Det er ikke nok med en god vokal
Glædeligt gensyn
De italienske rockdrenge slår til igen – denne gang med fuldlængden Life-Related Symptoms. Sidste år genudgav gutterne deres debutskive, ANR, og undertegnede havde fornøjelsen af at anmelde de 14 numre. Dengang imponerede bandet med deres skæve genre, energiske tilgang og unikke lyd, der førte mig tilbage til 00’erne. Nu vil det vise sig, om opfølgeren kan følge trop!
Helt ny og allerede halvgammel
På sin vis fortsætter Life-Related Symptoms, hvor den forrige plade slap; de fire knægte boltrer sig stadig i krydsfeltet mellem alternativ metal og post-grunge. Resultatet af denne genreleg er et distinkt lydbillede, der – igen – tager lytteren tilbage til sluthalvfemserne og starten af nullerne. Særligt kan der drages paralleller til Puddle of Mudd, Soundgarden og ikke mindst Alice in Chains – dem vender vi tilbage til.
Én ting har dog ændret sig siden debuten: Anewrage er i dag langt mere rock end metal. Denne kursændring kan have fordele og ulemper. På den ene side er Life-Related Symptoms en fin omgang feel good-musik, der vækker minder – i hvert fald for os, der voksede op med nu-metal og grunge alle vegne. På den anden side mister bandet en hel del energi og pondus – noget af det, der førhen var deres styrke.
Nuvel. Forsanger Axel Capurro er pladens højdepunkt. Hans rustne vokal og hans evne til at skabe forskellige stemninger er utrolig prisværdig. I åbneren ”Upside Down” får vi et energisk rocknummer med sjove country-licks, og kort efter rammes vi af den lunefulde ”Dancefloor” – et flot track, hvor Capurros vokal forener skrøbelighed og styrke. På ottende skæring, ”Outside”, leveres en melankolsk lo-fi-vokal, der skaber en fed atmosfære, men aldrig kommer helt op at ringe. Mere interessant er ”Evolution Circle”, hvis vers må være en direkte hyldest til Alice in Chains med Layne Staley i front. Selvom Anewrage på ingen måde er i samme liga som Seattle-drengene, har ”Evolution Circle” et underspillet mørke, der minder om klassiske ”Would”. Resten af bandet gør også en fin indsats på albummet, men de voldsomt catchy riffs og de svimlende seje trommepassager skal man altså lede længe efter.
Desuden synes jeg sagtens, bandet kunne have skåret et par tracks fra, da dele af pladen bliver ret ensformig. ”Tomorrow” er direkte kedelig, og ”Floating Man” nærmer sig det søvndyssende.
Godt, men ikke godt nok
Egentligt er Life-Related Symptoms en udmærket plade; den er bare ikke langtidsholdbar. Bandet mangler både tyngde og autenticitet, og den nerve, der var at finde på debutalbummet, er ganske enkelt ikke til stede længere.