DETEKTOREN

Copenhell 2015

Copenhell 2015 by Claus Ljørring Copenhell 2015 by Claus Ljørring

Indhold

  1. Torsdag
    1. Life Of Agony
    2. Butcher Babies
    3. Cannibal Corpse
    4. Suicidal Tendencies
    5. Slipknot
    6. Exodus
    7. Saint Vitus
  2. Fredag
    1. Upon A Burning Body
    2. Ensiferum
    3. Morgoth
    4. Pretty Maids
    5. At The Gates
    6. Krokodil
    7. Primordial
    8. Kreator
    9. Red Fang
  3. Lørdag
    1. Horned Almighty
    2. Nuclear Assault
    3. Gojira
    4. Turbonegro
    5. The Darkness
    6. Bloodbath
    7. Blues Pills
    8. Ghost
    9. Red Warszawa
  4. Galleri

Bagsædechauffør

Copenhell 2015 er overstået, og vel overstået. Ikke bare at dømme efter den skraber på sofaen som det blev til om søndagen, men også efter de anmeldelser som du kan læse her på sitet. Det var en lang og god fest.

I år har vi allieret os med en del gæsteskribenter. Musikere og bands har hjulet med at skrive vores anmeldelser, og det har været sjovt at stable på benene og er blevet til spændende læsning. Hvordan oplevede Horned Almighty, Chainfist, Impalers, Helhorse og X-teenage Rebels samt Billy Boy in Poison koncerterne på nært hold?
Ja, Red Warszawa fik vi overtalt til at anmelde deres egen optræden. Den skandaløs ringe og uduelige koncert bliver selvsagt anmeldt til topkarakter af bandet selv - og det kan ingen være uenige i.

Fællesskab

En sikkerhedsvagt fortalte, at Copenhell er den bedste og letteste festival at dække. Sammenlignet med andre festivaller er sammenholdet og fælleskabet uden sidestykke. "I passer på hinanden, og I udfører faktisk mit job” var beskeden fra manden klædt i smølfeblåt.

Mødepligt

Copenhell har udviklet sig til, at være en gentagende begivenhed og selv ægtefæller, venner og forældre med minus interesse for heavy metal er nu klar over, at Refshaleøen kræver sine ofre i juni måned. Der er mødepligt for store og små. Sådan har det været indtil nu.
Men i år var det en smule anderledes. Op til, og under, festivalen har internettet været plaget af ensidig kritik af musikprogrammet. "For tyndt", "manglende hovednavne", "forkerte hovednavne” - og mere af samme skuffe.
I år tog debatten en drejning i retning af negativ kritik. Koncertgængere offentliggjorde, at "...i år hopper jeg over”.

Bagsædechauffør

Copenhell har fået en historik og vi kan nu sammenligne programmet med tidligere år. Det er derfor kun naturligt at der bliver evalueret og sammenlignet. Men ustandselig kommenterer som kritiserer førerens kørsel fra bagsædet er sjældent en hjælp. Ofte tværtimod.

Det lokale spillested lever ikke, at gode intentioner på sofaen. Det håbefulde og nystartede lokale band bliver ikke bedre af, at blive savet midt over, i en sammenligning med branchens bedste.
Støt derfor op om spillestederne og de unge lokale bands. Støt op om de lokale mindre metalfestivaller. Det er lige til. Men støt også op om Copenhell som, alt andet lige, stadig er en ung festival. Hvis dine ambitionerne på festivallens vegne er, at musikprogrammet hvert år skal være markant bedre end året før - hvert år. Så er der skuffelser forude.

Var programmet tyndt i år?
- Næ, det var det ikke.

Kunne programmet have været bedre?
- Givetvis, men det er en smagssag - og dermed en subjektiv vurdering. Det er sjovt at diskutere, men også forholdsvis ligegyldigt. For nu bare at være helt ærlig.

Vi betragter Copenhell som en livsstil og glæder os over, at det er blevet en tilbagevenden begivenhed. Men kun ved at støtte op sikre vi, at der også er en festival året efter.

Lad os kigge på tendensen over tid, og den er klar. Copenhell har gennem en årrække bevidst, at det er Danmarks største og vigtigste metalfestival. Men det kan den kun forblive hvis vi alle støtter op om Copenhell. Hvis du boykotter festivalen spiller du hasard med næste års program.

Torsdag

Life Of Agony Hades, kl. 16:30

Hos undertegnede skribent vakte det stor glæde, da crossover-hardcore/hardrock-gruppen Life of Agony blev annonceret til årets Copenhell. Deres to vel nok største kommercielle succesalbums River Runs Red (1993) og Ugly (1995) udgjorde soundtracket til en stor del af min gymnasietid, men til stor ærgrelse nåede jeg aldrig at opleve dem live, inden bandet mere eller mindre forsvandt.

Meget vand er løbet under broen siden de gode gamle 90'ere; Forsanger Keith Caputo er blevet en kvinde og hedder nu Mina, og bandet ser naturligvis også en del ældre ud her godt og vel tyve år efter deres storhedstid. Derimod fejler spilleglæden, energien og entusiasmen absolut ingenting, og det beviste de med bravour torsdag eftermiddag på Hades. Guderne skal vide, at det ikke er nogen helt nem opgave at være dem, der spiller først på den næststørste scene, men det passede tilsyneladende drengene fra Brooklyn ganske fint.

Med et sublimt set, primært bestående af sange fra de to førnævnte plader, leverede de en super fed koncert præget af ægte nærvær og overskud. Cirka halvvejs gennem koncerten hoppede Mina Caputo ned og snakkede med nogle fans på forreste række, mens bandet tålmodigt spillede videre. Her blev hun friet til af en yngre mandlig fan, der måtte leve med svaret "You're fucking crazy!!"

Fra start til slut fik vi en sublim koncert med et tændt og energisk band, der forhåbentlig har planer om snart at udgive nyt mens momentum er der. Fantastisk oplevelse endelig at se dem, og jeg skal da lige love for, at de leverede varen. Tænk hvis koncerten havde været om aftenen, når publikum havde været varme...? Så havde jeg slet ikke haft nok kranier i posen. Ni flotte kranier herfra.

9/10

Anmeldt af .

Butcher Babies Pandæmonium, kl. 18:00

Butcher Babies by Claus Ljørring

Det amerikanske metalband Butcher Babies indtog Pandæmonium scenen torsdag kl.18 foran et relativt stort antal mennesker. Bandet kan bedst beskrives med et billede af de to frontfigurer Heidi Shepherd and Carla Harvey, men det viste sig, at bandet havde andet at byde ind med end store fortrin og sparsom beklædning.

Bandet lagde stærkt ud med masser af energi, og det var næsten umuligt ikke at blive revet med af den stemning der blev skabt fra scenekanten. Med et solidt greb i det fremmødte publikums ædlere dele fremførte Butcher Babies en ganske fornuftig koncert. Bandet spillede en meget blandet form for heavy metal, som bød på både dødsmetal og en god gang thrash tilsat lidt melodiske omkvæd.

Publikum kvitterede med en masse crowd surfing, og der var dømt headbanging lige fra start. Men når bandet er så meget på, som det var tilfældet her, ja så er det sgu svært ikke at blive revet med.

Og skulle det vise sig, at man ikke kunne lide musikken, ja så var der jo som sagt visuel underholdning i form af de to kvindelige energibomber.

