Judas Priest var så meget i særklasse at det næsten brød loven
Legenderne vender tilbage
“Hvad? Har du aldrig set Judas Priest live før?”. Det spørgsmål fik jeg til Copenhell et uendeligt antal gange. Så det var med en naturlig glæde og spænding, jeg fik plantet mig foran Helviti-scenen, kun otte-ni mennesker mellem mig selv og scenen, og ventede spændt på, at koncerten gik i gang. Judas Priest er ikke ligefrem et nyt band, og forsanger Rob Halford har rundet de 70. Derfor ville man gerne nå at se dette ikoniske band, før medlemmerne går på en velfortjent pension.
Vi fik på munden, ka’ du tro!
Rob Halford blev ført ind på scenen af fire vagter, og jeg tænkte først ved mig selv: “Nå, er det ved at være så slemt?”, men to sekunder efter var manden i fuld vigør, og imellem ham og guitaristerne Richie Faulkner og Andy Sneap var der så meget intensitet, at det gjorde mange nyere bands til skamme! Faulkner skulle desuden kun bruge en eneste solo for at bevise, at han er en af de, hvis ikke den mest tighte leadguitarist i verden. Det sad så snorlige i skabet, som det overhovedet kunne. Dette opstartsmoment var så intenst, at jeg spottede flere iblandt publikum, som havde tårer i øjnene. Dette følte jeg, var med rette, for der var en fantastisk stemning i pitten. Og apropos pitten så opstod der en gigantisk circle pit, hvilket tvang mig til at kæmpe for mit liv i ca. to-tre numre. Ak, man mister nemt tidsfornemmelsen i sådan en situation. Vanen tro stod bassist Ian Hill i baggrunden hele koncerten og passede sig selv. Der skulle dog gå et par numre, før dette var helt fortjent, for bassen kom ikke helt igennem, og der var svingende lydkvalitet, som lige skulle tilpasses i løbet af de første numre. Midtvejs igennem koncerten syntes det dog også at kunne anes, at pusten blev tabt en smule. Især så jeg Richie Faulkner stå og stirre tomt ud i luften i ca. 30 sekunder. Jeg nåede at tænke, om det forfærdelige kunne være sket, at han havde fået endnu et hjertetilfælde, som han gjorde på scenen i september 2021. Heldigvis fandt han fokus igen, og koncerten fortsatte uden medicinske problemer.
Begyndelsen på enden
Jeg synes ikke, Judas Priest kunne have gjort det ret meget anderledes for at give os den bedst mulige koncert. Det er aldrig bandets fejl, at lyden driller undervejs, men det skaber desværre et andet helhedsindtryk end det ønskelige. På trods af at Rob Halford måtte støtte sig til gelændere og rekvisitter undervejs, havde han absolut ingen problemer med sin sangstemme. Havde man byttet lidt rundt på sætlisten og haft ordentlig lyd fra start, havde koncerten været tæt på perfekt. Men jeg kan også godt nøjes med det næstbedste.
