Mgła, Valkyrja og Acrimonious - Loppen - 6. juni 2017

Mgła, Valkyrja og Acrimonious

Loppen, København K

Officiel vurdering: 8/10

Tirsdag inviterede Loppen os til en aften af ren ondskab og rædsel. Der var nemlig dømt black metal-aften på det hyggelige spillested på Christiania, hvor man kunne opleve græske Acrimonious, svenske Valkyrja, og sidst men ikke mindst, polske Mgła. De bragte regnen med sig og opslugte publikummet i en mørk tåge og tog en med på en international rejse, hvor man kunne opleve mange forskellige nuancer af sort.

Acrimonious

Aftenen blev sparket i gang af græske Acrimonious, og der var fuld smæk på, der gik bare desværre lidt tid, inden publikum opdagede det. Det var en særlig oplevelse at høre et black metal-band lægge så stor vægt på trommedelen af deres lyd, og det lød skam også rigtig fedt, selvom det til tider overskyggede alt andet, hvilket sikkert nemt kunne være blevet fikset af lydmanden. Det var også problemer med lyden, der gjorde, at bandet ikke fik snakket så meget med publikum, i dette tilfælde en mikrofon med så meget rumklang, at man ikke kunne høre, hvad han prøvede at sige. Det var Acrimonious’, første optræden på dansk jord, og jeg syntes nu, de gjorde et solidt arbejde trods problemer med lyden. 

6/10

Valkyrja

Black metal-aftenen fortsatte med svenske Valkyrja, og hold da kæft, de var fede! Men selvom lydmanden havde fået lidt mere styr på trommelyden, var der stadig et par små ting, som mikrofonen med for meget rumklang. ellers en fremragende, ond koncert fra vores svenske naboer. Der var lidt mere dødsmetal og lidt mere groove i Valkyrjas lyd, og det klædte dem faktisk ganske godt, publikum var i hvert fald meget glade for dem. Valkyrja lød lidt mere rutinerede end Acrimonious, og det var da heller ikke første gang, de satte ben på dansk jord. 

7/10

Mgła

Aftenen blev rundet af med et atmosfærisk brag med polske Mgła. Der var knald på trommerne, og guitarerne sang igennem lydmuren med ren ondskab og dystopi. Lydmanden fik endelig styr på at få alle instrumenterne til at skinne igennem den mørke tåge, der lå over publikum. Det var tydeligt, at det var dem, folk så mest frem til. Folk glædede sig til at opleve Mgłas mystiske og dystre ti-minutters-sange, hvis buldrende blast beats og deprimerende melodier sætter lytteren i en form for trance, der ikke kan forklares, medmindre man selv oplever det. De havde helt bestemt noget at bevise, da det var første gang, de satte fødderne på dansk grund, men for satan, de levede op til forventningerne! Det er ikke for sjov, at selveste Nergal fra Behemoth anbefaler, at man ser dem live!

8/10

Tilføj kommentar