Jeg var selv stærk underholdt gennem hele koncerten, og selvom jeg på forhånd var lidt usikker på, hvad bandet havde at byde på, så gik jeg derfra med et meget positivt indtryk. Der er ingen tvivl om, at Butcher Babies skal opleves live, for deres musik er i mine øjne ikke stærk nok uden den stemning, der skabes ved en live-optræden. Men der blev leveret lige præcist det, der skal til for at skabe en god live stemning, og det smittede af på de fleste af det fremmødte publikum, som gik derfra med et smil på læberne.

7/10

Anmeldt af .

Cannibal Corpse Hades, kl. 19:00

Cannibal Corpse by Claus Ljørring

Cannibal - Fucking - Corpse!

En institution i brutal metal: For alle med bare det mindste kendskab til death metal, så er ingen nærmere introduktion nødvendig. Og torsdag eftermiddag på Copenhell, da de aldrende herrer indtog scenen, vidste folk lige præcis, hvad de gik ind til. Old school-dødsmetal, som hvor moder (og os selv) har lavet.

Alderen har sat sine spor, men dette til trods, leverede Corpsegrinder og co. en hitparade i landevejstempo. Masser af fede, groovy numre fra de nyere albums, såsom ”Scourge of Iron”, ”Evisceration Plague”, ”Demented Aggression” og ”Kill or Become” blev langet over scenekanten.

Der var også plads til et par af de gamle schlagers og en del garn blev rystet til ”Hammersmashed Face”, ”I Cum Blood og Stripped”, ”Raped and Strangled”. Det hele blev sluttet fint af med ”Devoured by Vermin” fra Vile-skiven. Eneste anke er Corpsegrinders knapt så artikulerede måde at synge live på, det blev sgu lidt ensformigt at høre på. Ellers en stilsikker opvisning af tonserdød i traktortempo fra Floridas finest...

Flået, hængt og barberet af S. og Hellpig

8/10

Anmeldt af .

Suicidal Tendencies Hades, kl. 21:15

Suicidal Tendencies

Forventningerne til Suicidal Tendencies var blandede. En koncert på Roskilde for et par år siden skulle have været en halvsløj affære, men jeg glædede mig nu alligevel til et gensyn med psycho Mike Muir - Manden som, om nogen, er ikon og maskot for Suicidal Tendencies. Sidste jeg så dem var i starthalvfemserne, hvor de var en del af Class of The Titans og varmede op for Slayer, Megadeth og Testament.

Mike Muir var præcis lige så energisk og aktiv som dengang i KB Hallen, og det skulle vise sig at setlisten ikke havde forandret sig meget siden sidst. "How Will I Laugh Tomorrow", "Pledge Your Allegiance" og Possessed to Skate. Rendyrket Deja vu?

Det var et sjovt genhør, men vel også lidt for sikre kort at spille? Usikkert blev det derimod hen imod slutningen, som udviklede sig rendyrket open stage. På et tidspunkt var der muligvis flere publikummer på scenen end foran. Top underholdende, morsomt og et øjeblik, som ingen glemmer. Men joken blev kørt så langt ud, at det reelt var tydeligt, at materialet ikke holdt til en times skater-metal. Fantastisk gensyn med Mike Muir, men ingen husker vel koncerten for musikken.

6/10

Anmeldt af .

Slipknot Helviti, kl. 22:30

Slipknot by Claus Ljørring

Siden udgivelsen af deres seneste album, .5: The Grey Chapter, i oktober sidste år, har Slipknot haft rygende travlt med at turnere. Det bragte dem bl.a. forbi Forum i København i februar, hvor de leverede en rigtig fed koncert, omend den var meget skæmmet af Forums evigt horrible lyd. På denne aften annoncerede de også, at de ville vende tilbage på årets Copenhell, og det skulle vise sig at være som det absolutte hovednavn.

Klokken helt præcist 22.30 satte Slipknot i gang på Helveti. Introen “XIX” startede braget, hvorefter Iowas ni maskerede metalsmede kastede sig ud i “Sarcastrophe” og “The Heretic Anthem”. Det stod lynhurtigt klart, at alle spekulationer om turné-træthed kunne manes i jorden med det samme. Slipknot var, som vanligt, energiske og tændte fra allerførste sekund, og det smittede lynhurtigt blandt de mange fremmødte. Tydeligt var det, at her er tale om et band, der nyder at spille. Alle ni bandmedlemmer gav den fuld skrald, selvom Shawn “Clown” Crahan må have været skuffet over, at hydraulikken under hans trommer, i modsætning til hans tromme-makker Chris Fehns, ikke virkede.

I den efterfølgende lille halvanden time diskede bandet op med stort set alle de numre, folk var kommet for at høre. Lige på nær nyeste single fra .5: The Grey Chapter, “Killpop”, som i mine ører er langt fra det bedste, de har lavet, fik vi alle de gode sange som “Vermillion”, “Wait and Bleed”, “Before I Forget” og selvfølgelig også “Duality”. 

Allestedsnærværende frontmand Corey Taylor var, som altid, en yderst karismatisk hærfører, der, brutalt, men professionelt, ledte sine tropper gennem slaget på det gamle skibsværft. Det var dog som om, at energien faldt et hak eller to hos de fleste af bandmedlemmerne under koncertens sidste tredjedel, men herregud - det kan tilgives. Som sidste dødsstød til en meget tilfreds skare af festivalgængere fik vi fabelagtigt aggressive udgaver af “People = Shit” samt “Surfacing”. Derefter takkede Slipknot af, og et tilfreds publikum havde fået, hvad de kom efter.

Slipknot er et hamrende dygtigt og professionelt orkester, og de formåede at skabe en fremragende aften for de mange fremmødte fans, selvom man godt kunne mærke, at det langt hen ad vejen var en noget rutinepræget forestilling. Heldigvis har Slipknot dog et helvedes højt bundniveau, og der er langt mellem deres svage præstationer. Fuldstændig blæst væk var man ikke, men rigtig godt underholdt

7/10

Anmeldt af .

Exodus Hades, kl. 00:15

Exodus by Claus Ljørring

Så blev det endelig midnat og tid til det, i mine øjne, oversete amerikanske thrash metalband Exodus. Bandet blev dannet tilbage i 1980 i San Francisco og har i den grad været med til at sætte sit præg på thrash metallen.

Bandet havde fået den svære opgave at spille lige efter, at Slipknot havde revet det meste at Copenhells publikum rundt. Men når man har 35 års erfaring, så lader man sig ikke sådan slå ud, og det kunne mærkes lige fra starten. Vi fik serveret en gang tung thrash lige i smasken, og så var der ikke meget andet for end at starte den rytmiske bevægelse med hoved som betegnes som headbanging.

Bandet spillede super tight og fremførte det ene fantastiske nummer efter det andet til publikums store tilfredsstillelse, og kemien mellem band og publikum blev kun bedre, da frontmand Steve Souza bad om en wall of death. Crowd surfing og en masse moshing oppe foran scenen var næsten konstant under koncerten, og det var til trods for, at klokken var 00.15, da bandet gik på Hades-scenen.

Det var befriende for en gammel thrashrotte som undertegnede at slutte dagen af med en så ”afslappet” koncert, hvor man ikke behøver at bære maske eller andet hurlumhej, men i stedet bare kan nyde, at musikken taler sit eget sprog.

