Floskler om death metal og ondskab i metermål

Uha, nu er jeg bange

Hos mangen en metalconnaisseur vil det nok være navnet på en gammel Mayhem-udgivelse, man kommer til at tænke på, når man hører navnet Deathcrush. Det er dog også navnet på et ganske glimrende og meget ondt band fra Italien, som lige har udgivet en meget ond plade med meget onde sange på. Det er der jo som sådan ikke noget galt i, men når samtlige floskler om ondskab er brugt op, hvor går man så hen?

Bøh!

Deathcrush, der er en trio fra Sardinien, har eksisteret i lige godt tyve år. Trods to årtier på bagen har gruppen kun udgivet to langspillere gennem årene, men nu er de aktuelle med den tredje, der bærer titlen Under Serpents Reign. Ser man bort fra en kort intro og et ditto interlude, rummer pladen otte numre, der alle handler om – hold nu fast – menneskets forfald, der kulminerer i, at himmel og helvede udkæmper det ultimative slag mod hinanden. Jeps, intet mindre. I 47 minutter klaskes den ene kolde klud efter den anden lige i kristendommens vamle ansigt, for man må jo forstå, at ondskab er det eneste rigtige, og at Fanden selv er den eneste langvarige løsning i en verden, der nok snart går under.

Synes man, at man har hørt det tema fortolket tilstrækkeligt mange gange tidligere, er der jo altid musikken, man kan kaste sig over, og den er heldigvis udmærket. Bevares, også her er vi ude i forudsigelige ting og sager, man har hørt før, men Deathcrush gør det godt, og det klæder dem umådeligt godt, at de siden forrige album har æltet lidt black metal samt noget mere melodi ned i deres brutale death-surdej. Udover stadig at lyde som Deicide, Immolation og Morbid Angel fornemmer man også en pæn del Behemoth og en smule Machine Head her og der, og på numre som “No Heaven Awaits” og “Daemonology –  Symphonies of the Devil” fungerer det upåklageligt. Her er fede riffs, god vokal og pinch harmonics i så perverse mængder, at Zakk Wylde og Robb Flynn må være særdeles stolte. Men så stopper roserne også der. Resten af pladen er ret gennemsnitlig death, der, trods den pæne produktion, bliver for langt og ensformigt, allerede inden man er halvvejs gennem skiven. “Deathmarch To Obscurity” er et fint lille interlude, der med stille guitar og klaver giver en tiltrængt pause fra al den åh så uhyggelige ondskab, men det bidrager selvsagt ikke til en specielt mindeværdig plade.

Så bliv dog bange, for pokker…

Deathcrush er sådan set ret dygtige til det, de gør – og flere af numrene på Under Serpents Reign er også rigtig fede. Problemet er bare, at bandets ufravigelige formel synes at være: Jo mere ondskab, jo bedre. Og selvom ond death metal kan være fantastisk, så er dobbelt så meget af det bare ikke altid dobbelt så godt. Især ikke når det samtidig ikke er ret varieret.

Deathcrush kunne sagtens begå sig som support for et eller flere af de ovennævnte bands. Hele setuppet er på plads. Men desværre er denne skive, trods et par lyspunkter, bare en jævn og lidt flad oplevelse med alt for mange death metal-floskler undervejs.