Aspidium - Manifestum

Manifestum

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 2/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Idéer og visioner

Aspidium begyndte i 2017 som et soloprojekt tilhørende Kurt ”Jason” Kelderer, som ikke rigtig følte, han kunne bringe sine personlige idéer til verden i de bands, han havde spillet i tidligere. Om end det var planen, det skulle være hans alene, hvervede han ikke desto mindre Benny Leiter på guitaren, og sammen har de udgivet Jasons Manifestum – kulminationen af hans musikalske visioner. Jeg vil ikke lægge dem deres storladne udmelding til last, men sandheden er, at visionerne er uhyre svære at få øje på. Nu skal jeg forklare hvorfor.

Begynder lovende

At ”Manifestum” skulle være en skuffelse er ikke umiddelbart til at udlede af de første minutter. ”Intro + Blutrausch” bygger op til et tungt midttempo riff, og Jasons kompetente growls (jeg antager, det er ham) lægger sig fint midt i lydbilledet. Mine første nervøse trækninger kommer, når sangen for anden gang (og senere tredje) leverer en opbygning blot for at vende tilbage til hovedriffet. Gentagelse er et tilbagevendende problem på Manifestum, og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det er det eneste.

Det almægtige guitarriff ligger på top-tre listen over metalmusikkens vigtigste elementer, men ikke alt, hvad en guitar spiller, kan kaldes et riff. Guitarfiguren i omkvædet på ”Apathie” består af blot to forskellige powerakkorder, der ringer en takt hver. Hovedtemaet i ”Loivatar” er blot én tone i en hel takt med et lick på det sidste slag. ”Apocalypse” spiller hånddæmpede powerakkorder i en bestemt rytme, én takt hver. Her har jeg ikke engang håndplukket de tarveligste eksempler; ovenstående er såmænd bare de fire første sange på albummet. Hverken bassen eller trommerne kommer til undsætning, da deres præstationer er lige så uinspirerede.

Guitarmelodierne farer ikke bedre end riffene. På ”Apathie” plukkes toner ud af rytmeguitarens akkorder i et temmelig generisk mønster, og på ”Loivatar” laver leadguitaren næsten nøjagtig det samme som rytmeguitaren, blot i en højere oktav. Der er som sådan intet her, man kan forvente at huske i morgen, men alligevel kommer mine yndlingsøjeblikke på ”Manifestum” fra leadguitaren, og nu bevæger vi os endelig hen på albummets anden halvdel.

”Glaubenskrieg”, er indledningsvist uinteressant af de samme årsager som de øvrige sange, men pludselig fremtrylles på én gang toneskift og lækre guitarharmonier, og man undres over, hvorfor duoen ikke har fyldt hele albummet med disse øjeblikke. Efterfølgende ”Ende Der Zeit” givet ligeledes hints om leads, der har en tydelig funktion, og besidder i øvrigt et af de bedre riffs på skiven, som dog gentages gennem det meste af sangen. Det afsluttende instrumentalnummer, ”Katharsis”, retter marginalt større fokus mod det instrumentale end resten af albummet, men uden vokaler er vi cirka lige vidt.

Det manglende manifest

Manifestums gode stykker kan jeg tælle på én hånd, og det smerter mig oprigtigt at skrive det. Det er svært at ane, hvilke visioner, der ligger bag albummet, idet alt for mange stykker – og endda hele sange – er så simple i alle aspekter, at jeg ikke helhjertet kan anbefale én eneste sang. Jason og Leiter lader til at kunne skrive gode riffs og leads, og jeg håber, de vil kigge den vej på senere udgivelser. Kunstneriske visioner fortjener godt håndværk, og dette hører jeg desværre ikke på Manifestum.

Tracklist

  1. Intro + Blutrausch
  2. Apathie
  3. Loivatar
  4. Apocalypse
  5. Todesreiter
  6. Glaubenskrieg
  7. Ende Der Zeit
  8. Katharsis

Tilføj kommentar