Aalborg Metal Festival 2017

I Am Morbid by Nikolaj Bransholm

Se alle billeder på www.Bransholm-Photography.dk eller https://www.facebook.com/Bransholmphoto/

Torsdag:

  1. Road To Jerusalem
  2. Livløs
  3. Cursed Earth
  4. Novelists
  5. Make Them Suffer
  6. Invocator

Road To Jerusalem kl. 19:00

Road To Jerusalem by Nikolaj Bransholm

Groovet opvarmningsrock

Aalborg Metal Festival startede med et skud groovy og progressiv rockmusik leveret af det spritnye band Road To Jerusalem, der forener fire gamle, skandinaviske heavy-musikere under den amerikanske forsanger Josh Tyree. Bandet har kun udgivet få sange på YouTube og kan forventes at udgive en debut engang i 2018. Udover en udmærket lyd på deres få udgivne sange var der ikke meget at basere sine forventninger til festivalens første band på.

Man kan tydeligt mærke spændingen i lokalet, idet det svensk-danske team indtager instrumenterne på scenen. Festivalgængerne, klar til tre dages heavyfest, og bandet, der spiller sin første koncert på jysk muld. Efterårets første guitartoner får greb i kroppen og sætter så småt gang i den spredte tilskuermængde.

Lyden er rund og velbalanceret, og instrumenterne får godt tag i det firkantede lokale. Sammenspillet kører ganske fint for de rutinerede musikere, men mellem rytmerne mærker man alligevel tydeligt, at bandet stadig er i gang med at finde sig til rette på scenen. Når medlemmerne kigger op fra instrumenterne, er det oftere på hinanden, end ud mod publikum, og måleren når, på trods af den sprøde musik, ikke højt op ad stemningsbarometeret.

Forsangerens tillærte, danske ”er du klar?” imponerede ikke rigtigt og bandet var på den korte sætlise lidt for tilbageholdende til at sætte gang i metalfestivalen. Road To Jerusalem fik desværre, på trods af velspillet musik, ikke for alvor tryllet stemningen frem i samme grad som dagens resterende bands.

5/10

Anmeldt af .

Livløs kl. 19:45

Livløs by Nikolaj Bransholm

Festen kickstartes og kulminerer

Livløs blev bandet, der for alvor sparkede festivalen i gang. Antallet af folk foran scenen mere end firdobledes til dagens største og vildeste metal-crowd. Forsanger Simon Olsen etablerede publikumskontakten allerede i første nummer, og der gik ikke længe før det veloplagte bands energi havde fået fuldstændigt fat i metalhovederne, hvis nakkemuskler og mosh-evner blev sat i arbejde. Med deres mix af kirkegårdsriffs og rytmiske breakdowns fik aarhusianerne både sparket festen i gang og samtidig tiltrukket flere fans, end nogle af dagens internationale bands formåede.

Selvom bandet kun har udgivet en ep, fyldes deres sæt ud af sange med så stor rytmisk variation, at materialet på intet tidspunkt bliver kedeligt. Kicket forsætter gennem hele sættet, båret oppe af bandmedlemmernes synkrone bevægelser og riff-levering. Når hr. Olsen så samtidigt smider growls, vandflasker og overtrøjen afsted i en rus, der ingen ende har, er det ikke et under, at Aalborgs metalfolk giver alt, hvad de har i både wall of death, moshpits og fællesråb.

Den rytmiske og breakdowntunge inkarnation af Aarhus-metallen har uden tvivl et stort potentiale at udfolde foran sig. Det eneste man kunne savne var en lidt mere koordineret sceneopsætning og et mere varieret lysshow, men fortsætter bandet i samme energiniveau, skal det nok falde på plads inden længe.

8/10

Anmeldt af .

Cursed Earth kl. 20:30

Lige fra den lukkede afdeling

Oven på en dansk succes går det australske band Cursed Earth i gang med sceneopsætning og lydprøver. De er for første gang rejst hele vejen fra den anden side af jordkloden for at sprede deres australske hardcore.

Efter sporadiske lyde fra instrumenterne samles en gruppe af mennesker på midten af scenen. Det er kun mig selv og de få fans, der hænger i scenehegnet, der følger, hvad der sker, da bandet uden varsel bryder ud i skrig, distortion og crash-bækkener. Og så bryder helvede løs i lokalet. Med maniske øjne og fremskudt underkæbe skriger Jazmine Luders, en af de få optrædende kvinder, sine lunger ud, kun afbrudt af den dumpe lyd af mikrofonen mod hendes tinding. Bandet vælter kaotisk rundt på scenen mere eller mindre i takt med de mange breakdowns, der præger stilen.

Hvis formålet var at chokere publikum, lykkedes det ret godt. Der blev i hvert fald vekslet blikke og overraskede smil efter koncerten. Cursed Earth smadrede gennem rytmeskift efter rytmeskift med en mudret hardcore-lyd, der tillod slagene at ramme lidt asynkront til tider. Forsangerens mani mistede sin chokfaktor i længden, og efter hun gentagne gange havde bundet mikrofonsnoren om halsen, var det ikke længere så skræmmende et move. Cursed Earth var dog et alternativt pust, der trak wildcardet ganske udmærket i land.

