Fra sydstaterne med groovy metal
Black Tusk er et band, der altid har stået i skyggen af andre bands fra hjembyen. Der er væsentligt flere, der kender til det grammynominerede band Baroness’ blødere musik i samme stilart, eller bandet Kylesas version af genren med deres kvindelige forsanger. Alle tre bands har udover hjemstavnen i Savannah, Georgia, et udgangspunkt i sydstatens foretrukne undergenre, sludge metal tilfælles. På trods af de andres succes, skal man ikke undervurdere Black Tusks aggressive vinkel på genren. Af deres tidligere fem udgivne albums har de seneste to, Set The Dial og Pillars of Ash, begge været spækket med lækker metalmusik. Undergenren har dog så småt mistet det momentum, der nåede at kaste bl.a. Mastodon helt op i skyerne. Der er derfor meget at bevise for Black Tusks nye udgivelse TCBT.
Mindre mudder, flere aggressioner
Det er fra første gennemlytning tydeligt, at Black Tusk på TCBT har fokus på inspirationskilden i hardcoremusikken. Albummet er ikke fuldstændig støvsuget for sludge, men det er dets simple, konfronterende powerakkordriffs, man husker. Lydmuren er blevet sprunget i stykker og ligger tilbage som et skrattende fundament i baggrunden for pladens groove og melodi. Intronummeret ”A Perfect View Of Abselutely Nothing” slår allerede stilskiftet fast med en monolog i tre ekkoniveau, der slår pladens attitude fast. Da ”Closed Eye” starter med fuld konfrontation allerede fra sine første sekunder, er man allerede i stemning til det groove, der møder en. Black Tusk starter in medias res, og det fungerer godt for dem.
Generelt er det Black Tusks konstant høje energiniveau og svingende grooves, der bærer pladen, hvilket de følgende numre også understreger. ”Agali” og ”Scalped” har begge fuldt tryk på og sætter bandets styrker til offentligt skue. Fede motorsavsriffs der skærer gennem et småskrattende lydbillede til de tæskende trommers fremadstræbende rytmer. En godt gnaven vokal, der på skift skriger og hvæser sine sandheder ud. Nummeret ”Orange Red Dead” har ligesom de to førnævnte også ekstra godt fat i Black Tusks grundværdier med sine langsommere, men mindst lige så aggressive vers. Er alt fryd, gammen og fed død, fristes man så til at spørge?
Svaret på ovenstående spørgsmål er nej. Pladen mangler alle de skæve numre; hjulene i dræbermaskinen ender med at synke dybere og dybere ned i vejens mudderspor. TCBT har kun få numre, der afviger lidt fra kursen og udforsker bandets grænser. ”Never Ending Dynamite” har et lidt alternativt riff, men det er et ringe bud på variation. Sydstatsamerikanerne giver os elleve hurtige, aggressive hardcoresange, der i længden bliver meget ensformige, hvilket er dræbende for pladens ellers voldsomme energi. Man tror ikke helt på gnisten længere, når man allerede har været gennem ti versioner af samme udtryk, hvilket måske også er hvorfor, pladens første numre kommer til at stå klarest i hukommelsen. Der er flere gode sange, men man skal forberede sig på en relativt ensidig lytteoplevelse, hvis man hører albummet fra ende til anden.
Lækker lyd trækkes i langdrag
Black Tusk har styr på deres shit, når det kommer til svingende rytmer, brutale riffs og aggressiv vokal. Men de skal turde at være mere end bare det, når de skriver musik. Der er mange gode sange på TCBT, der alle vil kunne skabe de vildeste live-fester, men bandet ender med at køre fast i det samme mudrede spor. De har fundet en lyd, der kan tage dem videre fra 00’ernes sludge metal sound, men de skal også turde eksperimentere med den, hvis de for alvor vil genopfinde sig selv. TCBT efterlader mig en række sprængfarlige numre rigere, men alligevel med en lidt tom fornemmelse af at have hørt samme nummer spillet på mange forskellige måder.
