Last In Line

Præcis på slaget 20.00, blev scenen indtaget af Last In Line. Bandet består af de gamle Dio-medlemmer trommeslager Vinny Appice og guitarist Vivian Campbell, samt bassist Phil Soussan (Beggars & Thieves m.fl.), keyboardspiller Eric Norlander (Rocket Scientists m.fl.) og sanger Andrew Freeman (Lynch Mob). 

Sidste år udgav gruppen deres hidtil eneste udspil Heavy Crown, og med et par numre fra denne plade, samt en håndfuld legendariske Dio-skæringer, stod de for en opvarmning, som Amager sent vil glemme. 

Vellydende, veloplagte og fandens tight, greb kvintetten den gamle biograf ved kuglerne, og de gav ikke slip, før vi alle var blevet revet godt og grundigt rundt, til blandt andet “Holy Diver”, “Rainbow in the Dark” og “Stand Up and Shout”. Undervejs fik vi også “Starmaker”, der blev dedikeret til den afdøde bassist Jimmy Bain, samt en forrygende afslutning af 50 intense minutter med den hårdtslående “We Rock”. 

Forsanger Andrew Freeman, der både ligner og lyder som en kloning af Jesper Binzer og Andrew Strong, fremviste sit imponerende sangtalent, med et sjældent set overskud og nærvær. Og bakket op af nogle af den klassiske metals største veteraner, kan man næsten ikke bede om mere. Det var en magtdemonstration. Og en opvarmning undertegnede aldrig har set bedre.

Om Last In Line nogensinde kan headline deres egen turne som andet end et Dio tribute-band, kan der godt herske tvivl om. Men helt fantastisk var det. Kom gerne snart igen.

9/10

Testament

Efter den overdådige omgang klassisk heavy metal fra Last In Line, var det Testaments tur til at vise, at de kunne give det forventningsfulde publikum en lignende lektion, i den klassiske thrash. 

Veteranerne fra San Francisco var ligeledes i højt spillehumør, og anført af den uhyre veloplagte guitarist Alex Skolnick, og den altid glade luftguitar-spillende Chuck Billy, lagde Testament ud med titelnummeret fra deres nyeste skive Brotherhood of the Snake. Bortset fra frontmand Billys knap så høje mikrofon, var lyden og energien umiddelbart hvor den skulle være. Men selv efter de efterfølgende “Rise Up” og “The Pale King”, var det stadig som om energiniveauet sagtens kunne tåle et par nøk opad. 

Efter de første fem numre kom det dog; Chuck Billy henvendte sig til det vildskabs-hungrende publikum og erklærede at aftenen fra nu af stod i old school-thrashens navn, hvorefter kvintetten kastede sig ud i den altid medrivende “Into The Pit”. Og det blev taget bogstaveligt. Gulvet åbnede sig i Amager Bio, og det lukkede ikke igen på denne sublime aften. Nummer efter nummer, hev Testament flere og flere point i land med blandt andet “Dark Roots of Earth”, “Over The Wall” og “Practice What You Preach”. Stammedansen på gulvet blev vildere og vildere og kulminerede hen mod slutningen af koncerten, da publikum under Chuck Billys kyndige ledelse, blev beordret ud i en ondskabsfuld "wall of death", til tonerne af “The Formation of Damnation”. Man skulle ellers tro at energien var blevet brugt op under den thrash-centrifuge “Disciples of the Watch” førte med sig fem minutter forinden, men nej. Ikke aftenens publikum. De moshede så blodet flød og undervejs måtte en vagt endda eskortere et af ofrene ud af pitten, inden gulvet blev delt på midten. Ikke just det, de fleste af os laver på en normal søndag aften, men når Chuck Billy taler, så hører man efter. 

Fjorten numre var måske ikke så meget, men når man som Testament kan spille op til thrash-fest som ingen andre, så gør det ikke så meget. Bortset fra en lidt sløv start, viste de, at de mestrer deres håndværk til perfektion. Humøret, tilfredsheden og ekstasen kom helt op og ringe hos samtlige fremmødte. Og så gjorde det ikke så meget at konstellationen Last In Line og Testament umiddelbart virkede som et umage par. De bidrog nemlig, på hver sin vis, til en fantastisk aften.

9/10