Anmeldt af Mike Sabroe
Må man undvære noget i lang tid, lærer man ofte at sætte pris på det. Det er en læresætning, de fleste kender. Men det er længe siden, den har beskrevet en følelse så præcist som til en metalkoncert under postpandemi; høj, tordnende musik, lugten af teaterrøg, dyre fadøl, lange køer til toilettet og fulde gensyn med diverse bekendtskaber.
Det har mange mennesker måttet vente mere end et år på at opleve igen – bands såvel som publikum. Men fredag aften til Nordic Noise Festival i Amager Bio blev dette savn endelig forløst for en beskeden, men energisk publikumsskare, der havde sikret sig billet til aftenens festligheder.
Fredag
Aftenen bar dog stadig præg af tiden. Det kunne mærkes på alle bands, at støvet lige skulle rystes af og liverutinen skulle på plads igen. Det stoppede dog ikke et eneste af aftenens bands fra at spille et brag af en koncert!
Desuden foregik koncerten siddende, hvilket besværliggjorde almindelig koncertadfærd. Det forhindrede dog ikke de fremmødte gæster i at headbange, som gjaldt det livet. Et sært syn, anmelderen personligt aldrig har set. Det er dog samtidig en stærk påmindelse om, at passionen for metal lever dybt i folk – uanset omstændighederne!
Meridian - 7/10
Aftenens første band var Meridian, og noget siger mig, de har været ekstra utålmodige for at komme i gang med at spille live igen. De begyndte i hvert fald deres sæt, før guitarist Martin Andersen kunne få smidt spaden over skulderen. Men professionelle som de var, kørte de ufortrødent videre og spillede, som om intet var hændt. Sættet blev indledt af tre sange fra deres “Margin of Error”-plade, der satte stilen for bandets lyd. Den britiske heavy metal havde indtaget Amager Bio: hvinende guitarsoli solid rytmesektion med bas og trommer i fedt sammenspil og ikke mindst Lars Märker, hvis vokal var imponerende – både i sin styrke og præcision. Så imponerende, at man næsten ikke savnede deres harmonistemmer fra indspilningerne.
Det er dog ikke nemt at være det første band sådan en aften – især ikke efter så lang en pause. Men som et godstog, der skal bruge lidt længere tid på at komme op i fart, fandt Meridian energien frem efter starten på deres ørehænger, “Hero Forever”. Op på bjerget, vind i håret og fuld fart derudad! Her må gives en ekstra hånd til Martin og hans solospil. Godt nok stod han meget alene på sin side af scenen, men den plads blev fyldt ud af smagfulde soli og lækre bends.
Desværre benyttede bandet generelt ikke scenen godt nok i forhold til scenens størrelse. Først efter det sjette nummer opdagede bassisten den anden side af scenen og kom på besøg. Anmelderen er ikke af den overbevisning, at man absolut skal gå scenen tynd under en koncert, men Meridians musik fortjener at blive afspejlet i deres stage presence.
Der kunne godt være brugt mere tid på at opbygge en mere varieret setliste. Deres bagkatalog kan bære det, og det ville gøre hele oplevelsen meget mere flyvende, så den gik hånd i hånd med deres musikalske udtryk. Op på bjerget, ned i dalen og hen over trætoppene.
Det var hårdt at være i gang igen – det lagde bandet ikke skjul på. Men det var ikke meget, man mærkede til det hos Meridian.
Pectora 8/10
Lyset sænkede sig, røgen fyldte scenen og tonerne af Requiem for a Dream bredte sig i “biografen”. Én efter én indtog bandmedlemmerne scenen og med bragende lilletrommer satte Nicolas Frandsen koncerten i gang med “Unkindled Flame”! Kort efter stryger Pectoras nye forsanger, Phil Butler, ind på scenen kun iført læder og selvtillid, der blev skyllet ned med en stor portion attitude.