7/10

Anmeldt af .

Novelists kl. 21:15

Novelists by Nikolaj Bransholm

Diskant på prog-rocken

Novelists er der en større chance for, at du har hørt om før. Deres seneste albums har haft stor succes, og franskmændene havde derfor et større omdømme at bygge på end Cursed Earth. Det var helt sikkert også musikken frem for gimmicks, der var i centrum for prog-rockernes mere afslappede performance. Måske lidt for afslappede koncert. Det var i hvert fald tydeligt, at i takt med, at bandets momentum steg i løbet af sættet, gjorde kvaliteten det også. Dette skyldes til dels festivalens måske største mixing-problem, der gjorde, at rytmeguitaren og clean-vokalen nærmest ikke kunne høres til fordelt for en stærkt opskruet diskant.

Efter at lydbilledet blev repareret tre-fire sange efter start, kom musikken pludseligt klart og tydeligt i gennem, og lyden af de sprøde guitartoner viste, hvor god første halvdel også kunne have været, hvis den havde kunne høres fra starten. Udover dette havde bandet godt styr på deres materiale. Anden halvdel af showet fungerede fantastisk og var med til at give dagen lidt melodisk farve oven på de ellers meget rytme-fokuserede bands.

Bandets gode humør var også, måske påvirket af lydproblemerne, meget tydeligere hen mod slutningen. Novelists har en række gode sange, der ikke blev spillet og kunne sagtens have brugt lidt mere spilletid efter fixet. Grundet det korte sæt var halvdelen af koncerten væk, før showet kom i topform.

7/10

Anmeldt af .

Make Them Suffer kl. 22:00

Make Them Suffer by Nikolaj Bransholm

Solid, international finale

Heldigvis smittede tour-kammeraternes lydproblemer ikke af på Make Them Suffer. Deathcore-bandet kom stærkt fra start med høj energi, der straks smittede af på publikum. Især Nick McLernon, den ene guitarist, virkede i ét med musikken og fulgte rytmen nærmest mekanisk med sin kompakte krop. Hovedet blev muskuløst hamret frem og tilbage med en kraft, så man overvejede, om kasketten var limet fast på australierens skaldede isse. Alle bandmedlemmer vidste præcis, hvornår de skulle tæske instrumenterne, hvilket er et centralt kvalitetskrav til en god, rytmefokuseret deathcore-koncert.

Make Them Suffer havde dog også mere at byde på, end almindelige, generiske deathcore-bands har. Bandet skilte sig ud med nogle simple, men betydningsfulde nuancer. Hvor mange bands har elektronisk musik og effekter, der afspilles synkront med bandmedlemmerne på en computer, havde Make Them Suffer nemlig den nyerhvervede kvindelige keyboardspiller og backing-vokal Booka Nile til at stå for melodien. Alle introer blev spillet live, og sangene fik et atmosfærisk, melodisk indspark, som gjorde koncerten til mere end bare en breakdownfest. Det var ikke de mest avancerede musikalske kreationer, der flød fra keyboardet, men de tilføjede, sammen med Niles backingvokal og guitarernes lead-stykker, en god portion sjæl til musikken og skilte bandet ud fra det almindelige deathcore-setup.

Dagens tre internationale bands var, med Make Them Suffer i spidsen, en frisk introduktion til en mere moderne version af metalmusikken på en festival, hvor traditionelt ekstremmetal er den foretrukne genre.

8/10

Anmeldt af .

Invocator kl. 23:30

Invocator by Nikolaj Bransholm

Festlig og forudsigelig

Festivalens første dag lakkede mod enden, og vi skulle nu fra moderigtig core til umoderne thrash. Gode gamle Invocator havde nemlig sagt ja tak til at forkæle Aalborg Metal Festival med et af bandets eksklusive shows. Det var vi mange, der var glade for! Selvom det var torsdag, og hverdagen atter kaldte i morgen, væltede folk ind, og der blev efterhånden rimelig tæt i Studenterhusets gemakker. Et par minutter over halv tolv blev lyset slukket, det talstærke publikum stimlede endnu mere sammen, og spændingen var til at mærke. En dramatisk, båndet intro lød i højtalerne, og ganske kort efter trådte Jacob Hansen og co. på scenen – til solid thrash og heftige røgkanoner. De knastørre guitarer fra de to gange Hansen fræsede af sted, og trommespillet var godt fremme i lydbilledet. Ikke overraskende var sætlisten fyldt med gamle kendinge, og især ”Doomed to Be” fra det ikoniske Weave the Apocalypse-album fik folk til at synge med; den tunge dobbeltpedal og det slæbende tempo sad lige i skabet. Ligeledes fangede ”Astray” publikum, og der var bred fællessang foran scenen. På trods af nostalgi og et tight sæt blev hele oplevelsen dog en anelse forudsigelig, og to tredjedele inde i koncerten forsvandt energien fuldstændigt bagerst i salen. Publikum var ved at være trætte efter de mange timers musik, og Invocator bød ikke på nogen opkvikkende overraskelser. De fire herrer gav folk, hvad de ville have, men ikke meget mere – derfor ender vi på en pæn syver.