Tak til Exodus for en helt igennem gennemført koncert.

8/10

Anmeldt af .

Saint Vitus Pandæmonium, kl. 23:00

Saint Vitus

Retro og vintage rock? Næææh; Vi skal meget længere ned i dybet for at grave Saint Vitus frem fra mørket. De blev dannet tilbage i slut halvfjerdserne, samtidig med at Margaret Thatcher blev ny britisk premierminister. Men de her drenge overlevede Jernladyen. Det er, med andre ord, et stykke kulturhistorie fra jernalderen som denne torsdag aften gæstede den bette scene på Copenhell.

Det er unødvendigt at sige, at alderen har sat sine spor på medlemmerne. Men døm ikke dette doom-band på topmave, sølvmanke og rynkerne. Marshall-forstærkerne lyver ikke; Dette var lyden af stål og metal fra arnestedet. Selvom Slipknot løb med overskrifterne så fornægter kærligheden sig ikke her i baggården for den store scene. Aldergrænsen blandt publikum var også i den tunge ende. Men vi klarede os uden ildkanon, pyroteknik og konfetti. Trommer, bas, guitar og sang. Nich Weiter. Afsted det går. Dave Chandler oplevede lidt rod med sin flying V, men ellers var settet tungt som et godstog. Sidste nummer "Born Too Late” endte med, at Dave Chandler væltede ud blandt publikum og muligvis var de fleste festivalgængere født for sent til at kende Saint Vitus, men efter denne koncert gik alle derfra med smag for mere.

9/10

Anmeldt af .

Fredag

Upon A Burning Body Pandæmonium, kl. 14:00

Upon a Burning Body by Claus Ljørring

Upon a Burning Body var for mig et helt ukendt band inden de blev annonceret på dette års Copenhell program. Men efter at have lyttet deres tre albums igennem et par gange var jeg i den grad klar til en gang deathcore tilsat lidt sydstatslyd. Upon a Burning Body er nemlig fra Amerika, nærmere betegnede San Antonio, Texas. Bandet har eksisteret siden 2005 og var sat til at spille kl.14 fredag på pandæmonium scenen.

Bandet som efter sigende altid skulle være ganske velklædte, mødte op på scenen til tonerne fra nummeret "Red Razor Wrists" fra deres nyeste album "The World Is My Enemy Now" og med sætningen ”I'm not sorry for the way that I am” skreget ud i hoved på det relative store publikum så var den magtdemonstration skudt i gang. Bandet spillede så utroligt tight og især forsanger Danny Leal var i en klasse for sig selv. Sjældent har jeg oplevet så stærk en vokal brøle igennem på så lille en scene med en kraft som næsten blæste publikum bagover. Bandet var kommet for at losse os alle i det aller helligste og det var lige hvad de gjorde fra første sekund.

Desværre ville både lyden og regnen lege med under denne koncert så efter første nummer åbnede himlen sig i et ganske kraftigt regnvejr og som om det ikke var nok, ja så forsvandt lyden i alle tre mikrofoner under det tredje nummer. Ikke noget som blev taget med et smil på scenen, for det var tydeligt at Danny Leal var kraftig irriteret over denne brøler, som dog blev rettet efter et minuts tid. Bandet fortsatte med at spille med en energi der var til at få åndenød af bare ved at se på og publikum fulgte med ved en større moss pit oppe foran samt crowd surfing. Bandet sluttede koncerten af med et cover af DJ Snake og Lil Jon ”Turn Down For What” som de har lavet sammen med Ice-T. Desværre fik vi ikke Ice-T selv på scenen men måtte nøjes med en play back version.

Skulle der sættes en finger på denne koncert så skulle det være at upon a Burning Body kun fik 30 minutter at spille i samt at de blev placeret på en alt for lille scene. Ingen tvivl om at det ville have klædt dem at få Helviti eller Hades scenen at optræde på, for hold da op en opvisning vi blev vidner til denne eftermiddag.

9/10

Anmeldt af .

Ensiferum Hades, kl. 15:30

Ensiferum by Claus Ljørring

Tømmermænd og tekniske problemer...

Jeg har efterhånden oplevet Ensiferum live en 5-6 gange. På hjemmebanen i Finland, på den store scene på Wacken og således denne gang på Hades-scenen på Copenhell. De er normalt et velspillende band, der excellerer i at holde en fest for deres fans, så da jeg blev spurgt, om jeg ville agere gæsteanmelder til dette show tøvede jeg ikke med at sige ja. Nogen særlig fest blev det desværre aldrig til på Copenhell fredag eftermiddag.

Bandet gik ellers på scenen til den obligatoriske intro og kom i gang med første nummer i vanlig sikker stil, men allerede i første nummer virkede det til, at trommeslager, Janne Parviainen, havde fået skruet fødderne forkert på. Hvad årsagen var, skal jeg ikke kunne gøre mig klog på, men stortrommen var mildest talt skæv i første nummer.

Som musiker forholder man sig måske for meget til det musiktekniske ved de koncerter, man ser, men det var i det hele taget ikke det mest velspillede Ensiferum-show til dato, hvilket man særligt kunne høre på et par problematiske guitarsoli og Markus Toivonens pivfalske kor-vokal.

Det største problem var dog hverken Ensiferums engagement, som er betragteligt(!) især hos bassist Sami Hinkka, eller evner på deres instrumenter, men derimod den miserable lyd til koncerten. Derfra hvor jeg stod, ti meters penge fra scenekanten, var der ikke vanvittigt meget andet at høre end de til tider knapt så velspillede trommer. Guitarer og bas lå mest bare og buldrede, mens keyboardet, der må betragtes som en relativt vigtig kilde til melodi i Ensiferums musik, var decideret ikke-eksisterende under stort set hele koncerten.

Omtrent halvvejs igennem koncerten opstod der åbenbart yderligere problemer med teknikken, så bandet måtte afbryde en sang efter introen. Der virkede til at være et problem med nogle backing tracks, så efter nogle minutters standby besluttede de at ændre i den planlagte setliste og fortsætte koncerten med publikumsfavoritten "Ahti,", hvis jeg ikke husker helt galt.

Det blev til en håndfuld sange yderligere, men Ensiferum formåede ikke rigtigt at rette op på en koncert, der var præget af elendig lyd og kollektive tømmermænd. Alt i alt en koncert, der viste at selv de tunge drenge, og måske især deres lydteknikere, kan have en offday.

5/10

Anmeldt af .

Morgoth Pandæmonium, kl. 16:00

Morgoth by Claus Ljørring

Det tyske dødsmetal band Morgoth stod på pandæmonium scenen fredag eftermiddag kl.16. Regnen fra tidligere var heldigvis stoppet og gjorde det noget nemmere at opleve koncerten uden de store regnfrakker.

Morgoth var for undertegnede et band jeg havde glædet mig til at opleve live for første gang, Desværre var det uden deres normale frontmand Marc Grewe som valgte at forlade bandet tilbage i 2014. I stedet for stod den nye forsanger Karsten Jäger i front på dette års Copenhell og han gjorde det ganske udmærket.

Bandet spillede ganske fornuftigt sammen og det var slet ikke til at høre at de havde haft 12 års opløsning inden de blev gendannet tilbage i 2010.