Netop bandets nye forsanger var et spændende spørgsmål, der skulle besvares. Ville musikken kunne opretholde samme standard med en fundamentalt anderledes vokal? Det korte svar er ja! Den britiske, Rob Halford-esque vokal formåede ikke kun at følge med, men endda at løfte musikken til nye højder – det var i den grad godkendt.
Som så mange andre bands har Pectora dog ikke ligget på den lade side under lockdown, og allerede efter første nummer får vi en forsmag på deres kommende plade med nummeret “Twilight Knights”. Efter lidt slinger i valsen kom de godt afsted. Et lækkert nummer, der pirrede nysgerrigheden om deres fremtidige bestræbelser. Fra nyt går bandet tilbage til EP’en “Redemption” fra 2017, hvor bandet viser sig fra sin bedste side med solidt sammenspil. Der er sågar plads til en lækker bassolo fra Laurids Münier – mere af det, tak!
Her skal lige tilføjes ekstra point for den bedst sammensatte setliste på aftenen. Blot seks sange, men med en god forståelse for dynamisk progression og sangenes udtryk behøver man som sådan ikke mere. Der var dog lidt hist og her, hvor det kunne høres, at live-støvet lige skulle rystes af. Det var dog ikke noget, der ødelagde oplevelsen på nogen måde. Bandets forståelse for at positionere sig på scenen var ligeledes imponerende. De bevægede sig dynamisk rundt, besøgte hinanden og viste generelt en glæde ved at stå på scenen igen! Deres guitarist, Morten Nielsen, formåede endda ikke bare at udforske scenen horisontalt, men også vertikalt – det ser man ikke så tit.
Koncerten blev sluttet af med bandets hit, “The Arrival”. Efter en lang og lækker intro gik sangen i gang med et brag, der spillede tøjet af publikum – bogstaveligt talt. Mod slutningen greb bandets nye forsanger endda en guitar, og de fløj mod slutningen af sangen i en trestemmig guitarlead, der virkelig afsluttede nummeret på episk vis.
Hatesphere 6/10
Man kunne næsten tilgives for at tro, hele aftenen var i heavy metallens tegn, men det havde Hatesphere i sinde at ændre. Til tonerne af “The Persuaders”, intromelodien, strøg bandet på scenen og fik med det samme givet publikum et ordentligt spark i ansigtet – SÅ var festen officielt sat i gang! Lydbilledet skiftede markant fra det melodiske og pæne til det grimme og fandenivoldske underbygget af buldrende trommer, distortion skarp nok til at skære sig på, og en baslyd så tung, den kunne slå enhver omkuld. Hatesphere var i Amager Bio, og de mente det alvorligt!
Med til koncerten havde bandet Michael Olsson på vokal, og der var ingen tvivl om, han ejede scenen! Spandevis af attitude og energi var opskriften på et solidt sceneshow. Resten af bandet støttede ligeledes Michael med masser af energi og selvtillid, der kunne mærkes helt nede bagerst i salen. Alt i alt imponerende hvordan bandet formåede at få en sal af siddende gæster til at gå så meget amok!
Niveauet fortsætter med “500 Dead People”, hvor sangens dynamiske opbygning virkelig fik gang i selv de mest stillesiddende blandt publikum. Især deres langsommere stykke mod slutningen af sangen fik virkelig revet godt op i folk.
Generelt var bandet enormt gode til at støtte hinanden – både musikalsk og performancemæssigt. Var der et break, var alle medlemmer på og bakkede op. Det gjorde virkelig, der kom en enormt god sammenhæng i koncerten, der virkelig blev afspejlet af publikums entusiasme.
Efter en lang periode med høj energi og tørre tæsk, gik bandet ned i tempo med sangen “Drinking with the Kings of Dead”. Et lækkert afbræk i koncerten med nogle vibes, der mere mindede om groove metal i bedste Pantera-stil. Det var dog desværre ikke alle, der var enige i den opfattelse, da luften gik fuldstændig af ballonen – både for bandet og publikum. Om det var, fordi publikum allerede var træt, ud af træning eller noget helt tredje vides ikke, men energien forsvandt. En skam, når bandet ellers havde enormt godt fat i publikum.
