Six Feet Under og Debauchery

Godset, Kolding

Deathember

Deathember, der er fem år gammelt og fra vort kære naboland Sverige, var første band til at gå på scenen denne aften, der nok meget passende var fredag den 13. De fem svenskere spillede lidt under en halv time, og det er nok det mest positive jeg har at sige om denne oplevelse. Musikken var skam okay, bevares, men jeg har sjældent oplevet så genreforvirret et band. Tempoet skiftede ustandseligt, ligesom forsangeren i løbet af en enkelt sang snildt kunne komme omkring både high pitch og guttural growl. Ligeledes mangler en del af deres sange blot et breakdown, for at kunne betegnes som core. Det hjælper ikke på min undren, at de på deres Facebook-side beskrives som værende groove, og på metal-archives melodic death. Til deres ros må det siges, at de skam spillede det helt okay - hvad det end var de spillede, og energiniveauet på scenen var højt hele koncerten igennem.

Karakter: 3/10

Furious Anger

Aftenens andet, og noget mere behagelige indslag, var tyske Furious Anger, der i godt og vel en halv time virkelig gik til den med vikingeinspireret death, der var mere eller mindre vellykket. Du kender typen - melodisk, men stadig så brutalt som genren nu tillader, ligeså mange torshammere som bandmedlemmer, og en forsanger med langt, lyst hår, der growler mens han taler til publikum. I det hele taget var der virkelig meget Amon Amarth over deres koncert, og havde man givet dem et vikingeskib i realistisk størrelse som scenerekvisit, havde de sikkert med glæde taget imod. Furious Anger var gode til at få publikum med, og aftenens første moshpit blev sat i gang under "Viking's Revenge", mens resten af det voksende publikum dog holdt sig noget skeptisk i baggrunden. Furious Anger formåede at holde et det nogenlunde hårdt, selvom forsangeren et par gange gik over til ren vokal, hvilket han egentlig bare frabedes efterfølgende. Et - ganske vellykket, faktisk - afbræk i det nogenlunde brutale møde med Furious Anger, var deres ret atmosfæriske og langsommere "The Frozen Storm From the North" (selvfølgelig hed den det, hvad ellers?), hvilket nok var koncertens højdepunkt for mit vedkommende - og især det nummer lød ufatteligt meget bedre live, end det gør på deres ep. De afsluttede med "Das Land der Väter", og til forsangerens ros skal det siges, at han ruller mindst ligeså meget på r'erne som Till Lindemann - hvis ikke mere. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at det var tyskere vi havde med at gøre!

Karakter: 6/10

Frantic Amber

Her har vi at gøre med endnu et af de bands, der helt klart overrasker positivt live. Selvom lyden ikke var helt med dem, og konsekvensen var en rimelig dominerende tromme, og at forsangerens koordination ikke var lige god hele tiden, så giver det et meget bedre indtryk af bandet at se dem live, end blot at lure lidt på dem på Spotify. Det interessante ved Frantic Amber, i forhold til aftenens øvrige musikalske indslag, er at det eneste mandlige medlem er deres trommeslager. Der var en kæmpe opbakning fra publikum hele koncerten igennem, men hvis ikke bandet havde bestået af fire letpåklædte kvinder - no hate, så havde det bare været endnu et band på niveau med de to foregående. Igen er der tale om dødsmetal, der dog er rimelig easy listening - men det passer jo ret godt til de resterende band, om hvilke man kan sige det samme.

Karakter: 7/10

Debauchery

De væmmelige tyskere i Debauchery kender vi fra bla. Slayer-covers og deres meget kritiserede Germany's Next Death Metal-album, som anmelderne (inkl. undertegnede) elsker at hade. Selvom man måske - ud fra bandfotos og musikvideoer (og mængderne af blod i disse) - kunne fristes til at tro, at Debauchery spiller brutal death metal, er det langt fra tilfældet. Der er snarere tale om noget blodigt hard rock med elementer fra dødsmetal - deriblandt naturligvis vokalen. Dog bliver jeg nødt til at sige, at selvom koncerten størstedelen af tiden var udmærket, så prøvede forsanger Thomas, "the man in blood", lige lidt for hårdt - der er altså en grænse for, hvor ond man kan lyde. Også når det gælder forsangeren i Debauchery. Derudover blev det hurtigt kedeligt og rimelig ensformigt - selvom bandets blood babe (stripper, der smører blod ud over sig selv, red.) var et ret populært indslag undervejs hos den mandlige del af publikum. Om det var en lidt for nem måde at score point på, kan godt diskuteres. Uanset de mangler, som jeg synes koncerten havde, så er det ikke til at komme udenom, at Debauchery til fulde lever op til det image, som de med deres musikvideoer og generelle omtale har fået skabt sig. Deres fremtoning på scenen, iført slagterforklæder og indsmurte i blod sætter dem rimelig meget i bås - og det er vist også meningen. Men lad dig ikke snyde af udseendet, Debauchery lyder på ingen måde så brutalt, som de fremstår.

Karakter: 6/10

Six Feet Under

Aftenens hovednavn, Six Feet Under, er der rimelig delte meninger om. Generelt kan det dog siges, at selvom forsanger Chris Barnes og hans halvanden meter lange shitlocks er yderst ucharmerende at se på, så leverer han altså det han skal live. Egentlig bliver jeg også nødt til at indrømme at Six Feet Under er endnu ét af de bands, der bare konsekvent lyder uendeligt meget bedre live, end meget af det - lettere tvivlsomme - materiale de har lavet gennem årene gør. Jeg vil nødig lyde alt for kvalmende positiv, men jeg har meget få dårlige ting at sige om Six Feet Unders optræden - og især det faktum at de spillede en del af de ældre sange, var noget der gav point på fangirl-skalaen. Aftenens højdepunkt for mit vedkommende var "Seed of Filth", men også numre som "The Day the Dead Walked" og "Torn to the Bone" var blandt noget af det absolut bedste. Der blev sluttet af med "Hammer Smashed Face", og det var i den grad noget som publikum bifaldt. I det hele taget tror jeg, at langt de fleste fik nøjagtigt hvad de kom efter - for måske er Six Feet Under ikke det mest uforudsigelige band, men denne fredag leverede de en upåklagelig liveoptræden.

Karakter: 8/10

Tilføj kommentar