Lyden var ganske god under hele koncerten og selvom der ikke var det store sceneshow så virkede det fremmødte publikum ganske underholdt af de tunge og dystre rytmer. En mindre moss pit blev flere gange dannet oppe foran men desværre var der for få mennesker til at det rigtig blev til noget stort.

Morgoth leverede en ganske fin koncert, men det kunne til tider virke lidt som om de kørte på autopilot.

5/10

Anmeldt af .

Pretty Maids Helviti, kl. 16:30

Black Stone Cherry kørte ind i en tankstation i Irland, og dermed var bandet ude - og Pretty Maids inde. Præsentation vel unødvendig, og det virkede da også som om, at rutinen var i højsæddet. Både blandt band og publikum. Halvdovent og umotiveret fik bandet en sløv modtagelse, og selvom forsanger Poul Christensen forsøgte at opfordre til fællessang blev det aldrig helt medrivende.

Måske var det trods alt for forudsigeligt, indforstået og hørt for mange gange før. Lydtapet var præget af keyboard, og dét så meget at udtrykket også blev en anelse firser komisk og for velfriseret - for min smag. Naturligvis fik vi "Red, Hot & Hævy", Future World og alle de andre, men Pretty Maids efterlod ikke et indtryk af meget andet end en afløser kaldt ind i sidste øjeblik. 

7/10

Anmeldt af .

At The Gates Hades, kl. 18:00

At the Gates by Claus Ljørring

Sjældent har mine forventninger til en koncert været så høje og skuffelsen så stor, som til denne koncert med de svenske legender fra At The Gates.

Bandet der var med til at forme den melodiske dødsmetal scene tilbage i 90'erne med især det klassiske album ”Slaughter Of The Soul” som i manges øjne er et af de bedste udgivelser i denne genre til dags dato. Bandet valgte efter dette album at stoppe helt og gruppens medlemmer blev spredt ud til andre bands. Men sidste år kom så den længe ventede opfølger på ”Slaughter Of The Soul”, nemlig albummet ”At War With Reality”.

Bandet havde altså valgt at holde 19 års pause fra den store musik scene og derfor var det med store forventninger at jeg mødte frem på Hades scenen denne fredag kl.19 for endelig at skulle overvære At The Gates live. Desværre så blev koncerten aldrig til det festfyrværkeri som mange nok havde set frem til. Bandet virkede til tider lettere uinspireret og deres optræden var uden kant. Den eneste der kunne være sin præstation bekendt var forsanger Thomas Lindberg som ihærdigt forsøgte at få publikum i gang. Det lykkes da også til tider, men for det meste var det de forreste blandt publikum der så ud til at have en god gang moss pit fest. Bandet leverede den ene klassiker efter den anden og især nummerene 'Slaughter Of The Soul' og ekstra nummeret 'Blinded by Fear' sad lige i skabet, men desværre var det ikke nok til at redde helhedsindtrykket af denne koncert.  

6/10

Anmeldt af .

Krokodil Pandæmonium, kl. 18:15

Krokodil

Med deres super fede debutalbum Nachash i rygsækken skulle supergruppen Krokodil sørge for underholdning til aftensmaden fredag. Det startede dog mindre heldigt for bandet, der tidligere på dagen var blevet forsinkede med deres fly og dermed missede deres lydprøve. Da klokken rundede det annoncerede starttidspunkt stod bandet på scenen og satte deres gear til, og med moderate mængder af sved på panden kunne de starte med et kvarters forsinkelse.

I løbet af første nummer blev der skruet lidt på forstærkerne, men så var lyden også på plads - det lød upåklageligt. Herfra fortsatte Krokodil deres auditive slagserie af velkomponeret crossover-death/sludge. Fyldt med riffs af højeste klasse leveret af bandets tre guitarister, blev man ikke levnet to sekunders pause. Bandet havde helt tydeligt en plan om ikke at skuffe, trods deres svære betingelser fra start.

Personligt synes jeg de sludgy elementer fungerer bedst for dem, mens det i tungeste ende flyder lidt sammen. Uanset hvad var vi dog vidner til et band, der er så hamrende dygtigt, at de sikkert kunne slippe afsted med hvad som helst.

Centreret om forsanger og kaptajn Simon Wright sejlede Krokodil heavy-skuden sikkert i havn. At et band kan levere så fed en koncert efter de omstændigheder, der var tilfældet lige inden de gik på, er en imponerende bedrift. Men Krokodil viste ingen nerver - kun overskud, nærvær og sublime riffs. Tak for kaffe!

8/10

Anmeldt af .

Primordial Hades, kl. 20:30

Primordial by Claus Ljørring

Dette års Copenhell var første gang irske Primordial optrådte i Danmark, og det må de gerne gøre igen - snart.

Bandet spiller deres egen blanding af black, folk og kelticmetal, og der er selvsagt ikke mange af deres slags i omløb. Udover bandets unikke lyd løb bandet også med den ”eksklusive” og tilbagevendende Copenhell pris: “Hvorfor-skal-vi-spille-i-solskin?”-prisen. Efterhånden en celeber begivenhed som omfatter prominente navne som Ghost i 2013 og seneste Triptykon.

Men ind på scenen kom de da: Forsanger A. A. Nemtheanga stak ud fra resten af bandet som en bullen tommelfinger. Klædt i laser og pjalter, mens resten af bandet kørte sorte skjorte-stilen. Men det skulle vise sig, at den umiddelbart overdrevne teatralske islæt var mere end lodne og aflagte fåreskind fra hjemlandets højslette.

Vi anmeldte deres seneste Where Greater Men Have Fallen til et 9-tal, og numrene var endnu bedre live. Men størst indtryk efterlod A. A. Nemtheanga. Solskin eller ej; den slags petitesser skal ikke forstyrre en mand med en mission. Han var muligvis ankommet i sidste øjeblik til festivalpladsen, som konferencier Carsten Holm fortalte forinden. Men han efterlod samme plads i ruiner. Kom snart igen.

9/10

Anmeldt af .

Kreator Helviti, kl. 21:30

Kreator by Claus Ljørring

Da Heavymetal.dk spurgte, om jeg ville gæsteanmelde Kreators koncert til Copenhell, blev jeg brændende varm om hjertet og takkede naturligvis ja med det samme. Det er vist ingen hemmelighed, at Kreator er den helt store inspirationskilde for mit eget band, Impalers, og på Copenhell gik de netop ud og demonstrerede, hvorfor de er så store og så respekterede, som de er.

For mange såvel som undertegnede var det noget af en behagelig overraskelse, da Kreator blev annonceret som et af Helveti-scenens fredagsbands på en dag, hvor der virkelig manglede et decideret metal hovednavn. Netop som jeg forventede det, endte Kreator også med at være det egentlige hovednavn den dag (og hele festivalen!) som følge af det teutoniske triumftog, hvormed de pulveriserede publikums øregange.

Folk begyndte for alvor at pakke sig godt sammen foran den store scene, da de majestætiske toner til ”Choir of the Damned” flød ud af højtalerne. På scenen var der anbragt store aflange skærme på hver side af trommesættet, hvorpå bandet blandt andet viste musikvideoer, der akkompagnerede deres respektive sange samt andre animerede lækkerier. Vi vidste alle præcist, hvad der skulle ske. Ikke længe gik der, før Mille og co. meldte deres ankomst med den eminente ”Enemy of God” efterfulgt af et ordentligt kanonslag og en fandens masse konfetti.