Der blev dog hurtigt sat gang i løjerne igen, og Michael Olsson tvang nærmest folks nakker til at headbange. Han ville have dig med og han mente det!
Det skal dog også nævnes, at niveauerne ikke var de bedste. Især bassen var enormt høj, men det kan bandet næppe klandres for.
På trods af dette gjorde bandet det, de havde sat sig for. Hatesphere kom for at holde fest, og fest blev der holdt – det meste af tiden.
Illdisposed 7/10
Aftenens sidste band var velkendt for mange og har haft stor indflydelse på både bands og fans. Så det er altid lidt af en begivenhed, når Illdisposed spiller op.
Det startede godt – i stedet for en intro på backing track spillede bandet selv en lang og opbyggende intro, der virkelig lagde en solid bund for deres koncert!
Illdisposed satte fra starten af et højt, professionelt niveau, der bar hele koncerten. De har med andre ord prøvet det et par gange før.
Bo Summer kommanderede scenen roligt, men autoritært med sin attitude, mens han brølede sig til alles opmærksomhed. Med sin velkendte sarkasme underholdt han mellem numrene som en jysk heavy-skjald. Det var tydeligt, han tog pis på sig selv, men tog musikken seriøst – præcis, som det skal være!
Med til koncerten var også bandets nyeste medlem Rasmus Henriksen, der tidligere er kendt fra bandet “Crocell”. Hans musikalske niveau var der ingen tvivl om, men desværre var hans lyd væsentligt lavere end resten af bandet. Selvfølgelig ikke noget, de havde kontrol over, men en skam uanset. Et lækkert afbræk kom med nummeret “Dark”, hvor Bo Summer endda leverede en fed clean vokal i omkvædet. Det klædte virkelig bandet og skabte en rigtig fed dynamik i musikken.
Et gennemgående tema for koncerten var også Summers nærmest mystiske tilstedeværelse på scenen. Røgen gjorde sit til, at han kunne træde ind og ud af scenebilledet, næsten uden man lagde mærke til det. Det gav en enormt fed stemning og samtidig god plads til resten af bandet. Godt halvvejs i settet fik bandet ny energi, og det lød nærmest, som om der lige blev skruet lidt ekstra op for musikken.
Ligesom Pectora har Illdisposed heller ikke ligget på den lade side det sidste halvandet år og havde derfor taget en ny sang med, “Drink It All”. Sangen var anderledes, end hvad de ellers havde præsenteret i løbet af aftenen; masser af blast beats og fræsende guitar, men stadig med deres karakteristiske og veldefinerede lyd.
Her var det dog tydeligt, at størstedelen af publikum var kommet for at høre de sange, de allerede kendte, og energien faldt betydeligt under det nye nummer – et regulært ”spil den med Slayer”-øjeblik. Herfra glæder vi os dog til at høre, hvordan det næste skud på Illdisposed-stammen kommer til at lyde! Der var dog sektioner af numrene, især mod slutningen, hvor guitaristen og trommeslageren ikke helt var enige om, hvem der førte an. De redte sig dog godt ud af det. Aftenens blev sluttet af med “Sense the Darkness”, hvor en flydende overgang fra backing track til bandet selv virkelig satte et solidt punktum for et velsmurt stykke fra Aarhus! Alt i alt, bortset fra et par småting hist og her, en stærk præstation fra Illdisposed – de kan stadig, og de kører stadig for fuld kraft!
Lørdag
Dagens program bød på en noget mere sammenhængende oplevelse, hvor temaet blandt andet stod på høje renvokaler, fede soli, kompetente trommeslagere, masser af attitude og rock’n’roll. Spændende var det også, at vi skulle opleve to bands, der havde deres begyndelse med godt 30 års mellemrum, Timechild og Mercenary.