7/10

Anmeldt af .

Fredag:

  1. Wayward Dawn
  2. Morild
  3. Konvent
  4. Deus Otiosus
  5. Solbrud
  6. Myrkur
  7. Dark Funeral

Wayward Dawn kl. 15:00

Wayward Dawn by Nikolaj Bransholm

Er det en fugl? Er det et fly? Næ, det er bare fed metal!

Skanderborggensiske Wayward Dawn havde fået den fornemme ære at ruske op i folk og deres medbragte tømmermænd fra dagen før denne fredag eftermiddag, og det var min opfattelse, at bandet følte det som en ære – frem for en utaknemmelig pligt. Det skinnede igennem fra første sekund. Gårsdagens strabadser og det svage kendskab til bandet var formentlig grunden til, at gulvet foran scenen ikke var specielt fyldt – faktisk langt fra. Men hvem er det så mest synd for? Svaret er her: Dem, som ikke var til stede. For Wayward Dawn bankede det ene tunge nummer ud efter det andet, og det resulterede i brede smil og et voksende publikum. Det blev naturligvis også bemærket fra scenen, og der blev flittigt takket mellem hvert nummer. Det var også en forfriskende start på dagens ellers meget black metal-prægede program. Ikke at der er noget galt med det; det er bare så opløftende med noget fee døø – som man siger. De var velspillende, tight… ish. Det formoder jeg i hvert fald, eftersom jeg ikke kender deres numre, men de spillede med en stor overbevisning og med en masse energi. Specielt fra forsanger Niklas Lykke, som ikke nok med, at han havde en imponerende ond vokal, også vred hvert et led i kroppen i takt med musikken. Der var ikke lige så meget ”action” på gulvet som på scenen, men folk kunne lide, hvad de så og hørte – på en meget afventende, men dog anerkendende måde. Så masser af thumbs up og en stor tak til Wayward Dawn for at skyde fredagen i gang med fornem og overbevisende stil!

8/10

Anmeldt af .

Morild kl. 16:00

Morild by Nikolaj Bransholm

En tur i det dystre hjørne

Andet band på dagens program var københavnske Morild. Selvom de fem drenge endnu ikke har opbygget en stor fanbase, var fremmødet ganske tilforladeligt, og folk var klar til at blive rystet igennem af de mørke toner. På slaget 16:00 bragede en massiv guitarstøj gennem lokalet, og få sekunder efter brød helvede løs. Bandet trådte – i svag belysning – frem på scenen, og lyden blev både tung og dyster. Det var tydeligt, at knægtene ikke var så scenevante, men herregud; deres debutkoncert var i september! De små performance-fejltrin blev hurtigt vejet op af bandets musikalske evner, og genrekombinationen var ganske vellykket: Klassisk black møder shoegaze og leger med det atmosfæriske. I det hele taget formåede Morild at skabe et interessant og skiftende lydbillede, hvor de to vokalister gav plads til både blackened skrig og aggressive råb. Ligeledes bidrog de tre(!) guitarister til dynamikken ved at forene melodiske, støjende og atmosfæriske toner. Især blev publikum fanget af de atmosfæriske passager; der, hvor drengene turde skrue ned for tempoet og badede guitarsignalet i rumklang og stemning. Mere af det, tak! Bandet bevæger sig i en genre, der har tendens til at være en anelse indadvendt – og det var da også tilfældet for noget af fredagens koncert. Med lidt mere sceneshow og gejst kan Morild blive rigtig godt!

7/10

Anmeldt af .

Konvent kl. 17:00

Konvent by Nikolaj Bransholm

Knusende Konvent

De fire piger, der tilsammen udgør Konvent, må siges at have vind i sejlene. Kvartetten har bare en håndfuld numre i bagagen, men alligevel spredes rygtet om, at ”de der Konvent, de er da rimelig fede”. Forventningerne hos undertegnede var derfor i top, og lad mig bare sige med det samme, at jeg ikke blev skuffet. Efter kortvarig forvirring, da en forkert intro blev sat på, lød tonerne af en lækker forvrænget bas, og samtlige blikke var rettet mod scenen. Bandet havde publikum i sin hule hånd fra start, og allerede efter første nummer sydede salen af begejstring. Intensiteten var generelt rigtig høj og blev kun afbrudt af en lidt for stille passage midt i ”No End”. Der er ingen tvivl om, at Konvent fungerede bedst, når den fik fuld skrue, og væggene nærmest rystede af de tunge toner. Bandet udviste stor indlevelse, headbangede på livet løs og takkede ved flere lejligheder det fremmødte publikum. Der var oprigtig glæde at spore – dejligt! Mod enden af sættet proklamerede bandets frontkvinde, at nu var det altså tid til den obligatoriske moshpit; der var intet at gøre. Publikum lystrede, gulvet åbnede sig, og Konvent satte et virkeligt pænt punktum for en velspillet og energisk koncert. Efter 30 minutter kunne pigerne gå af scenen til råb og hujen – ikke kun fordi de er kvinder, men fordi de er hamrende dygtige!

