Copenhell - Metallica

Refshaleøen, København K

15. juni 2022

• Headliner: Metallica

Officiel vurdering: 8/10

Det var ikke uden skønhedsfejl, men de fire veloplagte veteraner i Metallica leverede en fantastisk start på dette års Copenhell.

Udstrakte arme og kærlighed

Er Metallica for store til Copenhell? Ville verdens største metalband mon trække en masse ”hr. og fru Danmark-typer” til ’Reffen’, og hvor meget ville det genere de selvbestaltede ’ægte’ metalfans? Det var nogle af de spørgsmål, der – i hvert fald for nogen – trængte sig på, inden Metallica gik på Helvitiscenen på festivalens første aften. Svaret kom prompte og på flere måder. For nej, Lars & co. er på ingen måde for store til vores alle sammens yndlingsfestival. De var toptændte fra starten, og det samme var publikum, der efter alt at dømme tog imod stjernerne med kærlighed og udstrakte arme. Desværre var der lidt lyd- og samspilsproblemer under de tre første sange, hvor gruppen spillede foran snakepittet, helt ude ved scenekanten. Det er jo lavthængende frugt at beskylde Metallica (især Lars) for at spille ’sjusket som altid’, men oppe fra skrænten lød det mest, som om det interimistiske trommesæt var ’miket’ forkert. Eller måske var der noget andet teknik, der drillede? Ærgerligt, for med ”Whiplash”, “Creeping Death” og “Enter Sandman” er det svært at forestille sig en bedre og mere intens start på en Metallica-sætliste.

Gåsehud på skrænten

James’ udtalte bekymring om, at de nu havde spillet deres tre bedste sange, var helt ubegrundet, for det blev til et perfekt tilpasset sæt til en begivenhed som Copenhell – endnu en gang suverænt tilrettelagt af sætlistemaestro professor Ulrich. Vi fik blandt andet solide udgaver af ”Trapped Under Ice” og ”Dirty Window”. Det var smukt at konstatere, at Lars Ulrich følger med på Heavymetal.dk, og at dette intense nummer fra den alt for udskældte St. Anger blev vist frem – og så endda tilsat en heftig lille guitarsolo fra Kirk Hammett. Det virkede, som om stemningen svingede lidt op og ned undervejs, men under ”Trapped” opstod der rent faktisk små cirlepits rundtomkring – det ser man ikke specielt ofte til Metallica-koncerter i Danmark eller andre steder for den sags skyld. En stensikker ”Moth Into Flame” viste, at nyere sange også holder, og så leverede hele gruppen, men især James Hetfield, en gribende præstation i mægtige ”Bleeding Me”. Hvis James stadig led under de seneste ugers meget omtalte problemer med tanker om utilstrækkelighed, så skjulte han det eminent godt. For her var der indlevelse for alle pengene – den mand er bare stadigvæk en funklende stjerne på metalhimlen, og gåsehuden nåede helt op til os oppe på skrænten.

Hvem tager udfordringen op?

Et andet højdepunkt var Kirks og Robert Trujillos efterhånden rituelle stammedans under ”For Whom The Bell Tolls” – selvom det kan virke som en ubetydelig detalje. Men der var bare en utroligt inspirerende energi i de gamle veteraners optræden denne aften, og det blev stadig mere og mere tydeligt, at alle fire medlemmer bare ville det her så meget. Det gjorde det umådelig let at se igennem fingre med de små skønhedsfejl, der opstod undervejs, dog mest i starten som allerede omtalt. Ekstranumrene ”One” og ”Master Of Puppets” tvinger mig til (endnu en gang) retorisk at spørge, om var der nogen ser savnede ”Nothing Else Matters” og findes der et band på denne planet, der kan hamle om med Metallicas diskografi og levere en afslutning som denne? Jeg tror det ikke, selvom der jo er flere andre veteraner og deres mest inkarnerede fans, der måske har et og andet at sige til dette postulat. Flere af dem får jo heldigvis mulighed for at samle handsken op her i løbet af Copenhell 2022. Men sikke en start, Metallica leverede.

Sætliste

Whiplash 
Creeping Death
Enter Sandman
Harvester Of Sorrow
Trapped Under Ice
Bleeding Me
Sad But True
Dirty Window
Welcome Home (Sanitarium)
For Who The Bells Toll
Moth Into Flame
Fade To Black
Seek And Destroy
Damage Inc
One
Master Of Puppets