DETEKTOREN

Scorpion Child

Beta, København S

Officiel vurdering: 9/10

Fantastisk aften i retro-rockens tegn!

En tirsdag aften i april blev undertegnede skribent sendt i byen på en mission; De amerikanske retro-rockere fra Scorpion Child var i byen, og der skulle laves både koncertanmeldelse og interview. Og sikke en aften det blev! Interviewet kan læses andetsteds her på siden, men anmeldelsen kan du læse lige her.

Jackson Firebird

Klokken havde efterhånden sneget sig frem til omkring 19:56. Jeg stod i baren, i færd med at betale min iskolde fadbamse, som de flinke frivillige på Beta lige havde serveret for mig, da masserne begyndte at trække ind i salen. Aftenens første support, australske Jackson Firebird, havde åbenbart tænkt sig at gå på til tiden. Øllet blev betalt og jeg fandt mig en plads, hvorfra jeg kunne se to personer i færd med at gøre klar - en høj Jesus-lignende gut og så en lidt mindre fyr, der mindede om en surfer, der var gået forkert. Var det bandet? Indrømmet, jeg havde ikke læst på lektien hjemmefra og sat mig ind i hvem de to herrer var, men det skulle blive en overraskelse af den gode slags.

Første tone blev slået an, og så var der ellers gang i den. De to australiere udgjorde en White Stripes-agtig duo med kun guitar og trommer, og netop den sammenligning, tillagt 25 procent Nirvana-grunge, er hvad der bedst kan betegne Jackson Firebird, som med vanvittig energi og sublimt guitarspil gav os allesammen en helvedes potent opvarmning, samt en lektion i hvordan grunge og hård blues kan mødes i en smuk symbiose.

Lyden var overraskende god i Betas snævre, men intime, rammer. Numrene var korte og præcise, og samtlige af dem sad lige i skabet. Inklusive Nirvana-nummeret “School", der blev leveret som en hyldest til Kurt Cobain. Publikum var tændte, imponerede og i højt gear, og en fandens god aften ventede lige om hjørnet.

Da folk var færdige med at måbe og samle deres kæber op fra gulvet, blev der igen trukket mod baren. Og på vej derud hørte man folket mumle: “Skal vi lige ned i shoppen og finde deres plade og en t-shirt?"

8/10

Horisont

Næste band på scenen var den svenske kvintet Horisont, der ganske passende også spiller en hulens fed omgang heftig retro-rock. Til forskel fra både Jackson Firebird og hovednavnet har Horisont dog også hentet lidt inspiration fra den britiske 70’er-metal. Dette kom tydeligt til udtryk i det harmoniske “twin guitar"-samspil mellem de to guitarer, der ledte tankerne tilbage på bands som Judas Priest og Iron Maiden, men hovedsageligt var det forsangerens sangstil, der ofte søgte mod de høje toner, som vidnede om bandets inspirationskilder. Enten var det lyden, som nu desværre var gået hen og blevet lidt mudret, eller også var det den lange turne, der havde sat sine spor - men netop stemmen, der var sat i scene til at skulle bære en god del af musikken, kunne desværre ikke ret meget og ødelagde helhedsindtrykket en anelse. Rigtig ærgerligt, for det var ellers en fed energiudladning af de helt store, som vi var vidner til.

Genremæssigt passede svenskerne perfekt ind, og trods skønhedsfejl fyrede de den rigtig godt af.

7/10

Scorpion Child

Så havde klokken efterhånden nærmet sig de 22, og det var blevet tid til aftenens hovednavn; Amerikanske Scorpion Child har sammen med utallige andre bands sat Texas-byen Austin på det kunstneriske verdenskort. Det selvbetitlede debut-album, og ikke mindst singlen “Polygon of Eyes", fik det meste af verdens musikpresse til at spå bandet en stor fremtid, og det med rette! Deres retro-rockede udtryk kombineret med en mere moderne sangskrivning, er nemlig ikke bare rock for rockens skyld. Det er meget mere sofistikeret og nyt i sit udtryk, end hvad der ellers florerer, men det er samtidig et band, der er tro mod sine rødder.

Spændingen ulmede lidt i Betas lokaler, mens folk fik tanket op i deres ølkrus. I februar sagde bandet nemlig farvel til både rytmeguitarist og trommeslager, og måtte i al hast hyre Jon Rice (ex-Job For A Cowboy) til at styre gryderne samt herefter være en kvartet, da man besluttede at fortsætte med kun én guitarist i form af Chris Cowart. Som om dette ikke skulle være nok, forlod bassist Shaun Avants bandet kun fire dage før aftenens koncert(!) og derfor var der fundet en midlertidig erstatning på rekordtid. Altså var der kun to af de originale fem medlemmer på scenen denne aften, så det var selvsagt spændende, om de kunne indfri det tændte publikums forventninger.

Trods strid modvind i de seneste par måneder, og et turné-program der ville have efterladt enhver fuldkommen udmattet, gik Scorpion Child på scenen med en fantastisk energi. Især udstrålede den blændende sanger Aryn Jonathan Black, en selvsikkerhed og karisma som de fleste andre rocksangere kun kan drømme om at opnå en dag. Udover at være en fantastisk dygtig sanger, også på denne aften, havde han publikum i sin hule hånd fra start til slut. Resten af bandet virkede også veloplagt, og med det kastede de sig ud i alle deres bedste numre. Især “Salvation Slave" og “Liquor" blev leveret med et blændende drive, og undervejs blev der også plads til et par nye numre, som passede glimrende ind i resten af settet.

Den nye trommeslager Jon Rice imponerede bag trommerne, og det samme gjorde den midlertidige erstatning på bassen, som jeg desværre ikke fik navnet på. Hvis Scorpion Child på denne aften var trætte ovenpå en hård turné, samt påvirkede af deres udskiftninger i lineuppet, var det ikke noget de viste publikum.

Så kom øjeblikket vi alle stod og ventede på; Guitarist Chris Cowart trådte frem på scenen og spillede åbningsriffet til supernummeret “Polygon of Eyes" til publikums store fryd. Salen gik i selvsving, og undertegnede var ved at blive væltet af en knægt, der skulle op på de forreste rækker med bajere til vennerne, så de alle kunne smøre stemmebåndene og være klar til at skråle med på sangens sublime omkvæd. Gutten fik endda en chance for at vise sine sang-evner frem, da Aryn Jonathan Black lod mikrofonen gå på omgang blandt publikum. Sikke en fest og sikke en sejr for et band, der, trods heftig modgang og omfattende træthed, sejrede på flot vis.

Scorpion Child er et band, der lever og ånder for deres musik. Bandet er ikke blot et arbejde for dem - det er en livsstil! Passionen, viljen og det frø som rockguderne har plantet i disse drenge, er hvad der driver dem. Det er oprigtigt, og ikke mindst ægte!

Efter koncertens afslutning tager de sig sågar tid til at sludre lidt med mig og et par af deres fans. De er nogle super fede gutter - trætte efter de sidste måneders strabadser - men, som Chris Cowart fortalte mig: “Denne turné har været super hård, og når vi kommer hjem til Austin skal vi bare sove i tre-fire dage. Men når vi så oplever aftener som i aften, hvor man har den form for nærhed med et tændt publikum, så er det det hele værd. Det var awesome!!"

9/10

Tilføj kommentar