Copenhell 2013

Hamlet’s Ghost af Brent Elliott White

Indhold

  1. Torsdag
    1. Fall of Pantheon
    2. Deus Otiosus
    3. The Defiled
  2. Fredag
    1. Amon Amarth
    2. In Flames
    3. Ghost
    4. Alice In Chains
    5. Celeste
    6. Parkway Drive
    7. Danzig
  3. Lørdag
    1. Impalers
    2. Accept
    3. Saturnus
    4. Sabaton
    5. Testament
    6. Down
    7. Essence
    8. King Diamond

Torsdag

Fall of Pantheon Pandæmonium, kl. 18:00

Fall of Pantheon

Hårdt og brutalt smider bandet en stensikker dødsmetal ud til os kære publikum. Stilen er inspireret af Aborted, Nile og Decapitated, og det passer godt ind i min bog. Lyden er dog rigtig dårlig i starten, det mudrer meget sammen og virker meget kaotisk, på et lydmæssigt niveau. Men lyden bliver bedre, som koncerten glider frem, og man glemmer hurtigt den dårlige lyd og bliver mere fanget af den energi, bandet har. For de unge københavnere mener det! Dave Armstrong, som også er bassist, er klart frontmanden i bandet, og det er der gode grunde til. For det er ham, man lægger mærke til, han pifter bandet op, så energien er på scenen. Deres forsanger, Phillip Burr, overser man egentlig, og han bliver mere ham brøleaben med ordende, og med en typisk kommentar som: "Nu skal vi have gang i nakkerne" er man ikke tvivl, hvorfor hr. Armstrong overtager de mæglende ord. Til tider mistede man dog fokus fra koncerten, da det hele blev lidt for meget det samme. Dog er de sidste 10 minutter af koncerten virkelig holdbare, og der er bandet virkelig varmet op. Fall of Pantheon er bund solidt, og bliver et band, som man skal følge, dog mangler der noget variation i deres attitude på scenen. Fin første koncert på Copenhell;

5/10

Anmeldt af .

Deus Otiosus Pandæmonium, kl. 19:30

Deus Otiosus

Et halvskaldet band træder på scenen og skal spille klassisk dødsmetal. Det lover godt, og jeg synes egentlig, at det lyder til at være fint. Dog er jeg fra start ikke videre benovet, jeg kan sagtens høre, at bandet har fat i noget, som burde være godt, men jeg er alt for uinteresseret i musikken, som jeg syntes er dødkedelig. Jeg kender kun bandet af navn og har hørt meget lidt af deres nyeste plade "Godless", så hvad bandet egentligt vil, aner jeg ikke. Grunden er ikke deres talent, for de kan alle spille, og de gør det godt, men deres riffs er uinteressante, og jeg synes, der mangler kant i deres stil. For mig lød det som en dårlig kopi af "Morbid Angel" og lød mere som en dødsmetal udgave af Red Warszawa, og det er sikkert rigtig godt for nogen, men jeg bliver virkelig uinspireret af de kedelig polka riffs og det kedsommelig dystre, men virkelige had til gud og hvermand. Anders Bo Rasmussen virker dog ret træt i mæglet, da han står på scenen. Om det er fordi han lige kommer fra job eller er fuld, kan jeg ikke berette om, men bandet efterlader ikke en lyst til mere Deus Otiosus, desværre.

3/10

Anmeldt af .

