Steel Panther - Train - 21. september 2016
Steel Panther by Nikolaj Bransholm

Steel Panther

Train, Aarhus C

Hold på pat og baller for det bliver en tand lummert

Der bredte sig en lugt af hårlak, sved og øl på Train torsdag aften. Der var nemlig fyldt godt op med et forventningsfuldt publikum, som var klar til en rock 'n' roll-indsprøjtning af amerikanske Steel Panther. Der herskede en fantastisk stemning allerede inden koncertstart, og selv om der ikke var blevet annonceret udsolgt i forsalget, så måtte dette næsten være nået i dørsalg, for der var virkelig pakket denne aften, og det er altid dejligt at se. Folk var mødt op i deres stiveste 70'er-rock puds, og man troede i et sekund, man skulle til at være med i en musikvideo eller var faldet i et sort hul og var ramlet direkte ned i de vilde 70'ere. Der var med andre ord, den helt rette stemning til det, vi skulle være vidner til.

Inglorious

Inglorious by Nikolaj Bransholm

Et nyt og godt bekendtskab rigere

Inden aftenens hovednavn stod der nemlig Inglorious på plakaten. Inden aftenens koncert, havde jeg ikke hørt så meget som en tone fra det britiske hard rock-band, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var en stor fejl. For de spiller virkelig fedt, og de fik for alvor sat gang i den store rockaften med nummeret ”Untill I Die”. Deres stil var gennemført og passede til deres 70'er-inspirerede musik og gjorde, at man for alvor stadig var i tvivl, om man stadig var til stede i det nye årtusinde. Der var god energi og masser af guitarlir, dog uden, at det var deciderede soli, men der blev kælet for instrumenterne, og man kunne virkelig se, at de nød at stå på scenen. Det gjorde bare, at jeg var med på den, hvilket jeg normalt ikke er i denne genre, det er mange år siden, jeg har kastet mig ud i den, men jeg nød sgu deres show.

Forsanger Nathan James gjorde det eminent! Hans vokal og fremtoning var overbevisende og nærværende. Han havde en god kontakt til publikum, og publikum var med. En stor procentdel af de fremmødte havde også valgt at give dette band en chance, så der var godt fyldt. Aftenens setliste bød også på Whitesnake-klassikeren ”Fool For Your Loving” i deres egen fortolkning som de selv sagde, og det var fandeme fedt, og folk var selvfølgelig vilde med dette indslag. Det var et godt show og et godt nyt bekendtskab, men desværre formåede de ikke at holde folk til ilden under hele showet. Bandet var med hele vejen, men det virkede til at være et nyt bekendtskab for mange af de fremmødte.  Sidste skud i bøssen fra bandet var nummeret ”Unaware” som jeg bed specielt mærke i, da det er et dejligt catchy nummer og en rigtig god afslutning på en god koncert.

Setliste:

Untill I Die
Breakaway
I Surrender (Russ Ballard cover)
High Flying Gypsy
Warning
Fool For Your Loving (Whtesnake cover)
You're Mine
Holy Water
Unaware

7/10

Steel Panther

Steel Panther by Nikolaj Bransholm

Sex, cocks and rock 'n' roll

Men vi skal længere ind. Vi skal helt ind i… Ja, I ved nok hvor jeg vil hen.. Med sætningen altså! Det blev i hvert fald utrolig lummert meget hurtigt. Det var nemlig blevet tid til endnu et nyt bekendtskab for mit vedkommende. Nemlig amerikanske Steel Panthers sex-, musik- og komikshow. De fire vilddyr gik på scenen i deres flamboyante dress og slap dyret fri til nummeret ”Eyes Of A Panther”. Der var fællesudløsning blandt publikum, og forløsningen var nået, for katten var ude af sækken, og nu skulle der fandeme festes. Og det var lige, hvad der blev. Salen eksploderede i ren ekstase, så meget at det måtte kunne måles på richterskalaen. Og i den retning fortsatte det, slag i slag, med, at vi efterfølgende fik serveret ”Just Like Tiger Woods” og festnationalsangen ”Party Like Tomorrow Is The End Of The World”. De var ikke til at stoppe, og det samme kunne siges om det talstærke og feststemte publikum.

