Det dårligste band i verden?

Behold… The Arctopus har ikke det bedste ry i metalverdenen. De er blandt andet at finde på Youtube i et medley under navnet ”The Worst Bands in the World” og har ikke just fået de mest rosende med på vejen på deres tidligere udgivelser. Det var også med selvironi i sejlet, da de tilbage i marts annoncerede deres nye album Hapeleptic Overtrone med den futuristiske overskrift: ”The Worst Band in the World, Behold the Arctopus returns with the worst album ever made, ”Hapeleptic Overtrove”. Det er ikke, fordi det ulmer af begejstring, når man som anmelder får tildelt sådan en plade. Men med et åbent sind og et ukendt bekendtskab til bandet, bliver det spændende at se, om der er noget om snakken, og til det må man rejse spørgsmålet: Er den heftige kritik berettiget?

A hva’ for en fisk?

Jamen, hvad spiller Behold… The Arctopus så for en genre? Se, det er svært at svare på. Trioen består af Mike Lerner på leadguitar og Colin Marston på Warr-guitar, som er et instrument, der kombinerer guitar og bas og således kan spille melodisk og rytmisk samtidig. På trommer har de Jason Bauers, der dog ikke er det store bærende element, som det typisk er i metalmusik. Trioen spiller en subgenre til heavy metal med en instrumental og yderst eksperimenterende tilgang til musikken. Her er det polyrytmer, mærkværdige sangstrukturer og skæve tidssignaturer, der fylder i lydbilledet. Albummet består af ni forskellige skæringer, og selvom det er ni forskellige numre, kunne det lige så godt være et langt nummer. Det er nærmest umuligt at skille sangene fra hinanden. Selvom bandet er utrolig teknisk, og at det er en præstation i sig selv at kunne skifte takt og struktur hvert femte sekund, er det virkelig ikke noget, der gør noget godt for musikken, de spiller.

Det tætteste, man kommer på en længere passage, er på nummeret ”Adult Contemporary”, hvor introen består af en tapping-passage på syv sekunder, inden percussion og Warr-guitaren supplerer lydbilledet. Det skal også siges, at trommerne på dette album er helt anderledes end på de foregående udgivelser. Det er ikke rytmebaseret, og der er ikke meget, der minder om en stor- eller lilletromme. Det er, som om trommesættet er begrænset til bækkener og kantanslag, hvor der en sjælden gang bliver plads til lidt større udfoldelse på sættet. Det gør, at dine ører virkelig kommer på overarbejde, da der ikke er nogen passager, du hengiven kan groove til, fordi der hele tiden sker noget nyt. Jeg er ellers stor fan af en eksperimenterende og progressiv tilgang til musikken, men det her er simpelthen for meget, alt for meget af det gode. Tag et nummer som ”Other Realms” hvor guitartonen er så skinger, og tonerne er så usammenhængende, at det bliver pinefuldt at lytte til. Jeg kan faktisk ikke finde en eneste passage på dette album, hvor jeg tænker, at det lyder fedt, og det er da en bedrift i sig selv.

Jeg kunne dog godt tænke mig at se, hvordan et publikum ville opføre sig til en koncert med Behold… The Arctopus. Forestil dig, at de spiller ”Blessing in Disgust” live. Du har tre sekunder til at headbange i, du står og kigger akavet på din sidemakker, der forekommer temposkift og atypiske strukturer i 5-sekundersintervaller, hvad gør du? Det kan selvfølgelig også være, at du bare står og betragter musikken, for det er virkelig højt teknisk niveau. Jeg tvivler dog på, hvor mange der vil nyde dette.

Det (bedste) dårligste band i verden?

Okay, så dette album var ikke ligefrem en rar oplevelse. Det var faktisk utrolig krævende at være koncentreret om dette udspil i dets fulde længde. Der er ikke ligefrem nogen højdepunkter at komme efter, og der er ikke et eneste nummer, jeg har lyst til at høre igen. Når det så er sagt; Stor cadeau til musikerne for at kunne skabe dette album. For det første: Der skal godt nok tælles takter, når bandet skal ud og spille disse numre live, og de har utrolige færdigheder på deres instrumenter. For det andet: Det er da en bedrift i sig selv at skabe så teknisk ambitiøse numre, der er så uhåndgribelige at lytte til. Og det er da også grunden til, at albummet her runder de tre kranier ― E for Effort, men det er aldrig noget, jeg vil lytte til igen frivilligt.