8/10

Anmeldt af .

Deus Otiosus kl. 18:00

Deus Otiosus by Nikolaj Bransholm

Søvndyssende dødsdans

Så slog klokken død, og københavnske Deus Otiosus skulle ”smadre vores fucking hoveder” – som frontmand Anders Bo Rasmussen nok ville sige det. Der er absolut intet forskånende over disse herrer, og bandet kører bevidst den helt gamle, upolerede stil. Sproget er grimt, attituden er stærk, og musikken er for de hærdede metalfans. Uden nogen form for intro eller andet pjat slog bandet tonerne an til første nummer, og deres Morbid Angel-inspirerede smadder fyldte salen. De forreste rækker var straks med på legen og satte hovederne i bevægelse. Omme bagved kneb det dog mere med engagementet, og Deus Otiosus formåede aldrig at trænge igennem hele vejen rundt. Der er ingen tvivl om, at de fem herrer er nogle knalddygtige musikere, og de spillede da også et stramt og energisk sæt. Alligevel har de – desværre – tendens til at være en anelse ensformige og uoriginale live. Der manglede simpelthen noget spræl; noget, der adskilte de enkelte numre fra hinanden. Bevares, ”Disturbing the Dead” har et formidabelt groove og satte gang i store dele af salen, men ellers er der altså ikke mange overraskelser gemt i Deus Otiosus’ sæt. Det er en skam, for bandet lyder godt på plade – hør bare den nyeste, Opposer. Den intense og interessante stemning fra studiet kunne bandet bare ikke oversætte til en lige så fantastisk liveoptræden denne aften i det nordjyske. Derfor lander vi på en lunken karakter.

6/10

Anmeldt af .

kl. 19:00

Orm by Nikolaj Bransholm

Et episk ormehul

Mørket begyndte for alvor at falde på i det aalborgensiske bybillede, og nu var tiden inde til københavnske Orm – et relativt nyt black-band. De fire gutter bag har dog været i musikbranchen længe, og det kunne man sagtens mærke. Fra start til slut udstrålede knægtene et stærkt nærvær og et klart image. De her drenge, de vil sgu fremad! Med sig havde de festivalens nok flotteste opstilling: bagtæppe, bannere, koordinerede outfits og levende lys i høje stager. Den på én gang dystre og hyggelige stemning blev kl. 19 sharp suppleret med en episk båndet kvindestemmehymne, og de fire herrer indtog selvsikkert scenen. Herefter fulgte et gennemført sæt med melodisk black metal af ganske høj kvalitet. Bandet formåede – nærmest til perfektion – at blande tunge, slæbende passager med hidsige, snappende vokaler og melodiske guitarstykker. Effekten på publikum var tydelig: Der var kollektiv headbanging, horn i vejret og en intensitet, der kun dalede minimalt hist og her. De melankolske toner ramte lige i hjertet af publikum – kun forstyrret af en desværre lidt skrattende lydkvalitet. Genren tro var der ikke megen interaktion med publikum; faktisk var de eneste talte ord, vi hørte fra frontmanden, ”tak for i aften”. I Orms tilfælde var mere dog heller ikke nødvendigt. Musikken talte for sig selv, og publikum forstod.

8/10

Anmeldt af .

Solbrud kl. 20:15

Solbrud by Nikolaj Bransholm

Scenen gik op i røg

Næste indslag i dagens tæt pakkede program var Solbrud – som man vel nok kan kalde bannerførerne inden for dansk black metal. Uden dikkedarer eller andet gøgl trådte drengene ind på scenen, og hold da op, så var vi i gang. Solbrud startede lige på og hårdt. I samme sekund, som gutterne gjorde deres indmarch, blev der skruet massivt op for røgmaskinerne, og scenen blev badet i et stærkt hvidt lys. På den ene side gav dette en fed – nærmest guddommelig – effekt, der skabte stor kontrast til bandets mørke og dystopiske musik. På den anden side var det ærligt talt ret irriterende; man kunne jo ikke se en pind! Nok om det. Drengene spillede en fornuftig koncert, og vi kom godt rundt i bandets umiskendelige, sorte univers. Der blev spillet både hurtigt og præcist, og frontmand Ole Luk leverede en overbevisende vokal. Melankoli, aggressivitet og indlevelse blev forenet på fin vis, og den samlede lyd var ganske betagende. Dog bar sættet også præg af flere relativt lange passager, hvor der – tilsyneladende – ikke skete meget på scenen, og lyden gik en anelse i stå. Det resulterede i, at dele af publikum blev tabt, og folk omme bagved begyndte at smalltalke i stedet for at lytte. Om sættet var for langt, er ikke til at sige, men gnisten forsvandt i hvert fald undervejs, og Solbrud nåede aldrig helt op på samme niveau som kollegaerne i Orm.

7/10

Anmeldt af .