Desværre var der også et andet knap så spændende tema på dagen. Med så mange andenstemmer, backingvokaler og lignende skulle der virkelig have været mere lyd på deres mikrofoner. En skam, men ikke noget der ødelagde oplevelsen på nogen måde.
Timechild 6/10
Aftenens første band var samtidig også det nyeste band. Så nyt, at de havde spillet deres første koncert nogensinde dagen før. Der var dog umiddelbart ikke meget nervøsitet at spore hos bandet. Til lyden af et stemningsfuldt mandekor gik bandet på scenen og indledte koncerten med en lækker blanding af flot og kraftfuld vokal bakket op af tunge, sløve guitarriffs.
Bandets trommeslager, Martin Haumann, der blandet andet er kendt fra sit soloprojekt Mother of All og tidligere fra Myrkur, viste sine evner frem bag trommesættet med lækre fills, solid groove og små, frække detaljer, der var en fryd for enhver musiknørd. Bandet havde generelt en meget selvsikker og professionel fremtoning.
Ligeledes godt gik det med aftenens andet nummer, men fra tredje nummer begyndte der at vise sig en usikkerhed hos bandet, der afspejlede en manglende erfaring sammen som band. Sammenspillet var rodet, og til tider lød det, som om bassen var et helt andet sted. Måske et kunstnerisk valg, det vides ikke, men rodet lød det.
Vokalerne var der dog styr på ,og til nummeret “The Bite of Frost” fik de virkelig lov til at udfolde sig. Her blev rummet fyldt af smukke vokalharmonier, der fik tid og plads til at vokse og fortælle en historie. Desværre var der igen småting her og der musikalsk, der ikke helt underbyggede de stærke vokaler.
Det var tydeligt at høre, hvor Timechild vil hen med deres musik, og langt hen ad vejen er de også kommet i mål. Det handler bare om flere timer i øvelokalet, så sangene kan oversættes bedre live og virkelig kan komme til deres ret!
Black Swamp Water 8/10
Vi kender nok alle den lidt punkterede følelser af at se sit favoritband live for kun at blive skuffet over, at de ikke præsterer lige så godt live som på pladen. Men hvad nu, hvis der var et band, der gjorde det stik modsatte? Må jeg præsentere: Black Swamp Water.
Koncerten blev åbnet af et lækkert stykke steelguitar fra “Badlands”, inden bandet lagde hårdt ud med “Bitter Harvest”, der perfekt repræsenterede, hvad de har at byde på. Det var nemt at fordybe sig i deres univers, der mest af alt frembragte billeder af den amerikanske “bayou” og en stor, endeløs ørken. Skulle man køre tværs over USA, er Black Swamp Water et godt bud på køremusik!
Rytmesektionen sad lige i skabet, og der var ingen tegn på usikkerhed. Men med Kim Langkjær Jensen, tidligere trommeslager for blandt andre Dawn of Demise og Illdisposed, var det nu ingen overraskelse.
Hele koncerten igennem var det tydeligt, at bandet elsker at spille live. De havde en kæmpe fest på scenen, og alle var inviteret. Men jeg er overbevist om, at de havde spillet lige så fedt og med lige så meget attitude, hvis de spillede i en fugtig kælder som på en scene. Selvtilliden og kompetencen var i top, og selvom bandets forsanger, Bjørn Bølling Nyholm, ikke bevægede sig voldsomt meget rundt på scenen, udstrålede han alligevel en autoritet, der var enormt fængende. Med sangen “Better Days” ændrede bandet stil og frembragte associationer til D:A:D og Dizzy Mizz Lizzy – hvilket på ingen måde er en dårlig ting!
Til slut blev vi præsenteret for et nyt nummer, “Roll Over”, der er at finde på bandets kommende plade med udgivelsesdato d. 20. august. Det kan kun blive godt, hvis det her er niveauet. Der var generelt ikke meget at sætte en finger på med Black Swamp Water. Har man muligheden for at tage en tur i sumpen og holde fest med dette band, går man ikke skuffet derfra!