Kreator havde denne aften lagt fokuspunktet på deres fire nyeste plader startende med comeback-pladen Violent Revolution og frem til 2013s fantastiske Phantom Antichrist. Vi blev dog først kræset om med nogle gamle klassikere i form af ”Terrible Certainty”, ”Endless Pain” og den lidt sjældnere ”Awakening of the Gods”. Førstnævnte blev traditionen tro sat i gang med Milles udødelige ord: ”The Kreator has returned!” sammen med hans opfordring til festivalens største moshpit - et opråb, der som altid, går igen flere gange i løbet af koncerten. I blandt disse mesterværker skulle vi dog også lige lide igennem 90’er nummeret ”Phobia”. ”Phobia” tilhører en sørgelig periode i bandet historie, hvor de eksperimenterede med deres lyd og kom meget langt fra, hvad der gjorde Kreator så gode i 80’erne. Heldigvis for os alle sammen fandt bandet kun denne ene sang fra denne periode værdig nok til at være med i sættet (i sig selv en diskutabel beslutning), og på trods af en fed effekt med røgkanonerne under nummeret bevægede vi os væk fra middelmåddigheden og tilbage i gedigen thrash territorie med en perlerække af nyere teutoniske hits, inden bandet først takkede af med ”Civilization Collapse”.

Hvis der er noget, Kreator forstår, så er det at levere en intens og aggressiv forestilling. I disse betonlagte omgivelser og med festivalens allerede fremragende navn, var bandet måske mere på hjemmebane end noget andet sted, man kunne forestille sig. Kreator diskede op med ild fra helvede under flere af numrene, såsom under omkvædet til den episke ”From Flood Into Fire”. Derudover havde de endda slæbt et par nydelige læderbeklædte heavy babes in, som fik lov til at stå hist og her med en fakkel og se flotte ud. Om det passede ind i det hele, kan man diskutere, men ild og læderbabes har i min verden aldrig været overflødige, medmindre vi taler om Butcher Babes. Imellem numrene piskede Mille Petrozza vanen tro op til dans i pitten på nærmest komisk aggressiv vis, men heldigvis er der ikke én finger at sætte på sangenes brutalitet, så det faldt aldrig rigtig til jorden. Kendere af bandet har nok hvis ikke andet faktisk glædet sig til hans voldsomme røst imellem sangene, da det efterhånden er ved at være lidt af et varemærke. Da de efter lidt tid kom tilbage på scenen igen til tonerne af ”The Patriarch”, bedre kendt som introen til ”Violent Revolution”, skulle vi herefter tilbage til old-school land. Først blev vi angrebet af thrash metal genres

absolut mest brutale sang, ”Pleasure to Kill”, og da Mille hentede deres flag for at signalere til ”Flag of Hate”, var der ikke et øje tørt. Hele sættet blev lukket med mesterværket ”Betrayer” – en af de sange der i sin tid fik undertegnede til at forelske sig i Tysklands thrash metalkonger.

Performancemæssigt var der næsten ikke noget, der kunne have været bedre. Alt blev leveret næsten præcist, som de blev skrevet med et overraskende overskud fra især Mille og Sami, Kreators lead-guitarister. Alle de uendeligt mange tours siden udgivelsen af Phantom Antichrist var til at mærke på deres levering. Hvordan en 48-årig mand kan spille så hurtige down-strokes så længe, er mig en gåde. Imponerende. De eneste ting, der umiddelbart nagede mig, var deres tilføjelse af lidt guitarharmoni under ”Pleasure to Kill”s breakdown, som ellers er noget af det ondeste nogensinde, samt inklusionen af ”Suicide Terrorist”. Her kunne jeg personligt have ønsket noget andet, såsom en sang med Ventor (trommer) på sang, ligesom han gjorde på de to første af deres plader. ”Riot of Violence” eller ”Command of the Blade” er oplagte bud.

Ordet magtdemonstration bliver ofte smidt hovedløst rundt af mange danske metalmedier, men jeg må krybe til det omvendte kors og sige, at det faktisk passer ganske fortrineligt i dette tilfælde. For ikke alene formåede Kreator at tilføje fredagen den mængde brutalitet og aggression, den desperat havde gispet efter, de spillede samtidig også festivalens bedste koncert.

9/10

Anmeldt af .

Red Fang Hades, kl. 23:00

Red Fang

Efter halvanden time med kaskader af syngende tyske thrash-lussinger fra Kreator, var det blevet tid til en god gedigen omgang stoner-rock fra amerikanske Red Fang. Godt og vel fem minutter mellem de to koncerter var måske ikke helt nok tid til at sunde sig på, men fra de allerførste toner var man ikke i tvivl om Red Fangs dagsorden: Den skulle have fuld pedal med riff-fyldig tung biker-sludge. Og det fik den også!

Red Fang leverer den rene og ægte vare uden dikkedarer og ligegyldig indpakning. Som der også blev sagt fra scenen efter ca. tre numre, "Hi, we are Red Fang - We don't talk much..." Og amerikanerne holdt ord. Ingen snak, bare musik. I deres sludgy spændingsfelt et sted mellem Lord Dying, Down og Queens of the Stone Age, spillede de en lille times fyldig og intens koncert med fremragende lyd, nærvær og tilbagelænet coolness.

Det er nok ikke alle, der er lige vilde med bands som Red Fang, og de folk jeg snakkede med efterfølgende havde da godt nok også delte meninger. Alt fra "pissekedeligt" til "formidabelt" og "årets koncert" lød det fra metalfolket. Og ja, er man ikke kender eller fan, så kan Red Fang godt se meget indadvendte ud og lyde ret så kedelige, men sværger man til denne genre, er bandet et yderst interessant bekendtskab, der er værd at tjekke ud.

Efter en fantastisk gennembankning fra tyske Kreator, nød jeg at få stenet lidt igennem til en fremragende omgang sludge. Det var lige, hvad jeg trængte til.

7/10

Anmeldt af .

Lørdag

Horned Almighty Pandæmonium, kl. 14:00

Horned Almighty

Horned Almighty blev hidkaldt som et af de sidste bands på plakaten, men efterlod festivalen som et af de største. Forinden var vi lovet "et ordentlig los i løgene", og konferencier Leifur fyrede endnu mere op under forventningerne, da han introducerede bandet som fire sure mænd fra Aarhus, som spillede bøllerock.

Iklædt corpse paint og brutalitet gik det over stok og sten fra første nummer. Horned Almighty har en perfekt sammensætning og arbejdsfordeling. Forsanger S. (Smerte) er et brølende inferno med styr på sceneteknikken, og guitarist Hellpig gik på scenen med en cigaret hængende flabet i mundvigen. Formidable frontmænd, de to banditter.  

En blanding af nyt og gammelt skabte rammerne om en koncert hvor Horned Almighty både virkede toptændte og bundrådne. Skiftevis introducerede S. (Smerte) og Hellpig næste nummer, og selv en gammel klassiker som ”Satanic Fatherland” blev luftet denne lørdag morgen. I mikrofonstativet hang knogler og backstage flød af bajere og whiskyflasker. Klokken var muligvis kun 14:00, men Horned Almighty var i forrygende festhumør.  

9/10

Anmeldt af .