The Defiled Pandæmonium, kl. 20:45

And now to something completely different! Man kan sige meget om The Defiled: at de er grimme, åndsvage, latterlige, emo-svin, pikke kedelige, røvslikkere, bøsserøve eller en direkte trussel mod den umoderne mand "the metal head/dude". Med det sagt, så satte de en forbløffende fest i gang på Pandæmonium! Og det er helt okay, for faktisk havde bandet usædvanlige mange referencer af industrial og hardcore i deres musik, dog ikke i deres lidt underlige tøjstil. Forsangeren Stitch D, hvilket er et forbløffende navn at give sin søn, var nem at se med sit Robert Smith (ham fra The Cure) hår. Dog trods alle odds, blev jeg revet med. Synes faktisk, at deres repertoire fungerede helt fint for bandet. Selv med den ambivalente følelse af frustration over, at det mindede om den rene Emo-elendighed, kom The Defiled langt over scenekanten og er nok det band, jeg husker bedst fra torsdag aften. Det virkede også til, at Copenhell var glad for det harmoniske orkester, for der var en fest ved scenen. En god sang med en god melodi hjælper jo altid.

6/10

Anmeldt af .

Fredag

Amon Amarth Helviti, kl. 16:30

Amon Amarth

Så var det endelig fredag og Copenhell skulle nu for alvor sættes i gang. Det var de svenske vikingegiganter Amon Amarth, der skulle tænde op for den store scene Helviti. Eftersom portene var åbnet op nu, var der en del flere folk end de foregående koncerter. Man kunne også mærke, at flere folk var kommet pga. Amon Amarth. Der var stillet op til god smadder, da man kunne se den prægtige skude de havde stillet op på scenen. Lige fra da de startede med første sang "War Of The Gods" er der godt gang i moshpit og crowd surfing, det så ud til at blive en god koncert. Pitten så kun ud til at blive større og folk så kun ud til at blive vildere, Amon Amarth så også ud til at være utrolig glade for publikum. Lyden var dog ikke det bedste i starten, men det blev hurtig rettet op på igen.

Amon Amarth to godt imod sine skandinaviske venner og gav den fuld hammer. Efter et par sange kom Amon Amarth med en lille overraskelse, hvor deres bannere af mastodontiske vikingeskibe faldt ned og blev erstattet med et banner fra deres nyeste album Deciever Of The Gods. En ting man lagde mærke til, var mængden af hårde vikingetyper med store tatoveringer og flettet skæg, hvilket gjorde hele showet meget bedre. Senere i showet skete det, som alle havde ventet på: robåden. Hvilken sang det var, kan jeg ikke huske, men hold kæft hvor var det fedt da mindst 50 personer instinktivt satte sig ned og begyndte at ro i takt til Amon Amarth.

Hele koncerten var fantastisk, formidabel, (indsæt flere seje udtryks ord). Den første koncert på Helviti var fuldendt og kørt godt igennem, jeg tror at alle der var ved koncerten nød hvert eneste øjeblik. Selvom lyden haltede en smule ved den første sang, så var det hurtigt ovre og koncerten kunne køre videre. Jeg vil derfor give den top karakter fordi, jeg aldrig har hørt så meget Amon Amarth, men alligevel var koncerten en man vil huske.

10/10

Anmeldt af .

In Flames Helviti, kl. 19:00

In Flames

Et af de navne som mange af det lidt yngre publikum havde ventet på var det svenske band In Flames. Kl. var syv, folk havde fået nogle flere øl, så mon ikke det ville ende godt. Da de endelig gik på, begyndte folk at skrige som gale. In Flames havde skam også pyntet scenen rigtig godt med et kæmpe banner af deres nyeste album Sounds Of A Playground Fading.

Der var godt gang i den fra starten og mange hardcore In Flames fans var dukket op for at se dem og gå amok (hvilket de gjorde). Men som sagt før, så var mange af In Flames fanbase en del yngre, så nogen af dem så ikke ud til at have lyst til at moshe, mens andre var parat til at mist både arme og ben. En del mennesker var dukket op, egentligt bare fordi In Flames er store, men det gjorde ikke, at de ikke gav den gas. Der var god stemning under hele koncerten og forsanger Anders Fridén prøvede forgæves at snakke svensk, men alle blev vist hurtigt enig om, at den enkelte dansker har svært ved at forstå svensk, og han skiftede derfor hurtigt tilbage til engelsk.