Den tætpakkede sal og den evigt voksende fest, blev tilsyneladende for meget for et par stykker, da der pludselig udbrød et mindre slagsmål. Det fangede også bandets opmærksomhed og fik Michael Starr til at udtrykke sin store afsky med foretagendet. Guitarrist Stachel gjorde også sit til at få det stoppet med trusler om, at hvis de ikke stoppede øjeblikkeligt, så ville han være sammen med deres kærester.. Hvorefter han udbrød, i bedste Steel Panther-ånd, at han sgu nok ville det lige meget hvad, så de kunne bare fortsætte. Men vagterne fik slagsbrødrene skilt ad og smidt ud, så showet fortsatte ufortrødent, og det fik gudskelov ikke ødelagt den gode stemning. Bandets sjove bemærkninger var hele tiden med til at løfte humøret hos os alle, og folk morede sig umådeligt i selskab med det tændte band.

Vi fik også en lektion i hvor simpelt det hele kan gøres i et guitarmedley, som tog os igennem de klassiske riffs hos bands som Black Sabbath, Metallica og Guns n' Roses. Specielt ”Iron Man”-riffet fik folk med. Det var super fedt, og folk sad på hinandens skuldre og skrålede med. Der opstod også adskillige crowdsurfs under koncerten, og det giver et godt billede af, hvilket niveau vi var oppe på denne aften. Der var talrige sjove indslag, og traditionen tro blev der hevet en pige op på scenen til sangen ”Girl From Oklahoma” med dertilhørende diverse pilleri og lumre bemærkninger. Sjovt eller plat, det faldt i hvert fald ikke lige i min smag. Nok var det hyggeligt og sjovt, men jeg syntes, til sidst, at der blev lidt for meget stand-up og for lidt musik.

Men den lumre tråd fortsatte, og der blev hevet 17 piger på scenen til nummeret ”17 Girls in a Row”. De stod nærmest i kø for at få lov til at komme op på scenen og feste med Michael Starr og co. Igen var det ikke lige min kop te, og ærligt talt syntes jeg ikke, det var så varmt, som nogle af pigerne på scenen syntes. Der var i hvert fald flere af dem, der begyndte at klæde sig af, og ja, fred være med det. Det hele blev dog lidt mere spændende, da de valgte at hive en mand fra publikum op på scenen til at synge. Det var et fedt indslag, og så kunne han jo også rent faktisk synge, men det var nu ingen hemmelighed, da han er forsanger i bandet Tainted Lady!  Men så går det op for mig, at min kæreste, som har stået ved min side hele aftenen, pludseligt også befinder sig på scenen med den store flok liderbukke. Jeg måtte da lige knibe mig i armen en ekstra gang og, trods alt, berolige mig selv med, at hun bare gjorde det for at hygge sig – you go girl! Da jeg efterfølgende så, at hun fik stukket en bollebillet/backstage-kort i hånden, besluttede jeg, at det var tid til at komme hjem, da mine tanker gik på Stachels udmelding tidligere på aftenen. Spøg til side. Jeg holdt selvfølgelig fast i min kæreste og så showet færdigt.

Setliste:

Eyes Of A Panther
Just Like Tiger Woods
Party Like Tomorrow Is The End of the World
Asian Hooker
Turn Out The Lights
Let Me Cum In
Guitar Solo/Medley
It Won't Suck Itself
She’s On The Rag (akustisk)
Girl From Oklahoma
17 Girls In A Row
Gloryhole
Community Property
Death To All But Metal
Fat Girl
Party All Day
 

9/10

Men alt i alt en gennemført aften, som bød på en positiv overraskelse i form af Inglorious og et fabelagtigt morsomt og velspillende Steel Panther. Igen var lyden på Train rigtig god på trods af, at jeg stod dårligt placeret under hele koncerten. Cocks up.. Eller jeg mener selvfølgelig thumbs up for en rigtig god aften.

Se det fulde billedegalleri her: https://www.flickr.com/photos/bransholm/albums

Tilføj kommentar