Nuclear Assault Pandæmonium, kl. 18:15

Nuclear Assault

Thrashlegenderne fra Nuclear Assault var ude på deres afslutningsturne, og der var fyldt fornemt op foran den bette scene. Jeg så New York-bandet to gange i slut 80’-erne, hvor de spillede i Pumpehuset sammen med Dark Angel og Exodus. Vi vidste det alle. Bandet kunne ikke matche samme potente energiniveau, som da amerikanerne var på toppen, men et sidste genhør med thrash fra dengang, genren var altdominerende inden for metal, var svært at sige nej til.

John Connelly var blevet en smule rundere siden sidst, og den ellers imponerende manke var nu væk. Glenn Evans havde beholdt håret, men var nu blevet gråhåret. Dan Lilker så nøjagtig lige så træt ud som altid - men det skal man ikke lade sig narre af. Der løber metal gennem årene på den mand.

Nuclear Assalut er en underlig størrelse. Bundniveauet kan være katastrofalt lavt - for så straks efter at nå funklende højder. Udgivelser har været ujævne på vej imod ligegyldige siden mesterværket Handle With Care fra 1989, men med udgivelser som Game Over, The Plague og Survive i bagkataloget har de for altid opnået legendestatus.

Materialet, der blev afleveret på Copenhell, var derfor også stærkt afhængig af, om det blev hentet fra bandets top- eller bundniveau. De nye numre fra EP´en Pounder blev pligtskyldigt afleveret og viste med al ønskelig tydelighed, at den kreative kilde er løbet tør. Men når den stod på gammelt materiale var alt, som det skulle være. Klassikerne "Butt Fuck” er stadig en benhård kritik af Mötley Crües Vince Neil og det amerikanske retssystem. Paven blev hængt i grindcoreforløberne “Hang The Pope”. Den instrumentale "Game Over” blev afleveret med opfordringen til at synge med, og sådan går humor, provokation og alvor hånd i hånd og i et Nuclear Assault univers.

John Connelly roede lidt rundt i teksterne, og koncerten var flere gange ved at stikke af i småsnak og uhøjtidelige indfald, men sådan har det altid været til en Nuclear Assault-koncert. Hvis man forventede synkronheadbanging, et snorlige koncept og 100 % koncentration fra scenekanten, så er man gået galt i byen, og har misforstået bandet. Derimod fik vi en uformel og nærværende koncert, hvor John Connelly havde travlt med at åbne dåsebajere mellem numrene.

Når Nuclear Assault er på toppen, er de i særklasse, og så skal man bare tage skæverterne med som en del af charmen. "Butt Fuck”!

8/10

Anmeldt af .

Gojira Helviti, kl. 19:00

Gojira

Lørdag aften var det igen tid til at det ultra tekniske metal band Gojira skulle lægge Copenhell i ruiner, som de så eftertrykkeligt gjorde det tilbage i 2012. Bandet der har høstet rigtig meget ros for især deres seneste album ”L'Enfant Sauvage” var tilbage på dansk grund igen. Denne gang dog uden at have nyt materiale med sig, men det gjorde nu heller ikke noget da vi blev præsenteret for en dejlig blandet setliste. Bandet spiller vel nok noget af det ypperligste man kan præsenteres for indenfor teknisk dødsmetal eller hvad man nu skal kalde Gojira's form for metal. Men sikkert er det at der ikke er ord der beskriver bandets overlegenhed og hvis man har fuldt bandet, siden de tilbage i 1996 blev dannet under navnet Godzilla, ja så må man simpelthen tage hatten af for den fantastiske udvikling de har været igennem.

Men nok om hvem Gojira er og tilbage til koncerten denne lørdag aften. Højtalerne gav genlyd af hvalsang og så satte bandet ellers i gang med deres magtdemonstration. Første sang var naturligvis ”Ocean Planet” og så fortsatte bandet ellers med at hive det ene gode nummer frem efter det andet. Omkring setlisten kan man sige at den var lidt atypisk for en Gojira koncert. De sidste tre gange bandet har besøgt Danmark, har de valgt at fokusere på de lidt mere populære numre, især fra deres nyeste album. Men denne gang var posen godt blandet hvilket gav et bredere billede af deres musik. Så for en kæmpe fan af Gojira som mig selv, var det en befrielse at høre numre som ”Flying Whales” og ”The Heaviest Matter of the Universe” live.

Bandet spillede godt og vel 70 minutter og fik i den grad det store publikum med. Især under nummeret ”Flying Whales” blev der dannet en kæmpe pit oppe foran der flere gange udviklede sig til en stor circle pit. Det var dejligt at se bandet være i så tæt kontakt med publikum, for det har tidligere været et af de få negative ting omkring Gojira's koncerter. De har førhen lukket sig lidt for meget ind i deres musik og manglet kontakten til publikum, men det var ikke tilfældet denne lørdag aften hvor især forsanger Joe Duplantier og bassist Jean-Michel Labadie var i et forrygende humør.

Den eneste ting jeg kan sætte en finger på denne aften var den lidt rodede afslutning med en lidt malplaceret trommesolo mellem sidste nummer og ekstra nummeret. Det gjorde helhedsindtrykket for en ellers gennemført koncert lidt svagere, men der var ingen tvivl om at Gojira leverede noget af det bedste Copenhell havde at byde på i år.

9/10

Anmeldt af .

Turbonegro Hades, kl. 20:30

Forventningerne og humøret var højt, da jeg ankom til Hades scenen lørdag kl 20.30, for at tjekke Turbonegro ud...men der var et eller andet helt galt...!?

Her stod jeg med den største drink i hånden, en Dark and Stormy- som jeg ville imponere alle de hårdkogte fans med (har nemlig ladet mig fortælle, at det er hvad man drikker i de dér kredse)...men hvor fanden var alle vestene henne...!? Jeg havde forventet den helt store hær af Turbojugend veste på hele pladsen- men løb lidt forvirret rundt, uden rigtigt at finde dem....!? Heldigvis gav det mig så mulighed for at drøne helt op foran scenen- og smide al min opmærksomhed efter bandet...trods alt min første koncert med dem jo!!

Oppe foran scenen var der en ok, dog lidt skuffende fest kørende (havde forventet lidt mere action fra folket)- men det slog mig ikke ud, for hold nu kæft et flot band...forsangeren iført fodboldstrømper og den vilde højtaljede cowboy'der shorts fra 80'erne- os alle de andre medlemmer var med sjove hatte, knæbeskyttere og shit- det var virkelig grimt, på den helt rigtige måde....og jeg elskede det!

Da de nåede til nummeret: CITY OF SATAN, kom der mere gang i folket og jeg tænkte, nu har de os sgu i deres hule hånd- og jeg blev grebet af hoppe stemningen, det var mægtigt. Hoppede mig igennem et par numre mer' (ikke helt sikker på om alle andre andre hoppede med, eller om jeg bare var lidt ekstra glad i hatten..!?) og var faktisk også så heldig at hoppe ind i den helt rigtige lille fine fanskare, af flotte veste, som jeg havde ledt så meget efter....og der var ingen tvivl om, at de var ægte fans og nød at "deres" band var på scenen og gi gas.