Lyden var okay under hele koncerten, men det var som om det hele blev lidt rodet en gang i mellem, og derfor overskred det ene instrument det andet fra gang til gang. Publikum var dog helt ligeglade og synes at koncerten var fantastisk, så der var stadig god gas og mosh under det meste af koncerten. Jeg vælger derforat give denne oplevelse ni, dels fordi der var en lille smule problemer med lyden og dels fordi, der godt kunne være givet mere gas.

9/10

Anmeldt af .

Ghost Hades, kl. 20:30

Ghost

Få bands har som Ghost taget mig med storm de seneste år, så jeg så naturligvis også frem til denne koncert, især set i lyset af den eminente optræden de leverede tidligere på året i Amager Bio. Helt så godt var Copenhell nu ikke, men en festivals situation er selvfølgelig altid anderledes end et koncentreret klubgig foran egne dedikerede fans. Jeg må dog sige at det store fremmøde foran Hades tog rigtig godt imod Ghost. De er virkelig blevet store på det seneste, men hypen er fuldt ud fortjent da de formår at bringe noget friskt blod til scenen, både musikalsk og visuelt. Især Infestissumam udmærker sig som et yderst helstøbt album der fortjener alt dens ros. Rammerne i solskinsvejr ændrer selvsagt noget på det visuelle udtryk, og jeg havde da også gerne set at de havde byttet tid med de hoppeglade drenge i Parkway Drive. Den dunkle katedral fra Amager Bio der nu var udskiftet med et stort logo backdrop, var i hvert fald bare ikke helt det samme, men Ghost fik alligevel spillet en overvejende god koncert, om end lyden var af noget svingende karakter.

6/10

Anmeldt af .

Alice In Chains Helviti, kl. 21:30

Klokken er slået 21.30 på Helviti main stage, og Alice in Chains indtager scenen. Them Bones er første nummer, og så er de i gang. William DuVall, som har ovetaget efter Layne Staleys tragiske død, har brilieret på Black Gives Way to Blue og på deres seneste album, The Devil Put Dinosaures Here. Begge albums er efter min mening glimrende Alice In Chains plader. Ikke mindst er der opløftende at se, hvor oplagte de er. Alt er perfekt, ikke mindst er numre som Down in a Hole og We Die young episke øjeblikke, hvor man glemmer alt og lader sig selv synge med. Det er sjældent, jeg tænker, at sangen er bedre live end på cd, hvilket Down in a Hole var for mig. Det er dog en stor skam, at under Stone ryger strømmen. Det er ikke første gang på Copenhell, det sker (det skete også sidste år under Anthrax), og især under et band som Alice In Chains, som er hovednavn, er sådan noget virkelig ikke i orden! Dog bliver der efter et kvarter tændt op under Alice In Chains, og de tager Stone forefra. Bandet tager det med fin overbevisning, og William DuVall må da også tilføje, at "If you will hang out, We will hang out!". Dog vil jeg mene, at ansvaret ligger på Copenhells skuldre. Ærlig talt må jeg tilstå, at jeg ikke synes, at sådan noget må finde sted; det virker for mig for sløset. Dog kommer bandet fint videre, og sange som Would og Rooster var virkelig også velspillede numre. For selv om bandet er ude for en strømafbrydelse, vender bandet stærkt tilbage og tilbyder fuldstændig samme sikkerhed som før. Koncerten var klart en af Copenhells bedste koncerter, selvom strøm ikke er en af Copenhells stærke sider.

8/10

Anmeldt af .

