Frank Carter & The Rattlesnakes - Lille Vega - 17. marts 2018
Frank Carter & the rattlesnakes by Claus Ljørring

Frank Carter & The Rattlesnakes

Lille Vega, København V

Officiel vurdering: 10/10

Bandet har selv udtalt, at deres show på Beta tilbage i 2016 var det bedste show, de nogensinde havde spillet, og det var der bred enighed om blandt anmelderne. Forventningerne var derfor skyhøje til bandets tilbagevenden til hovedstaden. Men er det overhovedet muligt at toppe sådan et legendarisk show? Det er det vel nærmest ikke, medmindre man er Frank Carter.

Demob Happy

Hvis The Beatles og Marilyn Manson fik et barn

Inden aftenens koncertbrag skulle britiske Woes og Demob Happy sætte gang i festen. Vega havde annonceret, at dørene åbnede kl. 19 med efterfølgende koncertstart kl. 20, så jeg blev naturligvis meget skuffet, da jeg kl. 20 stod og ventede på Woes, men at det var Demob Happy, som i stedet gik på scenen, da Woes, tilsyneladende, allerede havde spillet. Skuffelsen blev endnu større, da bandet begyndte at spille – en besynderlig ting med et opvarmningsband i form af Woes og et ”nedkølingsband”, da Demob Happy bestemt ikke fik varmet noget som helst op. Der blev ikke brust noget over med det tryk, som Woes – formoder jeg – havde skabt med deres lidt mere frembrusende genre, for Demob Happy fik i den grad lettet for trykket, inden gemytterne gik helt over gevind.

De var i den grad malplaceret, hvis I spørger mig. Deres flippede indierock – som mest af alt mindede om The Beatles og Marilyn Manson på LSD… altså meget LSD – imponerede på ingen måde, ej heller den lidt skæve genre taget i betragtning. Hver tiende, som var til stede i salen, rokkede roligt med, men der var aldeles ikke optræk til andet end det. Hen imod slutningen af deres sæt fik de alligevel sat lidt mere gang i den… sådan da. Musikken kan man diskutere, om man er til eller ej, men fremførelsen var upåklagelig – det virkede bare ikke rigtigt. Men ikke desto mindre gjorde det bare, at man i den grad var klar til at blive rykket rundt. Og rykket rundt. Det blev vi så sandelig til aftenens hovednavn.

5/10

Frank Carter & the rattlesnakes

Frank Carter & the rattlesnakes by Claus Ljørring

”Better than Beta” 

Disclaimer: Der er stor fare for, at du kommer til at ærgre dig rigtig meget over ikke at have været til stede, når du læser denne anmeldelse, hvis du er fan, hvilket jeg formoder, du er, hvis du læser med. Denne aften i Lille Vega tilslutter sig historiebøgerne som en af de mest vanvittig intense koncerter, der har fundet sted i København. I Frank Carter-regi dyster den mod det legendariske show på Beta. Jeg var ikke selv til stede under Beta-showet, men skal man tro bandet selv, og den flok, som jeg udspurgte, der bevidnede showet på Beta, så peakede det hele i Vega lørdag aften.

Det var en tour de force i elegance, charme, vildskab og eminent performance. Med kun to albums i bagagen var sætlisten naturligvis kun præget af det allerbedste fra de to albums. Bandet gik på scenen og satte gang i ”Trouble” og ”Fangs” fra debutalbummet Blossom, og så var det ellers bare ud over scenekanten i bogstaveligste forstand. For vi var kun nået til andet nummer, før Frank ufortrødent sprang ud i hovederne på dem, der stod tættest på scenekanten – mig selv inkluderet. Så var stilen ligesom lagt, men det forventede man også. Det er dét, der er udfordringen for bandet. For man forventer denne vildskab, og den skal virkelig have noget ekstraordinært for, at man virkelig går derfra blæst bagover. Der kom ikke noget uventet som sådan, men det forudsigelige blev forhøjet i så stor grad, at alle tænderne blev blæst ud af munden på en! Dog ikke bogstaveligt! Gudskelov.

Efter at være blevet trampet godt på til ”Juggernaut” blev der taget hul på Modern Ruin med sangene ”Vampires” og ”Wild Flowers” med den vanlige opfordring til kvinderne om at slå sig løs i et sikkert og respektfuldt koncertmiljø. Nøjagtigt som forventet, men det veloplagte publikum havde stor ære i denne fantastiske aften, da en horde af smukke, glade kvindfolk erobrede scenen og sprang ud på de bærende hænder og lod sig føre langs koncertsalen. Et imponerende og livsbekræftende syn, som bidrog til at hive koncerten en tak op, i takt med at den hele tiden steg i intensitet. Der blev skruet ned for trykket under sangen ”Loss”, da folk blev bedt om at holde kæft og vise den respekt overfor de mennesker, som sangen henvendte sig til. Den indledende tale var også en bøn til de fremmødte om at tage hånd om de mennesker, der står dem nært, og som kæmper med det ene eller andet. Det kan alle relatere til; som Frank Carter sagde, så ring til dem, og snak med dem – også selvom de formentlig vil sige, at alt er okay. Selvom det var en eksplosiv koncert, holdt folk tand for tunge til sangens afslutning, hvor festlighederne atter kunne få lov at gå sin gang.
 

Det var en helt igennem magisk aften, hvor det var svært at have den mindste fokus på formaliteter som lyd og lys, da det i den grad ikke var noget, der kunne pille ved resultatet, men skal vi nævne det, så var det, som det skulle være – formoder jeg! Jeg gjorde mig sgu ikke de helt store overvejelser om det. For vi hyllede kaosset, kærligheden og musikken, og dét herskede på alle måder. Selvom Frank Carter udadtil kan virke som lidt af en aggressiv rebel, så har vi med et menneske at gøre, som helt sikkert har lavet sine ulykker, men på alle måder er en utrolig varm og omsorgsfuld person, hvilket hele tiden kom til udtryk i hans ydmyge taler til publikum. Rebellen kom til udtryk under sangen ”Snake Eyes”, som resulterede i et spring fra salens balkon, hvilket også blev gjort af Thy Art Is Murders frontmand i november.

Frank annoncerede aftenens sidste nummer, men blev hurtigt hylet ud af den på grund af folks vemodige tilkendegivelser og lovede derfor et ekstranummer i form af ”Primary Explosive” – til bandets store forbløffelse. Men de ville bare ikke gå af scenen, hvilket også resulterede i, at de spillede samme nummer en ekstra gang – hvilket de vist også gjorde på Beta. Efter dette stunt sluttede aftenen med fællessangen ”I Hate You”, og så var det ellers tid for undertegnede til at finde sin kasket, ene sko og kæbe, da den også blev tabt ret tidligt i showet. Kom snart igen, Frank Carter! Må jeg foreslå et spring fra balkonen i Store Vega næste gang.  

10/10

  1. Trouble
  2. Fangs
  3. Juggernaut
  4. Vampires
  5. Wild Flowers
  6. Spray Paint Love
  7. Acid Veins
  8. Loss
  9. God Is My Friend
  10. Paradise
  11. Snake Eyes
  12. Lullaby
  13. Devil Inside Me
  14. x2 Primary Explosive
  15. I Hate You

Galleri: https://www.flickr.com/photos/140749193@N05/albums/72157694698792845

Tilføj kommentar