Blackbird Syndicate - Broken Peace

Broken Peace

Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:11

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

30 år for sent?

Når man bevæger sig rundt i den traditionelle hardrockgenre, er det ingen overraskelse, at man er oppe mod giganter. Fra Robert Plant og Jimmy Page til Myles Kennedy og Slash: Ingen genrer har som denne ikoniske frontmænd og legendariske guitarhelte. Det er derfor uundgåeligt, at nye navne, der går i disse giganters fodspor, må kæmpe hårdt for at træde ud af deres skygge. Er det uretfærdigt? Muligvis, men det er en hård verden derude. Et af landets nye, modige orkestre er Blackbird Syndicate, der blev dannet i København tilbage i 2014, og siden har taget kampen op mod overmagten. Efter eget udsagn startede de ca. 30 år for sent, og når man lytter til deres debutalbum Broken Peace, er man tilbøjelig til at give dem ret.

Forløsningen kommer aldrig

Det skal egentlig ikke forstås som en kritik, for gruppens kærlighed til genren skinner klart igennem. Det er bare så pokkers svært enten at tilføre den klassiske, hårde rock noget nyt eller at levere på det niveau, fans af genren er forvænt med. Ingen af delene lykkes desværre på Broken Peace. ”Take the World” åbner ballet med et forholdsvis generisk riff. Det første, der springer lytteren i ørerne, er dog ikke riffets genkendelighed, men den voldsomt komprimerede, og dermed ret flade, lyd. Sangen slutter energisk af med effektiv genbrug af åbningsriffet, men fornemmelsen af at have hørt det hele før, starter allerede her. På ”Die Whenever” får vi en akustisk intro med lidt ’southern feel’. Det bliver hurtigt elektrisk igen, men det er ganske fint skruet sammen. For at passe med den aggressive stemning, bandet forsøger at fremmane med både tekst og riffs, kunne vokalen godt brænde lidt mere igennem, og man savner også noget mere fræs på guitarsoloen. Apropos fræs, så er det faktisk de energiske numre på albummet, der fungerer bedst. Et af de bedre er ”Addicted”, der blev udgivet som single helt tilbage i 2018!

Et gennemgående problem med de førnævnte soloer er i øvrigt, at de ofte gemmes for langt nede i mixet. Tvivler gruppen måske på egne evner her? Det virker i hvert fald ikke overbevisende, selvom mindre end Page og Slash trods alt burde kunne gøre det. Men det er desværre langt fra det eneste, der ikke fungerer på Broken Peace, for den flade produktion, der lyder, som om alt var pakket ind i dyner i studiet, præger hele albummet. Man får ikke mange associationer til 70’ernes analoge lyd her, for der er intet liv i denne produktion. Det ærgerlige er, at der i mange af sangene lurer potentiale til lækkerier lige under overfladen, men det forløses ikke rigtigt på noget tidspunkt. Med hele 12 sange og 55 minutters varighed burde der elles være muligheder nok.

Hvor tit skal vi sige det?

Jeg og andre anmeldere her på sitet må snart have skrevet det tusinde gange før, men hvorfor er der så mange bands, der ikke kan begrænse sig? Hvorfor skal der proppes så mange sange og alt for lang spilletid ned i en udgivelse? Med bare 9-10 sange havde Broken Peace fremstået langt skarpere og (næsten) uden fyld. Som det er nu, er det bare for meget af det næsten-gode. Og når det hele lyder, som noget man har hørt før, så er det er jo nok, fordi man har det…

 

Tracklist

  1. Monkeyshine
  2. Die Whenever
  3. Straight to Hell
  4. We Are One
  5. Umbrella Man
  6. Addicted
  7. The Stink About You
  8. The Last Resort
  9. Corporate Slavery
  10. Insidious Hole
  11. End of Days

Tilføj kommentar