Jeg havde det sjovt så længe det stod på, det blev en alletiders fest...og selvom jeg aldrig blir' deres største fan, så var det en fantastisk befriende oplevelse- jeg var faktisk super godt underholdt det meste af tiden, for de var jo skide sjove....og jeg var ved at kaste op da jeg gik der fra- ikke af den store drink eller fordi jeg var dårlig- men fordi det var fucking grineren og fedt at de sluttede af med et brag og sangen:

I Got erection!! Oh, I Got erection.... Sådan drenge- i får sgu 6 efter sådan en afslutning!!

6/10

Anmeldt af .

The Darkness Helviti, kl. 21:30

The Darkness by Claus Ljørring

En homo erotisk rock fest

Helt ærligt, så har jeg faktisk ikke fulgt synderligt meget med i, hvad The Darkness har foretaget sig siden de for små 12 år siden bragede igennem lydmuren med deres glam-rock og fjollede falsetvokal. Alligevel var det et af de bands, som jeg havde gået og glædet mig til at skulle opleve i løbet af den sidste dag på Copenhell. Og det var der 2 grunde til.

Den første fordi jeg var sikker på, at The Darkness med den outrerede Justin Hawkings i front nok skulle gøre sit for at underholde publikum.

Den anden fordi min bedre halvdel af hele sit hjerte hader alt, hvad der minder om overdrevet brug af falset-teknikken og glam rock i det hele taget. Hun havde dog lovet at være meget rummelig og give det en chance. Det holdt også ca. 10 minutter, hvorefter hun så sig nødsaget til at rase ud i Biergarden (de spillede vist noget Pantera der). Lange passager med lys falsetvokal, blå velour, vrikkene hofter og bar overkrop, nogle gange kombineret med en BH placeret på ryggen.

 

Joh, det er så grimt som det overhovedet kan blive, og hvis man bare har en lille smule tendens til homofobi, så skal man nok ikke overvære en koncert med The Darkness. Jeg er også sikker på, at netop denne booking må havde delt vandende mellem de gængse metalhoveder på Copenhell. Fanger man derimod den åbenlyse selvironi og underholdningsværdien i et mere end velspillende orkester, så er man mere end godt underholdt i den lille time, hvor bandet trykkede den af og i den grad kom langt ud over scenekanten på Copenhells største scene, Helviti.

Der var masser af guitarlir og rockstar-attitude over bandet, og der blev også surfet en tur ned gennem publikum på ryggen af en sikkerhedsvagt. Rent performance- og spillemæssig er der ikke noget at sætte en finger på ved The Darkness. De spiller godt og leverede til fulde. Vi fik således både hittet ”I belive in a thing called love” samt en fuldstændigt overdrevet version af Radiohead’s ”Street Spirit” – naturligvis sunget i skinger falset. Og det var både underholdende, outreret og fjollet.

Om det også ville være det i meget mere end en time, vil jeg have min tvivl om, men netop koncerten denne lørdag på Copenhell var et fint afbræk i forhold til mange af de andre navne denne aften, måske lige med undtagelse af Norske Turbonegro der, ligesom The Darkness, er et helt kapitel helt for sig selv. Jeg var i hvert fald mere end underholdt, og hvis man skal bedømme ud fra de mange af publikummerne som efter koncerten øvede deres falset stemmebånd, så var jeg vist ikke den eneste. 8/10 – underholdende og fjollet , men velspillende.

8/10

Anmeldt af .

Bloodbath Hades, kl. 23:00

Bloodbath by Claus Ljørring

Bloodbath, da regnen måtte vige for et regulært blodbad.

Klokken nærmede sig 23.00 lørdag aften og mit ølmarinerede gamle skrog trak sig med målrettede med dog knap så hastige skridt ned mod Hades scenen. Jeg havde sommerfugle/ærefrygt i maven som en teenagedreng, der skal til at kigge ekspedienten dybt i øjnene med ordene ”10 prince, 4 bamselikør og ugens rapport, tak!”.

Det, jeg nu sammen med resten af denne herlige havefest skulle bevidne, var ikke en hvilken som helst død og helvedes-koncert men selveste den svenske supergruppe Bloodbath, der for første gang (så vidt jeg er orienteret) skulle betræde dansk jord. Denne gruppe er ikke et hvilket som helst sortromantisk, døds-ensemble, men en gruppe bestående af nogle af vor tids større metalekvilibrister, husende medlemmer af bla Opeth, Katatonia og Paradise Lost (tidligere medlemmer talte bla også Michael Äkerfeldt (Opeth), Peter Tägtgren (Hypocrisy, pain m.fl) Dan Swanö (Edge of sanity m.fl).

Med det spritnye album Grand Morbid Funeral i ryggen og ny vokalist i form af Nick Holmes (Paradise Lost), som i den grad har delt vandene grundet ny vokaltype, indtog bandet på majestætisk vis Hadesscenen med autoritet, evne, et massivt bagbanner med gravide kvinder, der har fået flået fostrene ud af hulen og et ganske modigt valg af startnummer, nemlig ”Let the Stillborn Come to Me” fra førnævnte skive.

Det er i min optik et ganske dristigt og modigt valg som cementerer, hvad dødsmetal i min optik i stor grad handler om, nemlig ikke at lefle for nogen og ikke sige undskyld. Med tungen lige i kæften og en benhård linie foran sig sagde de præcis det, der skulle til, ”DETTE ER BLOODBATH ANNO 2015, TAKE IT OR LEAVE IT” inden de uden tøven kørte videre over i ”Mental Abortion” fra selvsamme skive.

Festen var på dette tidspunkt godt kørt i stilling, dog var min eneste anke lydniveauet, der var lige lavt nok til et ellers godt mix og en Nick. der lige skulle finde sig til rette gennem de første numre før hans indre Satan for alvor fik lov til at skinne igennem. Men hvad fa’en; hvad kan man i virkeligheden tillade sig at kræve af en mand, der iført kjole slæbte rundt på et mikrofonstativ under stort set hele seancen?

Med den platte joke kørt i boksen kan jeg kun sige, at jeg her var vidne til en koncert langt over forventning, den var som en god gryderet, der startede ud med en god bund for derefter bare at gro i intensitet og oplevelse.

Lidt inde i settet slog vejrguderne til over de ukristelige kættere, der havde indfundet sig på pladsen denne lørdag aften. Der blev, til bandet store irritation, åbnet op for sluserne og der blev kvitteret ved at Nick mod publikum råbte ”IT'S FUCKING RAININ' NOW, ITS SATANS WORK THAT CUNT”. Derefter gik han direkte over i klassikeren ”Cancer of the Soul” fra det efterhånden nyklassiske album Nightmares made Flesh.

Nick kom igen med mere autoritet end før og som om han var klar til at æde hele pladsen med en strammere rytmesektion end en wombats røvhul (efter sigende den mest stærke ringmuskel i pattedyrsverdenen). I en koncert, der vil blive husket som en af de vildere, slog han samtlige koncertgængere i mellemgulvet med hvad der føltes som en lægtehammer og huskede dermed folk på, hvorfor dødsmetal har sin berettigelse.

Med en klassiker til lige at ruske op i et vådt, men trofast publikum kørte Bloodbath tilbage i den mere moderne gænge med nummeret ”Unite in Pain” fra deres seneste udspil som blev vel taget imod. Her virkede det til, at selv de mest hærdede dødsgutter som helst sværger til de første to demoer med ca. ”ALT” havde overgivet sig og bare var klar til at følge enhver ordre fra scenekanten. Indhyllet i røg fra en røgmaskine smadrede Bloodbath

denne regnvåde aften til atomer og sikrede afslutningsvis den totale underkastelse ved at smække flagskibet ”EATEN” (også fra Nightmares Made Flesh) op til fællessang.