Myrkur kl. 21:45

Myrkur by Nikolaj Bransholm

Stemningsfuld og sjælelig

I de sene aftentimer blev det tid til noget af et samtaleemne; kvinden, der har sat metalelitens pis i kog – jeg taler selvfølgelig om frøken Amalie Bruun, aka Myrkur. Den diskussion lader vi ligge. Det her handler om musikken, og den fejlede absolut intet denne fredag aften. Til lyden af den såkaldte kulning trådte hovedpersonen frem i lyset, og med sig havde hun sit sortklædte liveband. Henover de næste 60 minutter fik vi serveret en stemningsfuld, varieret – ja, nærmest skizofren – optræden. Det ene øjeblik blev vi forkælet af Myrkurs mildest talt imponerende skønsang, og kort efter blev vi tæsket igennem af et ondt black-monster. Kombinationen fungerede til ug, og hele konceptet er – ifølge undertegnede – et dejligt frisk pust i en til tider fastlåst og ofte regelbundet genre. Om det så er trve black eller ej, er underordnet! Både vokal og instrumentaldel blev leveret i overbevisende stil, og stemningen var ganske fascinerende. Omgivet af hætteklædte mænd stod lille frøken Bruun i midten af scenen, badet i et koldt og blåligt lys. Til nogens overraskelse formåede Myrkur desuden at være både ydmyg og nærværende, og publikum kvitterede med nærmest messende tilråb. Kun i slutningen af sættet krakelerede oplevelsen, da hele ensemblet pludseligt trådte af scenen 15 minutter før tid. Få sekunder senere vendte de tilbage, spillede ét nummer og forsvandt atter – stadig 10 minutter før tid. Hmm…

8/10

Anmeldt af .

Dark Funeral kl. 23:30

Dark Funeral by Nikolaj Bransholm

Et af de mange bands, der er få af

Var der nogen, der sagde Satan? For nu var det sgu blevet tid til at slutte den mørke dag af med de satans svenskere i Dark Funeral. Det havde i sandhed været en mørk dag. Dels på grund af vejret, som her sidst på aftenen havde vist sig fra sin våde og dunkle side, men også på grund af programmets helstøbte black metal-sammensætning. Bandet gik på scenen i røg, damp og blåt lys, iført deres vanlige sceneoutfit og corpsepaint – en ting, som understreger, at Dark Funeral er ét af de black metal-bands, som er en uddøende art. Det er ikke et image; det er en religion. Og det mærkes tydeligt i musikken og til deres koncerter.

De lagde fra land med åbningsnummeret fra deres seneste værk, Where Shadows Forever Reign, ”Unchain My Soul”, og det er lige så fedt live, som det er på den fantastiske plade. Så ganske godt valg – igen – at starte med denne, som de også gjorde under deres sidste besøg i Danmark. Salen kogte i ekstase og ulidelig varme fra de mange fremmødte. Folk havde nemlig slet ikke fået nok black denne dag, og der opstod sågar op til flere moshpits, såvel som taktfaste headbangings. Det var jo mægtigt. Så længe, det varede. Der blev i hvert fald tyndet godt ud i fremmødet under hele koncerten, og det begyndte sågar også at gå ned ad bakke for Dark Funeral. Ikke på grund af manglende engagement, for de gav den virkelig alt, hvad de havde – med undtagelse af Heljarmadr, hvis fremragende vokal ikke kunne bære hans ganske uinspirerende fremtoning. Jeg manglede lidt mere end nogle fagter og djævelske håndtegn. Under deres sidste besøg på VoxHall i Aarhus syntes jeg, at lyden var tæt på katastrofalt dårlig, og jeg fik flere gange samme fornemmelse her. Det betød, at da de gik på scenen igen til et par velkendte ekstranumre, som ”Nail Them to the Cross” og ”Where Shadows Forever Reign”, var det til en halvt fyldt sal, og en stor del af dem, der stadig var til stede, stod og kiggede på klokken. Halvanden times hardcore black metal var alligevel for meget denne sene fredag aften/nat. Det var en godkendt koncert, men langt fra det mægtige black-brag, man kunne have håbet på.

6/10

Anmeldt af .

Lørdag:

  1. Chronicle
  2. Swindler
  3. Prevail
  4. Baest
  5. Artillery
  6. HateSphere
  7. Firespawn
  8. Destruction
  9. I Am Morbid

