NOTBA4

Limp Bizkit - Significant Other

LBSO


Året er 1999. Vi runder 6 milliarder mennesker. Spongebob ruller over skærmen for første gang. Putin bliver præsident i Rusland. Verden over forbereder folk sig på dommedag i form af den frygtede Y2K-virus, og nu-metallen lægger sig som en dyne over det globale metallandskab. 1999 er også året, hvor Heavymetal.dk ser dagens lys. I 20 år har du således kunnet holde dig opdateret om hard rock- og heavy metalalbums og -koncerter samt se og læse interviews med alle dine favoritbands. Det kunne vi selvfølgelig godt klappe os selv på skulderen over, men vi vil meget hellere fejre dem, det i virkeligheden drejer sig om: nemlig alle de fede bands og deres musik. Her 20 år senere, kan vi så se tilbage på et par dekader, der har budt på talløse genrer, subgenrer, stigende og faldende interesse, mainstream og undergrund og ikke mindst et utal af anmeldelser. I løbet af 2019 vil vi derfor hver måned bringe en anmeldelse af nogle af de vigtigste udgivelser fra 1999 og vurdere, om de stadig holder, eller om man ”nok skulle have været der”.

Dengang nu metal var det nye sort

Mine damer og herrer, vi kommer ikke udenom det. Man kan ikke, som vi gør her på redaktionen, rette blikket tilbage mod 1999 uden at omtale minimum ét nu metalalbum. Så er I advaret. Klik væk nu, hvis I føler jer skræmt, for nu bliver det lidt grimt.

Grimt som 1990’erne, der i sandhed var et sært årti for metal. Store etablerede navne blev overhalet indenom af grunge og tyggegummipop, pladeselskaber med tunge tegnebøger blev taget med bukserne nede, og generelt måtte store dele af musikbranchen famle i blinde i håb om at finde gemt guld. Men, men, blind høne finder også... Korn (høhø). Både musikere og branchefolk så et potentiale, i hvad der senere skulle blive kendt som nu metal. Anført af den amerikanske kvintet med den traumatiserede bedemandslærling Jonathan Davis i front, havde de med deres indadvendte selvransagelse og bitterhed samt nedstemte instrumenter, hiphop-rytmer og Adidas-træningsdrager givet verden en forsmag på en subgenre, der hurtigt skulle gå hen og blive ganske populær. Og et af de bands, der hurtigt skaffede sig opmærksomhed senere i 90’erne, var fem flabede fyre fra Florida – Limp Bizkit.

Det var jo en anden tid, min dreng...”

I juni 1999 udgav Limp Bizkit deres anden langspiller, Significant Other, som hurtigt blev en kæmpe succes og bandets helt store gennembrud. Efter forgængeren, Three Dollar Bill, Y’all, var det en helt konkret beslutning fra både band og management, at det nye album ikke skulle være en gentagelse. Der skulle tænkes i nye retninger, og bandet skulle sætte sit helt eget præg på den nye bølge af heavy-møder-hiphop, så man ikke umiddelbart blev smidt i samme bås som Korn. Første skridt på vejen var at hyre Pantera-producer Terry Date til at sidde bag knapperne, og derudover hev man også fat i nu afdøde Scott Weiland, så frontmand Fred Durst kunne få coachet sin vokal. Andet skridt var, at de, i skarp kontrast til Korn, skulle være udadvendte og direkte i deres udtryk, og samtidig invitere til fest og ballade frem for kollektiv sump. Resultatet blev 15 skæringer, der dengang revolutionerede genren. Hovedsagligt “Nookie”, “Rearranged”, “Nobody Like You” og ikke mindst megahittet “Break Stuff” tog verden med storm. Og tag det fra en, der gik i gymnasiet dengang og gjorde alt for at være sej blandt de seje; alle ville være lige så badass som Fred Durst! Med sin no bull shit-attitude, det lille fipskæg og sin bagvendte røde Yankees-kasket, var vi en hel del, der endelig fik et passende idol. Durst var ikke et indadvendt tudefjæs gemt bag skovmandsskjorte eller dreadlocks. Nix, han var fandenivoldsk og sagde, hvad der passede ham, mens han bandede og svovlede sig igennem en tid, hvor “Parental Advisory” rent faktisk betød noget. Bag Durst var resten af bandet. Den altid bodypaintede guitarist Wes Borland og den utroligt dynamiske trommeslager John Otto var ophavsmænd til den uforlignelige energi, bandet blev kendt for. Og glem ej den dygtige Sam Rivers på bas samt tidligere House Of Pain-pladevender DJ Lethal. De var næsten det perfekte band, og betydningen af deres tilstedeværelse på den store scene må på ingen måde underkendes.

Man skulle nok have været der

Træerne vokser dog som bekendt ikke ind i himlen, men selvom det var tæt på, gjorde de det heller ikke for Limp Bizkit. Tiden løb simpelthen fra dem. Bevares, de havde også pæn succes med tredje album, Chocolate Starfish and the Hot Dog Flavoured Water, plus et gigantisk hit med det gamle The Who-nummer “Behind Blue Eyes”, men langtidsholdbare var de ikke.

Med nutidens øjne synes Significant Other i bedste fald som sjov nostalgi, men nok mest af alt som bovlamt og dumt. Det er faktisk kun de få ovennævnte numre, der bærer albummet, og resten af pladens sange er på ingen måde blevet bedre med tiden.

Significant Other fremstår i dag som et næsten komisk album på en del områder, og ender med i manges bevidsthed at stå tilbage som nu metallens røvballe-rock fra Bilka – placeret på hylden lige ved siden af Volbeat og Big Fat Snake. Primitivt, uden effekt og med nutidig relevans som en hulkortmaskine. Vi må anerkende og respektere, hvad albummet kunne i 1999, og dengang havde det helt sikkert scoret mindst otte kranier her på siden. Med nutidens briller nok snarere omkring det halve.

Kommentarer (1)

Jonathan Frost

Jonathan Frost

Indlæg: 6

Nu Metal

Er det ikke en tand for meget at sammenligne “Significant Other” pladen med tandløse Volbeat og Big Fate Snake? Du er lige hård nok. Limp Bizkit er ikke det bedste band, der findes på jorden men... :)

Tilføj kommentar