Alt i alt en koncert, der leverede hvad jeg forbinder med en succesfuld dødsmetal-koncert.

9/10

Anmeldt af .

Blues Pills Pandæmonium, kl. 00:00

Hvis man syntes, det var lidt stillestående på Helveti, hvor de maskerede landsmænd i Ghost var hovednavn, var der alt mulig grund til, at frekventere den bette scene. Her spillede Blues Pills op til bal. Og hvor Papa E. listede rundt med stive sorte sko, tog man noget mere uhøjtideligt på skomoden på Pandæmonium. Forsanger Elin Larsson havde smidt fodtøjet og sprang rundt i strømpesokker. Det var første gang, jeg fik lejlighed til at hilse på det svensk/franske retroband, og det var nøjagtig lige så fremragende som forventet.

Blues Pills er alt hvad man kan ønske sig af et band. Eminente musikere, fede numre, groovy numre - og så har de i Elin Larsson en frontfigur i ukrukket verdensklasse. Sexet, vidunderlig, nærværende og smilende. High Class Woman.

Hvis man var træt efter tre dage i helvede og tidspunktet på døgnet ydermere trak humøret ned, ja, så var koncerten rendyrket og uforfalsket adrenalin. Nøjagtig dét, jeg manglede for at komme i gear igen. Den direkte modsætning til de maskerede og hemmelighedsfuld landsmænd blot 100 meter herfra.

At Elin Larsson havde lidt knas med mikrofonen i de første numre blev klaret med et smil og et svensk “förlåt”, og herefter jammede bandet bare derud af igen. Bandet har ikke meget materiale i baggagen; blot en EP og et enkelt album og setlisten gav derfor nogenlunde sig selv og var ganske forudsigeligt. Men pyt med det.

Blues Pills har ingen grund til at undskylde for noget som helst. Dette var en koncert, som kun gav appetit på mere af den groovy vibe. Jeg køber det 100%. Jeg er nu parat til at købe hele deres bagkatalog på vinyl, udskifte min familiecontainer af en grå Citroen Xsara med et folkevognsrugbrød, gå i trompetbukser og med pandebånd. Peace man…

9/10

Anmeldt af .

Ghost Helviti, kl. 00:00

Ghost by Claus Ljørring

Først og fremmest skal jeg på ingen måde påtage mig den ære at kalde mig selv anmelder. Det har jeg hverken evner eller formåen til, så følgende skrivelse er blot mine betragtninger af Ghost-koncerten som metalhead, fan og musiker.

Copenhells sidste koncert var en, jeg havde glædet mig utrolig meget til.
Jeg har været stor fan af bandet siden deres debut Opus Eponymous og synes de er et friskt pust på metal/hard rock-scenen.

Godt mørbanket i kroppen efter tre dages fest, stillede jeg mig centralt foran scenen med dertilhørende øl og gav mig hen til The Chapel Of Ritual.

Selvom Ghost altid har et højt bundniveau, var denne koncert noget særligt.

Den perfekte midnight setting, gode lyd og nærmest andægtige stemning blandt publikum ramte noget helt specielt i mig. Ghost spillede i høj grad, og til min store glæde, rigtig meget materiale fra Opus Eponymus, denne aften. Dette skyldes nok at det harmonerer utrolig godt med materialet fra deres kommende album, som vi fik fire sange fra. Disse sange klæder Ghost i stor stil. Forrige album, Infestisumam har klokke klare hits, men mangler måske lidt det bid i længden. Det kompenserer de perfekt for med et mørkt, stemningsmættet set der til sidst kulminerer i den store pop forløsning der hedder ”Year Zero”, ”If You have Ghost” og ”Monstress Clock”.

Bandet fik også gjort det klart, hvor fremragende musikere de er. Hele bandet virkede tight, svingende, og superveloplagte, godt ført an af en Pappa Emeritus, der virkede nærmest satanisk jovial.

I en tid hvor vi, med rette, diskuterer hvem de næste ”store” bliver, sætter jeg sgu mine penge på Ghost. Denne aften bankede de med sataniske syvtommer søm fast, at de har, hvad der kræves for at ramme allerbagerste række og levere skarpt skåret sange, god underholdning og det lille drys af mystik, som vi alle inderst inde higer efter i artister.

9/10

Anmeldt af .

Red Warszawa Pandæmonium, kl. 01:30

Red Warszawa by Claus Ljørring

Find 664 fejl: Copenhell havde vovet pelsen og havde hyret det multinationalistiske børneteater "Red Warszawa".
At bandet rent faktisk mødte op var en fejl: Ægte punx møder ikke op.

Og alle de andre fejl: Nuvel... Bandet havde i sinde og udfylde ca. en time fra kl. 01.30 til kl. 02.30 på scenen Pandemonium. Ordet pandemonium betyder "alle onde ånders hus", og det passede i det aktuelle timeslut pænt dårligt... Der var mere tale om "alle glade bøssers legestue".

Da tv-glad-bandet endelig indfandt sig på scenen, stod det klart, at der ikke var blevet drukket nok i og med, at bandet rent faktisk havde husket instrumenter. Og hey! Der kom også lyd ud af dem.

Bandet lagde ud med et covernummer af "Bamses Venom" kaldet ”Seasons In The Abyss”. Hvad dette skulle til for, er der få som ved. Dette blev hurtigt afløst af det superavancerede prog-nummer "mors Balkan melat". Dette sad så stramt at selv "gorizia" blev skyllet ud deres eget franske dibet.

Herefter fulgte et påtpori af et ukendt antal Beatles-covers, med bl.a. "Fuckin op i røven jonna" som bærende element. I denne periode mindede bandet mest af alt om en klon mellem Lars Løkke og Satyricon. Alt sad med andre ord lige i skabet, men så var det vidst også på tide at komme ud af selv samme. Og apropos skab så kom "den sorte garderobe" ud over scenekanten som Joachim B. Olsen i et petan spil.

Det var tydeligt at bandet på nuværende tidspunkt havde erkendt overfor sig selv at de rent faktisk stod og spille en koncert. Dette korte "moment of clarity" skulle dog hurtigt vise sig at blæse væk i den kolde juni-nat. Der blev på mystisk vis spillet flere numre. "Æggemad", "Slå ihjel", "Technoparty" og "Tror du det er for sjov jeg drikker". Men her knækkede filmen så også... Hennings guitarstack brød sammen, men det syntes ikke at stoppe showet, for Jens havde masser af gamle Thorkild Tyring-sange i baghånden, som blev fyret af i et tilsvarende tempo. Da Henning havde drukket sit anlæg på plads, forsatte mensa-mødet. Adskillige gamle fiskerviser blev med meget held fyret af indtil....

FANFARE!

Nu var det heldigvis snart forbi. Sangen "barbiedukkeland" dannede rammen om den sidste krampetrækning fra den døende øgle. Da de fleste fra publikum var skredet gik det op for bandet at showet var forbi og de begyndte at gruppesnave.

Konklusion: Der er skrevet dansk rockhistorie... et band som var tone-døve fra starten, er stadig tone-døve. 5 ud af 5 heste i Wendy.

10/10

Anmeldt af .

Tilføj kommentar