Chronicle kl. 14:00

Velspillet og anonymt

Første stop på dagens heavy-tur var frederikshavnske Chronicle. Det var tydeligt, at gårsdagens ”Black Friday” havde været en hård omgang for publikum, for fremmødet denne lørdag eftermiddag var bestemt ikke imponerende. De jyske drenge lod sig heldigvis ikke gå på, og kl. showtime satte de gang i headbangingen, og åbningsnummeret ”The Law of Retribution” fyldte rummet. Selvom knægtene var både velspillende og energiske, krævede det dog et par numre, før publikum var med hele vejen rundt. Frontmand Lars Bo Nepper forsøgte ihærdigt at sætte gang i løjerne med sjove kommentarer og mange gange ”skåååål”. Det kan skam være sjovt nok, men man skal også passe på, at det hele ikke går op i hat og briller. Nuvel. Senere i sættet fik vi bl.a. et par smagsprøver på bandets kommende album i form af ”Nocturnality” og ”They Have Returned”. Begge tracks fungerede ganske fint, men i det store hele blev sættet en kende ensformigt. Der manglede noget overraskende; noget, der for alvor adskilte Chronicle fra festivalens mange andre bands. Højdepunkterne – for undertegnede – var uden tvivl, når der blev fyret noget fedt lead guitar af sted, eller når drengene kastede sig ud i en melodisk guitarharmoni. Dér kan Chronicle noget særligt! De øjeblikke sad lige i skabet, men ellers var showet en ganske anonym oplevelse.

7/10

Anmeldt af .

Swindler kl. 14:50

Swindler by Nikolaj Bransholm

Sjov og ballade er ikke nok

Nu var tiden inde til et genreskifte, og danske Swindler skulle give os et læs Clutch-inspireret rock. Kvartetten har kun eksisteret i nogle få år, men de har allerede fået strikket en håndfuld virkelig fede numre sammen. Derfor var forventningerne til sidstedagens show ganske høje – måske endda for høje… Koncerten startede i det sjove hjørne, da en båndet intro med blæseinstrumenter, strygere og hele molevitten blev sat på, og Swindler gjorde sit indtog på scenen. Smilet på folks læber forsvandt dog hurtigt igen, og langt størstedelen af sættets numre bed sig aldrig rigtigt fast. De få publikummer, der var til stede, stod relativt stille og kiggede passivt på drengenes optræden. Sikke en skam. Den gennemslagskraft og attitude, som bandet har på studieoptagelserne, blev desværre ikke overført til dagens liveoptræden, og resultatet blev en halvflad oplevelse. Karismatiske Esse leverede – trods madforgiftning – en habil indsats, guitarerne trængte fint igennem, men backup-vokalen var mildest talt ringe. Der blev dog sluttet pænt af med ”Gold Digger” – et tungt og flabet nummer, som endelig satte sving i folket og bragte energiniveauet et ordentligt nøk op ad. Gid hele koncerten havde været sådan! Efter 30 minutter gik bandet af scenen, akkompagneret af Sonseeds ”Jesus is a Friend of Mine”. Det var skideskægt! På trods af vellykkede øjeblikke og gennemgående god humor var koncerten en ret gennemsnitlig affære uden store udsving. Derfor ender vi på fem jævne kranier.

5/10

Anmeldt af .

Prevail kl. 15:40

Prevail by Nikolaj Bransholm

Dødsmetal vækker Aalborg til live

Der er ikke så mange mennesker i salen, da et af Danmarks nye dødsmetalhåb går på scenen lørdag eftermiddag. Folk løfter anerkendende hornene og strømningen fra merch-området ind i scene-hallen starter, da tremolo-riffet fra ”Smiting Your Enemy” bryder ud. Tømmermændsstemningen i det lydtomme lokale erstattes af en bragende dobbeltstortromme, der langsomt og brutalt banker folk indenfor. Snart kan Claus Gnudtzmanns onde øjne skue ud på en halvfyldt sal, der vågner op til bandets første single.

Samme effekt kunne en hvilken som helst af Prevails dræbernumre dog have haft, så det undrer mig lidt, at både ”Smiting Your Enemy” og ”Exterminate The Weak” spilles i løbet af sættets første halvdel. Det krævede i hvert fald lidt opvarmning af både publikum og lydsystem, før niveauet peakede.

Randersbandet, der høstede 10/10 kranier for debut-pladen, kan noget med sangskrivning og teknisk sammenspil, men var ikke i besiddelse af evnen til at gå amok fra første nummer, som en række andre bands på festivalen gjorde det. Forventningerne til sangene måtte nedtones en smule efter lidt skratten i lyden og energien på de første og største af deres numre.

Da koncerten for alvor blev varm, stod bandets veloplagthed og tekniske færdigheder skarpere, og flere sange i anden halvdel fungerede fantastisk. Showet gik ud med et brag i form af en formidabel performance af ”Voices” og efterlod metalfolket hungrende efter mere dødsmetal.

6/10

Anmeldt af .

Baest kl. 16:45

Baest by Nikolaj Bransholm

Ungdommelig bersærkergang

Bæstet gjorde det igen. Udyrets kræfter blev sluppet løs over Aalborg i et brutalt inferno af makabre tekster, knivskarpe dødsriffs og pulserende trommerytmer. Alle var klar fra start, og efter den brølte ordre ”Hva så, Aalborg” gik både Simon Olsen og tilskuerne i en rus, der først lagde sig et godt stykke tid efter koncerten sluttede. Folk væltede rundt i hinanden foran scenen, kun afbrudt af en dødsmur, der ændrede halvdelen af rummet til en kampplads, og af slutverset i sangen ”Maria Magdalene”, som Olsen fremførte surfende hen over et hav af djævlehorn.