Celeste Pandæmonium, kl. 22:45

"You've got red on you". Jepper, sådan er det til en Celeste concert, mørke med en lille rød lysende prik til at identificere bandets medlemmer. Kort sagt bandet står med røde pandelamper og spiller en blanding af alskens metal. Til at starte med er bandet egentlig meget dragende med deres mystik omkring deres identitet. For hvem er de tosser med pandelamperne, tænker man. Musikken er virkelig i forgrunden her, og den er virkelig også fed. Med blandingen af Post-hardcore og sludge, med en blanding af Doom og Black metal er det virkelig også en omgang fed musik. Bandet er en lytter værd for det er virkelig et spændende band. Men der knækker snoren også for mig. Jeg fatter ikke de pandelamper og mistede fuldstændig koncentrationen om bandet. For det fungerede ikke for mig at se røde prikker valse rundt på Pandæmonium, tværtigmod manglede jeg noget, som man kunne fokusere på. Men musikken var virkelig fed, og klart at bekendtskabet bliver større efter denne begivenhed, måske ikke live - men hvem ved?

6/10

Anmeldt af .

Parkway Drive Hades, kl. 22:30

Klokken var 23, folk var fulde og folk var klar til at give den fuld gas til australske Parkway Drive. Der var fuld drøn lige fra sang 1 til slut og alle gik fuldstændig amok. Vejret var skide lækkert hele fredag, så det var dejligt lunt under Parkway Drive.
Mange af den yngre kalibre var dukket op for at se metalcore giganterne og der blev moshet og svinget godt med garnet. Under de tunge c-stykker, som Parkway Drive er så kendt for, blev alting revet fra hinanden. Selvom Parkway Drive måske burde have spillet på Helviti, så fik de en plads på den mindre scene Hades. Det var der dog ikke noget galt med, for flere mennesker (deriblandt undertegnet selv) har klaget lidt over lyden på Helviti, hvilket var ret synd. Men under Parkway Drive på Hades var lyden i hvert fald dejlig og de små trommehinder nød det virkeligt. Selvom pladsen ved Hades også er mindre, så blev der givet fuld gas. Med den australske accent fortalte forsanger Winston McCall hvor glade de var for at være her og for at se alle de folk der mødt op for at se dem. Selvom der var nogen der ikke var inde i selve pitten og gå amok, så hoppede alle med takten kastede djævlehorn, de blev et hav af djævle horn med høje bølger. Det smukkeste tidspunkt under hele koncerten var, da Parkway Drive spillede deres berømte hit "Wild Eyes". Under studieversionen er der et kor af råb i baggrunden, men det blev erstattet af gale, fulde og fuldstændige vanvittige fans på Copenhell. Selv har jeg aldrig hørt så meget Parkway Drive, men blev fuldstændig forelsket da folk sang med. Koncerten får selvfølgelig ti; lyden var fantastisk, Parkway Drive var fantasiske og publikum var fantastiske.

10/10

Anmeldt af .

Danzig Helviti, kl. 00:15

Min glæde var stor da Copenhell få uger forinden kunne annoncere Danzig på programmet. Jeg har ikke set ham siden Roskilde Festivalen tilbage i 1991, så det var nok på høje tid at få set ham igen, også selvom manden ikke har lavet et decideret mesterværk siden 1994 med 4. Der har dog været sporadiske lyspunkter at spore på de efterfølgende udgivelser.