I'LL BE DAMNED 7/10
Det høje niveau fortsatte med I’LL BE DAMNED, en omgang hårdtslående rock’n’roll uden kompromis fra Aarhus – og hårdt blev der slået! Der blev ikke tid til at trække vejret mange gange, da først I’LL BE DAMNED gik i gang. Energien var høj fra første taktslag, og især bandets bassist tog bandets sceneshow på ryggen og bar det gennem hele koncerten. Dette var nogle gange på bekostning af basspillet, men det var alt sammen i småtingsafdelingen.
Allerede ved bandets andet nummer “People Who Hate People” blev der skruet ned for tempoet og op for attituden. Bandets forsanger, Stig Gamborg, var på fra starten af og havde et rigtig fedt samspil med publikum. De var kommet for at holde en fest, og fest skulle der holdes! Gang i festen kom der også med “You Are the Young”, hvor et enormt catchy omkvæd virkelig gjorde det nemt at være med. Desværre var bandet flere gange plaget af tekniske problemer, men hver gang blev det håndteret godt og professionelt, så det ikke gik ud over helhedsoplevelsen af koncerten – bravo!
Energiniveauet tog noget af et dyk midtvejs i bandets set. Det var en skam og stod i skarp kontrast til de første par numre. Dette kunne dog nemt være et resultat af koncertens format. I’LL BE DAMNED lagde fundamentet til en ordentlig fest, men det var ekstraordinært svært, når publikum var begrænset til siddepladser. Heldigvis kom der efter et par numre et lidt højere tempo i musikken, hvilken hjalp bandet godt i gang igen.
Derefter blev den ene sang efter den anden fyret af nærmest i forlængelse af hinanden. Desværre havde bandet valg en samling sange, der lød så ens, det nogle gange var svært at høre, hvornår én sang sluttede, og en anden begyndte. Det føltes mest af alt, som om de forsøgte at klemme så mange sange ind i deres set som muligt. Om det var det rigtige at gøre, må være op til den enkelte, men for anmelderen gav det ikke den mest spændende oplevelse rent dynamisk.
Heldigvis blev der skruet op til sidst med “All Be Damned”, og bandet sluttede af med et brag! Overordnet et enormt kompetent og velspillende band, der med garanti kan sætte liv i enhver koncert – især post-lockdown!
Statement 9/10
Går man som band og overvejer, hvorvidt man bør investere i et in ear-monitorsystem til live brug, så bør man tage ind og se Statement live. Her kan man virkelig tale om et sammentømret og velspillende band, der formår at have det ekstremt fedt på scenen og samtidig ikke sætte en fod forkert! Intro… hvilken intro? Lige på og hårdt satte bandet koncerten i gang, perfekt koordineret og kraftfuldt – et vaskeægte “Statement”!
Det tunge, midttempo riff og de buldrende trommer signalerede, at nu skulle vi drage i krig! Med fanen højt og blikket fastlåst på sejr spillede bandet op til kamp. Bandets vokalist, Jannick Brochdorf, var vovet, men samtidig selvsikker med sin vokal og satte et højt niveau, som resten af bandet heldigvis formåede at følge. Fra start af var Statement dog ramt af de samme problemer med niveauerne som aftenens andre bands. Især backingvokalerne og bassen fortjente lidt ekstra lyd. Med sangen “Madness” blev tonen lagt med heavy metal i bedste 90’erstil for alle pengene.
Som det eneste af aftenens bands havde Statement valgt at placere sig en smule mere mod midten, hvilket gav en virkelig fed helhedsoplevelse af bandet på scenen. Samtidig brugte de også hele scenens areal godt, når de bevægede sig rundt. Især bassisten, Martin Poulsen, der nok bedst kan beskrives som en Shavo Odadjian-/Jason Newstead-hybrid, havde virkelig en god fornemmelse for sin placering på scenen.
