennemtænkt, godt komponeret og djævelsk sludgy ondskab’ er der ikke mange, der kan måle sig med Devotion.