Koncerten på Copenhell var dog en underlig oplevelse. På plussiden kan siges at setlisten var god og overraskende alsidig, og at Glenn faktisk flere gange undervejs i koncerten både smilte og udviste noget der næsten kunne minde om glæde ved at spille foran sit publikum. Manden har et noget blakket ry, og jeg betvivler heller ikke at han kan være noget af en krukke - ja, undskyld mig, men tilmed et decideret røvhul til tider. Det er alt sammen helt fint for mig faktisk, for hellere en uforudsigelig koncert med kant og nosser, end pyntet pøbelmentalitet. Desværre var lyden bare ikke særlig god, og til tider fremstod bandet decideret ufokuseret med manglende sans for samspil og detalje. Lidt underligt når nu bandet består af erfarne rotter som blandt andet den tidligere Type O Negative trommeslager, Johnny Kelly, samt den igennem nu flere år, samarbejdspartneren Tommy Victor på guitar (tidligere frontmand i Prong). Dertil er det også værd at påpege at Glenn Danzig har sin helt egen specielle måde at håndtere sin mikrofon på. Det er sgu nærmest et show i sig selv, men den lemfældige tilgang til sit virke som sanger er bestemt ikke smukt lydende for en godlytteoplevelse. Men underholdende er det da at se på, og mere underholdning kom da der midtvejs i koncerten blev spillet en række numre fra Glenns tidligere og legendariske fortid i Misfits. Især synet af den massive klods af en guitarist Doyle, fik både øjenbryn og stemning til at ryge op. Manden fremstår nærmest som en introvert kæmpe, og fik for alvor den bette, men dog stadig muskuløse Danzig, til at ligne en splejs ved siden af. Ja, han nærmest stjal showet på de numre hvorpå han medvirkede. Det velkendte nummer "Last Caress" som de fleste nok kender i Metallica versionen, fik stemningen til at rejse sig på pladsen. Alt i alt en acceptabelt performance, men næppe en koncert der vil skrive sig ind i historiebøgerne.

5/10

Anmeldt af .

Lørdag

Impalers Pandæmonium, kl. 12:15

Klokken er 12.15 ,og lørdagen starter med thrash metal, og det kan da kun være dejligt. Bandet er ikke mindst veloplagt, men også klædt ud i denim veste, og ikke mindst er de klar på at starte hele dagen op på Copenhell. Lyden er til at starte med et virvar, men midt i koncerten bliver mixer-pulten tæmmet. Mest af alt er jeg virkelig forundret over, at Søren Crawack minder så utrolig meget Chuck Schuldiner både af udseende og på stemmen. Bandet fungerer virkelig godt som middags metal, der mangler bare en bitter til denne udsøgte Metal burger. Thomas Carnell, der er leadguitarist, beviser virkelig også sit værd som en fræsende flænser! Efter koncerten fortæller Anders Bøtter, at selveste Jason Newsted var imponeret af det danske metaltalent. Det var jeg også.

7/10

Anmeldt af .

Accept Helviti, kl. 14:30

Accept

At programsætte ét så historisk og vigtigt band som Accept til at spille før Sabaton på hovedscenen, overgår fuldstændig min fatteevne. Intet ondt ord om Sabaton herfra, for i mindre doser kan jeg sgu godt lide deres lalleglade Grand Prix heavy, som er fedt at suge øl til. Men i min bog svarer det bare til at smide Black Sabbath på før Limp Bizket. En sjofel skændsel.

Accept tog dog udfordringen med oprejst pande, og leverede en yderst stabil koncert, med en tætpakket udgave der spændte over det meste af deres karriere. Bandet er nærmest blevet genfødt med deres nye sanger, Mark Tornillo, der har overtaget efter ellers uerstattelige Udo. I min bog er Tornillo en både bedre performer og sanger end Udo, men den udmelding skal jeg nok få klø for.

Uanset hvad, så spillede Accept med et imponerende drive, sving og en millimeter flot præcision, som kun ganske få kan, på selv deres bedste dage. Det var en på alle måder smuk opvisning i heavy metal.

Accept har numrene og rutinen til at køre festen hjem, men de skulle klart have spillet på et senere tidspunkt. Det havde vi alle fortjent.

8/10

Anmeldt af .

Saturnus Pandæmonium, kl. 12:15

Saturnus

Det københavnske Doom metal band Saturnus,er tredje band på Pandæmonium. Det er højt solskin, og det er ikke mindst dejligt at skulle stifte bekendtskab med bandet live for første gang, når man har dyrket dem siden albummet "Paradise Belongs To You". Bandet er for fedt! Den atmosfæriske musik rammer en med det samme, og man gror stille rødder og bliver stående til deres helt unikke sound. Bandet var solidt, rolige og ét med både publikum og scenen. Saturnus er formdable sangskrivere med ,og deres sange fungerer fantastisk. Thomas A.G.s virkelig dybe growl er ikke bare for vildt, men også sikkert. Han kan sit lort. Bandet burde sgu overveje at lave musik til rollespilsnørder, det lydbillede, de laver, kan sagtens bruges en fredag aften til Dungeon & Dragons. Saturnus spillede forrygende.

