Jethro Tull - Docken - 2. marts 2018
Foto: Søren Højer Larsen · Se flere billeder i galleriet

Jethro Tull

Docken, København

Officiel vurdering: 8/10

Grammy-tyvene

I metalkredse er Jethro Tull nok mest kendt for at have ”stjålet” en Grammy fra Metallica tilbage i 1989. Det år var første gang, ”Best Hard Rock/Heavy Metal Album” var en kategori til Grammy’erne, og dengang regnede alle med, at Metallica ville vinde med mesterværket …And Justice for All. Men Grammy-komitéen besluttede i al deres visdom, at årets bedste metalskive var de engelske prog/folk-rockere Jethro Tulls Crest of a Knave. Metalverdenen var nærmest i chok, fordi Crest jo på ingen måde var et metalalbum. De mest overraskede var nok Jethro Tull selv og ikke mindst deres pladeselskab, for de havde nægtet at betale for billetterne til USA, så bandet kunne deltage i Grammy-festen – de havde jo ingen chance for at vinde alligevel!

At Crest faktisk var et yderst vellykket hard rock-album, betød ikke rigtigt noget i den sammenhæng. Jethro Tull og deres excentriske forsanger, sangskriver og fløjtenist, Ian Anderson, ignorerede balladen og fortsatte ufortrødent deres succesfulde karriere med den helt unikke sammenblanding af hard rock, prog, blues og folk. En stil, der blandt andet har inspireret en lang række markante stemmer indenfor metallen og den hårde rock, men det vender vi tilbage til.

 

50th Anniversary Tour

Ian Anderson startede Tull i 1968, og det markerer de i år med en ”50th Anniversary Tour”, som denne iskolde fredag aften besøgte København. Heavymetal.dk tog til Docken i Nordhavnen for at se, om de gamle drenge stadig havde noget at byde på, her 30 år efter de gjorde verden og Metallica opmærksom på, at tværfløjten åbenbart er et metalinstrument.

Lad os bare fælde dommen med det samme: Det bliver vanskeligt at opdrive en bedre gennemført nostalgikoncert (for lad os nu bare indrømme, at det er, hvad det er). Lyden var flot, bandet spillede fantastisk, og en veloplagt Ian Anderson førte an i en historisk gennemgang af en imponerende karriere. Det inkluderede en masse anekdoter og en del videohilsner fra såvel tidligere medlemmer som berømte fans. Blandt dem, der poppede op på storskærmen for at introducere netop deres favorit-Tull-sang, var Slash, Joe Elliot, Steve Harris og ikke mindst Tony Iommy, der kortvarigt var guitarist i bandet i 1968 (inden han tog tilbage til Birmingham og dannede det der andet band).

Corny måske, men det fungerede, og tilskuerne – langt hovedparten et stykke over de 60 – nød hvert et nostalgisk sekund. Vi fik smagsprøver på alt det, Tull mestrer: det bluesy i ”A New Day Yesterday”, det proggede i ”Thick as a Brick” og ”A Passion Play”, middelalder-folk fra ”Witches Promise” og ikke mindst det rockede i ”Cross Eyed Mary”, ”Aqualung” og ekstranummeret ”Locomotive Breath”.

En yderst vellykket koncert kulminerede med fantastiske udgaver af ”My God” og især ”Farm on the Freeway” fra Metallica-knuseren Crest of a Knave. Troede aldrig, jeg skulle skrive det her i en Heavymetal.dk-anmeldelse, men Ian Anderson spiller altså tværfløjte, så englene synger, og Tull er stadig relevante her i 2018.

8/10

Det spillede de:

My Sunday Feeling

Back to the Family

A Song for Jeffrey

Some Day the Sun Won’t Shine for You

Dharma for One

Living in the Past

A New Day Yesterday

Bourrée in E Minor

Witches Promise

My God

Cross Eyed Mary

 

Thick as a Brick

A Passion Play

Too Old to Rock ‘n’ Roll, Too Young to Die

Songs from the Wood

Ring Out, Solstice Bells

Heavy Horses

Farm on the Freeway

Aqualung

 

Ekstranummer:

Locomotive Breath

Tilføj kommentar