Black Fate - Ithaca

Ithaca

· Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Prog metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En fortid så turbulent som oldtidens myter

Black Fate er et band, der startede allerede tilbage i 1990, og som på trods af mange udskiftninger i deres lineup har været i gang lige siden. Efter et par demoer så deres første fuldlængde endelig dagens lys i 2002, og siden er det blevet til tre albums mere, hvor Ithaca er det nyeste. Black Fate har, som andre før dem, søgt inspiration i Homers episke digt ”Odysseen”, hvor øen Ithaca var helten Odysseus’ hjemstavn. Odysseen er et værk, som man nærmest bør stifte bekendtskab med, men er det samme så tilfældet med Ithaca?

Samme energiniveau som en græsk hær, der finder sig strandet udenfor Trojas mure

Nej, jeg må desværre nok konkludere, at Ithaca ikke er en særlig berigende oplevelse. Nu er jeg måske lidt gammeldags, men i min optik bør power metal have en god slant power, energi og fart. Især er fart og intensitet vigtige ingredienser i de indledende minutter på en plade indenfor denne genre. Men netop disse elementer får man ikke rigtigt på denne plades indledende numre. ”From Ashes & Dust” er et ambient intronummer, hvor der ikke sker det helt store, og hvor der lægges op til, at der forhåbentligt skal komme en energiudladning af en anden verden. Men det kommer ikke rigtig, for de to efterfølgende numre, der for så vidt er velspillede og ganske tunge, føles en anelse sløve, og man skal som lytter stramme sig lidt an for at holde sig vågen, mens grækerne tøffer afsted.

Vi skal helt frem til den fjerde skæring, ”Savior Machine”, hvor et episk baggrundskor og lidt mere fart over feltet giver lytteren en smule tiltrængt adrenalin. Numrene viser sig heldigvis at blive tiltagende bedre, efterhånden som man kommer frem på skiven, og blandt andet ”Nemesis” og ”Reach for the Stars” indeholder både udmærkede vokalmelodier og fint instrumentalt arbejde. En obligatorisk øm og inderlig ballade skal man heller ikke snydes for, og den finder man på ”Rainbow’s End” – en god lille sjæler, som giver et tiltrængt afbræk fra strømmen af lidt ensformige tunge numre. Helt fantastisk godt bliver det desværre aldrig, men det skal dog siges, at medlemmerne af Black Fate virkelig har evnerne og forudsætninger for at lave noget i sandhed storslået. Her skal især guitaristen Gus Drax fremhæves; Drax er nemlig en fortrinlig guitarist, og hans vilde soloer viser sig at være højdepunktet på samtlige numre. Noget af det bedste guitararbejde finder man på ”Secret Place” og ”Fortress of Solitude” – numre, som bestemt er værd at tjekke ud.

Mere power på næste gang, tak!

Bandet er, som tidligere nævnt, ikke de første musikere, der har søgt inspiration i den antikke græske kultur, og inspirationskilden, såvel som den progressive power-genre, giver associationer til The Odyssey af Symphony X. Desværre formår grækerne ikke at skrive musik, der er i nærheden af at være lige så god som det, Symphony X formår. Bandet kommer nogenlunde i mål, men på trods af et par gode numre og solide præstationer føler jeg ikke det store behov for at lytte mere til Ithaca. Emnet, som Black Fate vælger at beskæftige sig med, er fedt, men på deres næste udgivelse må de meget gerne skrue op for både de progressive elementer såvel som det generelle energiniveau.

Tracklist

  1. From Ashes & Dust
  2. Ithaca
  3. Maze
  4. Savior Machine
  5. Fortress Of Solitude
  6. Nemesis
  7. Secret Place
  8. Reach For The Stars
  9. Rainbow's End
  10. One Last Breath
  11. Queen Of Shadows
  12. Circle Of Despair

Tilføj kommentar