8/10

Anmeldt af .

Sabaton Helviti, kl. 16:30

Sabaton

De svenske power-krigere Sabaton gik på lørdag kl. 16.30 og det var inden regnen, så vejret var pragtfuldt. Sabaton går på med stor glæde og folk tager imod dem, med stor glæde.

Inden det hele starter, bliver Sabaton jo selvfølgelig præsenteret, hvor det derefter går over i "The Final Countdown" af Europe, og hold kæft det var sjovt (det første halve minut). Sabaton havde valgt at lade "The Final Countdown" spille fuldt ud igennem monitoren, hvilket ødelagde joken lidt, men så var publikum også lidt mere begejstret for at se Sabaton løbe på scenen.

Det tog en smule tid, men der dog moshet en smule. Der var god gas fra både Sabaton og publikum. Dog var der en lille flok mennesker oppe foran som ikke vil rive fra sig, de var lidt det-er-min-plads og havde derfor ikke den stor entusiasme for at hoppe rundt. Øv bøv.
Lyden var ikke det helt store ju-huu. Guitaren var en del udtydelig og det eneste den forekom som var larm og baggrundstøj. Det var ellers en skam for alt andet lød pisse godt, og guitaristen Thobbe Englund så også ud til at give max gas.

Koncerten var sjov nok og hen af vejen kom publikum også rigtigt godt op og køre, men lyden var bare ikke det aller bedste, hvilket var en stor skam da jeg havde glædet mig til at se Sabaton. Oplevelsen får derfor:

7/10

Anmeldt af .

Testament Helviti, kl. 19:00

Testament

Yes, Testament er på Copenhell! Chuck Billy er med, og det er Alex Skolnick også. De klart et af de favoritbands, jeg har ventet på, og det glædelige gensyn er ikke mindst gengældt. For hold da op, bandet kan, og de kan sagtens hamle op med det program, Copenhell har fået stablet på benene. Chuck Billy, som er indianer, konstaterede da også, at hans regndans først på dagen var vellykket. Om han skulle lave en ny regndans, var ikke en sikker vinder hos min følgesvend Per Vester. Men Testament er et fedt live band. Alex Skolnick er fantastisk at se på en scene. Hver en tone, som han slår an på sin spade, er som den dejlige sovs til stegtflæsk. Han er persillesovs, rent ud sagt! Imens vi ser Testament spiller en forrygende koncert, kommer solen frem og varmer de våde veste, tørrerhættetrøjen og beviser, at selvom et skybrud kan lamme en festival, kan festen sagtens fortsætte. Selvom bandet lavede fisk i sangen Native Blood og måtte starte forfra, ødelagde det intet. Mange Tak Testament for soldansen!

8/10

Anmeldt af .

Down Helviti, kl. 21:30

Down var et af de helt store navne i år, med Phil Anselmo fra Pantera i spidsen, har de skabt sig et velkendt navn. Mange var mødt op for at se Down og ligesom sidste år, da der var flere der mødte op til Lamb Of God end Marylin Manson, så så det ud til, at der var flere under Down end King Diamond.

Down koncerten var helt vild, folk gik fuldstændig amok og moshede, som galt det deres liv. Der var kamp til stregen og Phil's hæsblæsende vokaler var stærke som altid. Selvom Down måske er lidt oppe i alderen, så kan de stadig give den god gas. Det virkede dog som om, at det var Phil Anselmo der fyrede den mest af. Noget af tiden observerede Phil publikum og fik en god nærkontakt og havde åbne taler, hvori en af dem indeholdte sætningen "What the fuck is that?" mens han peger over på den store træmand.