På scenen var den efterhånden velkendte opstilling med bannere af kødløse nonnekroppe, en hårsvingende guitarist i hver side og resten af bandet i konstant aktion. Alle elementerne til et fantastisk heavyshow i udførelse af veloplagte musikere med ondskabsfuld udstråling. I kombination med et velkoordineret lysshow kan man næsten ikke forlange mere af den visuelle side. Med små håndbevægelser fremkalder Olsen taktfaste knytnæveslag og fællesråb, der fuldender den unikke stemning.

Dræberriffsene spillede de lystige melodier i både udgivne numre som ”Wormlord” og nye sange i benhård takt med trommerne og bassen. Det er ikke de mest nyskabende melodier, men de bliver serveret som var de opfundet til formålet. Lyden ramte det perfekte niveau, hvor der nærmest ingen støj var og bassen alligevel kunne grave sig godt ind i det mellemstore lokale. I de første sange forsvandt vokalen lidt i de lavere bølger, men med en ellers perfekt balancering af instrumenterne var det en bagatel.

9/10

Anmeldt af .

Artillery kl. 18:00

Artillery by Nikolaj Bransholm

God, gammeldags thrash

Så blev det de gamle thrash-kendinges tur. Artillery har siden 80’erne været centrale for dansk thrash metal på trods af nogle hiatus-perioder. Med 35 år i bagagen har bandet masser af erfaring og samtidig en ny energi, som forsanger Michael Bastholm og trommeslager Josua Madsen har bragt ind i bandet. Forventede man rust i det gamle metal, fik man sig uden tvivl en overraskelse, da Artillery trådte på scenen lørdag aften.

Der blev smadret løs på instrumenterne i en ekstrem hastighed, der ville kunne få almindelige rock-sange til at lyde som doom-metal. Som danske bilister på tyske motorveje væltede Stützer-brødrenes solide turboriffs som de sprødeste distortiontoner ud af højtalerne i perfekt lydbalance med trommesættets insisterende dundren. Gamle sange som ”Beneath The Clay (R.I.P.)” spillede om kap med nye speed-tracks som ”In Defiance Of Conformity”.

Stemningen var høj, og publikum gav lystigt igen på alle Bastholms opfordringer. Gamle fans fik et skud god, gammeldags thrash, mens ungdommen hypnotiseredes af de adrenalinpumpende riffs. Som Bastholm konstaterede, ”Metal! Det er vi her alle for.” Og Artillery fik cementeret det statement ved at spille gamle såvel som nye sange suverænt. Koncerten var en fornøjelse, og kun lidt støj i de høje toner trækker ned. Denne kunne dog let overvindes med et par koncertørepropper.

8/10

Anmeldt af .

HateSphere kl. 19:15

Hatesphere by Nikolaj Bransholm

Generationerne forenes

Jeg havde relativt høje forventninger til Hatesphere efter at have set flere af deres koncerter de seneste år. Alligevel formåede bandet at overgå dem med en utroligt veludført koncert. Som prikken over i’et efter en række af lækre koncerter. Sidste danske koncert på Aalborg Metal Festival forenede både de unge og gamle metalhoveder i det næsten fyldte lokale med humor og dødsthrash.

Bandet lagde ud med en melodisk intro, der pludseligt blev afbrudt af en mærkelig støj. Herefter væltede de fem dødsthrashere ind på scenen og slog deres første powerakkorder an. ”Skru op for vokalen” blev der råbt fra forreste række, før Esben ”Esse” Hansen rigtigt have brugt mikrofonen. Som sagt, så gjort, og til min forundring ramte den kække tilskuer rigtigt. Lyden var perfekt, da en manisk udseende Esse lidt efter brød ud i den karakteristiske, stærkt betonede Hatesphere-vokal. Guitarerne lød som løbske motorsave, og bassen skabte den lækreste og varmeste bund.

Setlisten var bredt udvalgt og præsenterede en meget varieret udgave af Hatesphere, der udraderede forudsigeligheden. Få mennesker havde nok også forudset et fællessangsindslag på den dødsmetalprægede dag, men da der blev sat gang i et improviseret ”lålålålålå” blev der givet igen af fuld lydstyrke fra publikum.

Tiden forsvandt i folkefesten, og da det blev udmeldt, at sidste sang var oprundet råbte et småskuffet publikum efter forskellige Hatesphere-klassikere (og noget med Slayer, selvfølgelig). Sidste nummer toppede dog alle forventningerne med en formidabel gæste-performance af Simon Olsen. Baest og Livløs’ forsanger fremførte den brutale ”Sickness Within” i brølende duet med Esse for et metalfolk i permanent smadredans. Hatesphere var fuldstændigt i deres es, og vi var et smilende publikum, der forlod salen til tonerne fra Olsen Banden-temaet.

10/10

Anmeldt af .

