Velkommen til enden
Vi har tidligere været særdeles glade for syrerockerne i Scorpion Child. Ni lange år, en opløsning af bandet og en gendannelse med omfattende udskiftning af medlemmerne er der gået siden sidste udspil, Acid Roulette. Forsanger Aryn Jonathan Black er som den eneste blevet på posten og har samlet et nyt hold musikere omkring sig. Med friske kræfter som veritabel musikalsk energiindsprøjtning er texanerne endelig klar med deres tredje langspiller med den knap så mundrette titel I Saw The End As It Passed Right Through Me. Det ligger næsten i titlen, at bandet har bevæget sig i en ny retning, men er det så til det bedre, eller skulle de være blevet ved syren?
Dystert, dragende og dejligt
Som så mangen redaktionel kollega allerede har pointeret, så er den sidste tid på året ensbetydende med, at vi her på redaktionen skuer bagud. Ikke bare i den forstand, at vi gør status over højdespringere og bundfald, vi forsøger også at afdække det, vi missede. Én af de frafaldne er således Scorpion Child. Og hvor er jeg glad for, den havnede i mit skød.
Det står allerede på åbningsnummeret “Be The Snake” klart, at Scorpion Child klæder sig i mørkere gevandter end hidtil. Hvor forgængeren, Acid Roulette, tappede dybt ned i 70’ernes psykedeliske toner – krydret med lidt blues – læner End sig over mod dystre toner og tematikker. Resultatet er en vellykket fusion, hvor en ildevarslende sonisk atmosfære bebuder undergang. Ja, enden lurer ikke blot i det fjerne, den er her allerede. Til og med i os – apropos albummets titel – og det skal vi nu engang værsgo at forholde os til.
Det har dog sjældent været så smukt at beskæftige sig med noget så forfærdeligt. “See The Shine” bygger med sine drømmende, melankolske toner en længselsfuld stemning op, der hen mod nummerets sidste del forløses i en opvågning, hvor indebrændtheden slippes løs i fri galop, der fortsætter ind i “The Starker”. Et fantastisk eksempel på, hvordan man pacer en plade. Temposkiftet taber aldrig pusten, og dynamikken fastholdes – det samme gør lytterens interesse. Det er slet og ret svært at finde et svagt punkt på denne plade, hvor musikerne folder sig ud, uden at slås om pladsen. De herrer, guitarister Savage og Arostone, formår at drage lytteren med deres melodier og leads, alt imens Henderson balancerer groove og aggressiv fremdrift på trommerne. Det hele bindes sammen af Condits dystre og forførende basgange, der til tider leder tankerne hen på de elementer, Geezer Butler bragte til bordet i Black Sabbath. I centrum står Black og pisker som en ung Robert Plant budskabet ind i øregangene. Al denne skamløse namedropping yder dog ikke værket retfærdighed, for selvom sammenligningerne uden tvivl melder deres ankomst, så kan Scorpion Child sagtens stå på egne ben. Hør bare pladens stærke duo af afslutningsnumre, hvor “Godskin” en sidste gang får sindene i kog, inden værket stedes til hvile med den hjemsøgende lamentation “Hanging Sun”. Min eneste anke, da tonerne klinger ud, er, at jeg gerne vil have mere.
Storladenhed i lommeformat
Med sine 37 minutter fordelt på otte numre er End så bestemt en kompakt sag. Scorpion Child formår på den korte tid at krænge store følelser helt ud i stratosfæren, og det er da prisværdigt, at herrerne modstår fristelsen for bare at fylde på. Men når nu deres nyfundne formel fungerer så godt, så kunne jeg godt have tænkt mig bare lidt mere af samme kaliber. Texanerne formår ydermere at sende en hilsen til fordums genremestre, uden produktet fremstår patetisk eller plagierende. Til stadighed føjer bandet nuancer til deres psykedeliske univers, og de dystre, ja, til tider nærmest gotiske toner klæder dem i allerhøjeste grad. Vi kvitterer med otte store kranier og et håb om mere af samme skuffe.