Folk blev helt tændt af al den energi der var og blev helt "fucking hostile". Det kunne godt minde om en Pantera koncert, for publikum var ellevilde og energiske, det var pragtfuldt. Det var en ren krigzone og alle var del i den, koncerten får derfor 10/10, fordi det hele endte i tumult, på en god måde.

10/10

Anmeldt af .

Essence Pandæmonium, kl. 22:30

Essence skal slukke for pandæmonium scenen. Det er klart, at Essence er et upcoming band, som har en stor fremtid foran sig, så var jeg ikke videre påvirket af koncerten. Bandet er utrolig habile og spiller med en ekstrem entusiasme, så meget at det virker mere som om, de spiller mere for at vinde end for at nyde. Selvfølgelig er der et spil, der skal spilles og det scene sjov, der skal være, men at vinde folks hjerter med en storbarmet piger der holder et "suspekt" flag virker mere for mig som en overbevisning om, at vi er seje og fortjener jeres anerkendelse. Hvis bandet holdt fast i, at de bare ville spille "fee medal", så er jeg med på den, men jeg blev ikke overbevidst om deres kunnen. Jeg blev mere irriteret, og kedede mig over deres lange og kedelig bass soloer. Det fungerede ikke for dem, man kan ikke både være The Doors og Metallica. Bandet havde dog fede og typiske metal riffs. Men de kan slet ikke, efter min mening, hamle op med det program af andre bands de er oppe i mod. Kedsomheden blev dog hurtigt efterfuldt af noget vigtigere, og da koncerten sluttede skulle de øl have en rigtig stor chance. Desværre smagte øllen bedre end Essence metal musik.

4/10

Anmeldt af .

King Diamond Helviti, kl. 00:15

King Diamond

Oprindeligt var King Diamond programsat til at headline om fredagen, men det var faktisk et fint og fornuftigt træk at lade ham afslutte festivalen lørdag nat i stedet. For helt ærligt, hvem skulle kunne headline efter ham? Alene hans navn, betydning på scenen gennem mere end 30 år, og det stort opsatte show talte sit tydelige sprog.

King Diamond selv virker efter sin massive hjerteoperation, som nærmest genført på ny. Jeg har haft fornøjelsen af at opleve ham et hav af gange efterhånden, og altid har han leveret varen. Særskilt står koncerten i KB Hallen tilbage i 1990 frem som et af de helt store øjeblikke i min personlige koncert historik, men jeg må også erkende følgende; King Diamond på Copenhell 2013 var sgu noget særligt. King har aldrig sunget bedre, hans band er fortsat blandt de ypperste med en trofast lineup gennem nu mere end tolv år, til trods for den svingdørspolitik der tidligere har forekommet. Andy La Rocque og Mike Wead er helt oppe i samme twinguitar særklasse som eksempelvis klassisk Iron Maiden, Judas Priest og Thin Lizzy.

På mange måder var showet identisk med sidste års Sweden Rock Festival, men der var sket positive ændringer. Kirkegårds gitteret foran fremstod betydeligt bedre, og lyset var i topklasse. Alene disse små tiltag gjorde udtrykket bedre, og var med til at skabe en fed ramme for koncerten. Det fungerede virkelig godt med den sataniske katedral, og King's samspil med Jodi Cachia, der spiller rollerne som blandt andet Grandma, Miriam, voodoo besat kvinde, fungerede også upåklageligt. Dog forstår jeg ikke man i år havde fravalgt storskærm på Copenhell. Et show fra King Diamond kræver storskærm, så ondskaben kommer bedre ud til det store publikum. Når alt dette så er sagt, beviste Kongen hvorfor han stadig er kongen, både i show, numre og stemning! Setlisten var også suverænt sammensat, hvor især "The Candle", "At The Graves" og "Black Horsemen" tog kegler. En fantastisk fed afslutning på endnu en fantastisk Copenhell!

9/10

Anmeldt af .

Tilføj kommentar