Firespawn kl. 20:30

Firespawn by Nikolaj Bransholm

Gamle mænd i nye bands

Svenske Firespawn, ført an af kendte kræfter i form af Petrov og Victor fra Entombed A.D., var blandt de udenlandske kunstnere, som forkælede vores øregange – endnu mere, end de allerede var blevet tidligere på festivalen af bands som Baest, Hatesphere og Artillery. Man kunne se på folk, at vi nærmede os hovednavnene på denne lørdag, i og med at der kom flere og flere til, og vi kom efterhånden hinanden mere ved, end vi havde gjort tidligere på dagen.
Da Petrov indtog scenen – traditionen tro lettere beruset – var den velkendte rustne stemme skiftet ud med en mere barsk og growlende én af slagsen, men den faldt stadig i god jord hos publikum. Det var tydeligt, at de kræfter, vi havde med at gøre, var nogen, som vidste, hvordan man skulle bruge de medbragte instrumenter. Brandt og Folkare gav, hvad deres guitarer kunne trække, på et nummer som “Death by Impalement”, der så ud til at være en velkendt størrelse blandt metalfolket. Modin gav fuld smadder på den dobbelte stortromme, så det bragede gennem hele Studenterhuset. Firespawn har allerede skrevet sig ind i metalfolkets hjerter, og publikum nød tydeligvis disse garvede og “upcoming” svenskere.

At vokalen svigtede lidt hist og pist, må man jo tage med, når man er til koncert, men jeg vil ikke påstå, at jeg ved, hvem der skal have skylden for det. Petrov og co. lignede bestemt nogen, som havde en fest, og med mottoet “We want to play faster and harder death metal than in our other bands” kan vi konstatere, at de gjorde et vellykket forsøg denne lørdag i Aalborg.

7/10

Anmeldt af .

Destruction kl. 22:00

Destruction by Nikolaj Bransholm

Tysken kommer!

Én guitar, én bas med dertilhørende vokalist og ét trommesæt krydres rundhåndet med thrash og smages til med tysk effektivitet. Følg denne opskrift, og du får Destruction.

Stemningen, da Destruction gik på scenen, mindede mest af alt om stereotypen på børsmæglere, når aktiemarkedet skifter; alle råber i munden på hinanden, armene ryger over hovedet, og støjniveauet stiger betragteligt. Det var præcis sådan, det så ud lørdag aften, da Destruction lagde ud med nummeret ”Under Attack”, skarpt efterfulgt af ”Curse of the Gods”. Publikum kvitterede med højt hævede knyttede næver og horn. Der herskede ingen tvivl om, at der ikke var hastighedsbegrænsing på den tyske motorvej, og vi forlod ikke overhalingssporet på noget tidspunkt. Nummeret “Nailed to the Cross” fik folk midt for scenen til at gå bersærk i et skønt mix af mosh- og circlepits, og som et skønt lille tvist fra de tyske legender – det kan jeg vel godt tillade mig at kalde dem – havde de tilføjet lyden af en motorsav som intro og mellemspil til de enkelte numre. Det var noget, der satte endnu mere gang i publikum. Der var tyskerbal i Studenterhuset for alle pengene, og folk var 100 procent fokuserede på scenen i de 60 minutter, vi fik lov at nyde bandets anstrengelser, og de kunne bestemt godt have fortsat, havde det stået til publikum. Selvom vi måtte finde os i, at det ikke var en helaftensforestilling, gik de ikke af, før vi var blevet trakteret med ren 80’er-nostalgi i form af “Thrash Attack” og “Antichrist”. Det var den rene thrash-himmel fra ende til anden, og publikum slugte det råt. Det virkede, som om at der pludselig var doblet op på fremmødte i forhold til tidligere på aftenen, og i min optik var det her aftenens højdepunkt. Det her var total ”Destruction”.

8/10

Anmeldt af .

I Am Morbid kl. 00:00

I Am Morbid by Nikolaj Bransholm

We are Morbid!

Selve bandet er knap et år gammelt – og dog. Det består hovedsageligt af medlemmer fra Morbid Angel, og selv musikken er også Morbid Angels udgivelser. Dog med det tvist, at de kun spiller musik, som David Vincent (vokal og bas) selv har skrevet og komponeret. Og det viser sig ikke at være så lidt igen, for med fire albums fra 1989-1995 er der allerede en del materiale, der er skrevet i forvejen, og som dette band kan tage og mæske sig lidt i. Det er jo i sig selv meget smart gjort og med garanti for succes, da musikken allerede er noget, folk kender og kan bange med til. Der er selvfølgelig altid dem, der vil mene, at Vincent koger suppe på det her act, men det vil jeg lade folk om selv at bedømme. For mig handlede det denne aften om et legendarisk dødsmetalband på den lille scene i Studenterhuset, og hvordan det faldt for øre. Og jeg må bøje mig og sige, at det gjorde de sgu egentlig meget godt. Publikum tog godt imod dem på trods af, at de var erstatning for den "rigtige vare" (Morbid Angel skulle have spillet oprindeligt). Men når man får hele Studenterhuset til at blive indhyllet i et smukt tungt dødstæppe og publikum (dem, der var tilbage) til at gjalde med, så må man jo have gjort noget rigtigt. 1-0 til I Am Morbid.

7/10

Anmeldt af .

Tilføj kommentar