Nørdemetal

I 2009 brød australske Be’lakor for alvor igennem med deres magnum opus Stone’s Reach, hvor de spidsfindigt kombinerede klassisk melo-død og progressiv dødsmetal på et så højt niveau, at det næppe var set før. Desværre var de to efterfølgende album Of Breath and Bone (2012) og Vessels (2016) ikke værd at skrive hjem om, og bandet gik lidt i glemmebogen. Men nu er de australske dødsnørder (jo, hvis du opkalder dit band efter en Warhammerdæmon, så er du en nørd, alle ved, at de seje drenge vælger orkerne!) tilbage med et spritnyt album – og albummets titel taget i betragtning er spørgsmålet, om der er en rød tråd eller ej.

Skandinavisk inspiration og ventetid

Albummet starter med en seriøs dunst af grantræ, hjemmebrændt og saunagus i form af det Omnium Gatherum-inspirerede nummer ”Locust”, som på mange måder indeholder alt det, man kan forvente af Be’lakor, om end der er skruet noget ned for de skæve og progressive rytmer, selvom de får lov til at entrere nummeret til allersidst. Men bedst som man sidder og tænker, at Coherence har tænkt sig at køre derudad, nu hvor stilen er lagt, ja, så vælger bandet at følge op med ”The Dispersion”, et kort – og komplet ligegyldigt – instrumentalt intermezzo. Allerede nu begynder sammenhængens illusion at briste – og det er ret tidligt, da vi kun er ca. 12 minutter inde (hvilket ikke er meget i Be’lakors verden, og albummet er da også på præcis en klokketime). Heldigvis går der ikke længe, før australierne kommer op i tempo igen med et nummer, der minder om tidligt In Flames, nemlig ”Foothold”. Her giver bandet sig selv mere plads til at udfolde sine progressive tendenser, og det er utroligt klædeligt – for det er her, i mødet mellem de to tolkninger af dødsmetal, at bandet for alvor skinner igennem.

Næste soniske overraskelse kommer så i form af albummets andet instrumentelle nummer, ”Sweep of Days”. Det er ganske vist et langt bedre nummer end ”The Dispersion”, men det bidrager ikke med andet end fyld, hvilket der allerede er rigeligt af. Jeg har ikke noget imod instrumentelle numre, jeg elsker fx Metallicas ”Orion”, men når man nu fratager vokalen, så skal man virkelig være sikker på, at instrumenterne så er stærke nok til at stå alene – og nok er Be’lakor dygtige musikere, men de mestrer ikke kunsten at lave instrumentelle numre. Desværre. Fra en ligegyldig omgang instrumentalt fnidder skal vi til ”Hidden Window”, der med sin Opeth-inspirerede intro og Dark Tranquility-inspirerede outtro igen sætter fut i fejemøget. Men ak og ve, for det førnævnte fut skal IGEN skydes ned af albummets tredje (!) instrumentelle nummer, ”Indelible” – indtil videre har vi nu næsten et kvarters intermezzo på hele albummet – og jeg spørger mig selv, ”Hvad fanden laver I, Be’lakor? Stop jer selv!”

Til slut får vi den helt tunge dreng ”Much More Was Lost” (hvilket må være en reference til de 15 minutter af mit liv, de har spildt med deres strengeleg). Her virker det, som om bandet virkelig forsøger at ramme den stemning, som de ramte tilbage i 2009 med monsterhittet ”Countless Skies”, men det lykkedes desværre ikke, og et album, der ellers lagde hårdt ud, ender med at falde sammen som et korthus i en tornado.

Nye boller på suppen

Er Coherence et dårligt værk? Nej-nej, det er det ikke. Be’lakor formår at toppe både Of Breath and Bone og Vessels, men de er ikke i nærheden af fordums pragt og understreger blot, at 2021 ikke har været et synderligt godt år for den melodiske dødsmetal, der måske også efterhånden bør kigge sig selv i spejlet og overveje, om der ikke snart skal nye boller på suppen.