Hele bagkataloget blev udforsket i et perfekt sammensat set, der virkelig viste en dyb forståelse for dynamik og variation. Der var endda plads til intet mindre end tre nye sange; “Reaper”, “Dreams From the Darkest Side” og afslutningsnummeret “Indestructible”. Især “Dreams From the Darkest Side” demonstrerede virkelig Jannick Brochdorfs bredde som sanger, hvor han endda hev nogle høje skrig frem, anmelderen kun kan mindes at have hørt hos Devin Townsend. Absolut helt og aldeles godkendt og ikke mindst imponerende.
Bandet havde det generelt fantastisk på scenen, og især guitarist Niels Alex Larsen udstrålede en glæde ved musikken, der ikke kunne andet end smitte af på publikum, alt imens han fløj derudaf med vilde soli og et musikalsk overskud, der nærmest ville antyde, han kunne spille på to guitarer samtidig. Der var også masser af plads til rigelige mængder cheesy koreografi med et glimt i øjet, der blev gjort så gennemført, at det bare fungerede! Skal du se ét band, når Danmark er tilbage til normalen, og koncerterne bliver hyppigere, så bør Statement kraftigt overvejes!
Mercenary 6/10
Når man nu har spillet metal i noget, der ligner 30 år, skulle man næsten tro, energien havde fået et ordentligt hak ned. Det er Mercenary dog helt uenig i. Det beviste de, da de lukkede og slukkede festen på Amager Bio med en kraft og vildskab, man ellers kun ser fra nyere bands.
Koncerten blev sat i gang med et besøg til 2002, hvor “Everblack”-pladen rystede den danske metalscene. Efter “Seize the Night” havde sat et højt niveau, blev den afløst af “Soul Decision” som en perfekt overgang fra det tunge og brutale til traditionel melo-død med rygende riffs, energiske trommer og et flyvende omkvæd med masser af smuk vokal til at bryde musikkens intensitet.
Bandet blev i 2006 og fortsatte med “Redefine Me”. Her kom René Pedersens vokal virkelig op i et højere gear og fyldte hele lokalet med vrede og intensitet. I et par af numrene faldt energien noget hos publikum, men her sørgede René igen for at hanke op i folk og fik dem trods omstændighederne med igen. Også Mercenary havde nyt med i form af “From the Ashes of the Fallen”. Her blev instrumenterne stemt ned i helvede, og hele Amager Bio var nærmest ved at ryste i stykker. Et spændende og mere moderne nummer, anmelderen personligt synes, passede utrolig godt til bandets lyd. Der var både tunge passager og hurtige stykker, og det hele fungerede virkelig godt. Også den mere ligelige fordeling mellem skrigende rene vokaler og growls var lige i skabet. Absolut godkendt herfra!
Desværre led Mercenary under samme skæbne som Illdisposed dagen før. Det var tydeligt, at mange blandt publikum var kommet for at høre klassikerne og ingen interesse havde for det nye. Herfra skal lyde en appel til bandet om at holde fast og smide mere nyt efter folk – det kan virkelig noget! Koncerten var dog ikke uden fejl, og især med guitarharmonierne var det svært at skjule fejlene. Det gjorde sig desværre gældende gennem hele koncerten, og selvom de ikke ødelagde oplevelsen, var det alligevel tydeligt, når de ikke sad i skabet.
Én ting, der dog ikke kan klandres bandet, var aftenens lysmand. Om han var bandets egen, vides ikke, men jo længere vi kom frem i koncerten, jo mere blev publikum lyst op frem for bandet, og der blev benyttet strobelys i en sådan grad, at flere i publikum kiggede væk. Mellem numrene blev der så slukket helt for scenelyset, så forsangeren nærmest ikke var til at se, mens han talte til publikum. Det kan selvfølgelig aldrig være bandets skyld, men det gik alligevel ud over helhedsoplevelsen. Mercenary leverede varen og mindede alle om, hvordan den danske melo-død fik sin start. Og på trods af nogle fejl, så blev Nordic Noise sluttet af med manér af en af dansk metals nationalskatte.
