Ingen regler uden undtagelser
De kloge folk siger, at der ikke findes regler uden undtagelser. Jeg bryder mig hverken om metalcore, industrial, kabareter, swing-musik eller musikalsk teater. Men trods at disse fem danner grundpillerne i Magoyond, så elsker jeg virkelig alt, hvad de her fire franskmænd har sprøjtet ud, siden jeg – eller rettere min kone – opdagede dem i 2019. Så hvad er det, Magoyond kan, der får mig til at elske deres gakkede univers? Og kan de udøve den samme magi på en EP, blottet for covernumre? Je ne sais pas, mais découvrons-le!
Sexet musik til sexede mennesker
Som nævnt startede min kærlighed til Magoyond i 2019 med albummet Kryptshow. En plade, jeg knuselsker både for dens originale materiale som ”Le Chapiteau des Supplices”, ”Le Manoir de Zack Trash” og den flabede swing-banger ”Le Magasin des Suicides”, og især dens episke cover af ”Les Pudding à l’Arsenic” fra Asterix og Kleopatra. Necropolis fra 2022 havde skam også fede ting at byde på, som ”Goliath Paradise”, men igen var det et covernummer, der tog præmien, nemlig ”Soyez Prêtes” eller ”Gør jer klar”, som vi nok kender den – ja, Scars sang fra Løvernes Konge – Disneysange er i øvrigt heller ikke noget, jeg er udpræget fan af.
Zeppelin er en noget mere seriøs udgivelse, end hvad jeg tidligere har hørt fra Magoyond. Jovist, der er stadig plads til de store omkvæd og enorme armbevægelser, men teateret og vaudevillen er fjernet, og med den er det også, som om meget af den humor og bravur, som bandet tidligere har udvist, er blevet udvisket. Kabareten er i hvert fald helt væk, og det er faktisk en skam – ganske vist er de fire musikere bestemt kapable, og Julien Escales lyder stadig eminent, og ærlig talt … drønsexet. Især er titelnummeret og ”Pavillion Noir” særdeles glimrende numre med ganske intelligente riffs- og guitarpassager – jeg elsker i øvrigt tilføjelsen af de mange ”Gojira scrapes”, det må bestemt være et kip med hatten til deres landsmænd.
Det er bestemt ikke utænkeligt, at min kærlighed til Magoyond skyldes mit eget genetiske ophav, men c’est la vie. Omvendt er det heller ikke utænkeligt, at jeg ville være markant større fan af metalcore og industrial metal helt generelt, hvis de to genrer bare udviste lidt mere panache – for at citere ingen ringere end Joey Tribbiani: 'Dude, come on, French it up''.
Men genetik, genrekonventioner og Friends-citater eller ej, så er der ikke nogen tvivl om, at Zeppelin er en rigtig fin EP med nogle særdeles habile sange, som leveres af de bedste kabaret-metallere, jeg umiddelbart kan komme i tanke om.
Why so serious?
Problemet med Zeppelin er dog, at når jeg tænker Magoyond, så tænker jeg ikke 'gode musikere, der laver god musik' – nej, jeg tænker 'franskmænd, der tager pis på alt og alle, mens de riffer og hygger'. Jeg savner fortællingen, jeg savner de teatralske greb, jeg savner de enorme armbevægelser. Men mest af alt, ja, så savner jeg et covernummer, hvilket er helt skørt, fordi jeg generelt er af den overbevisning, at plader, der indeholder sådanne, ikke kan score maksimal karakter, men på samme måde som at Eigil må alt, så må Magoyond altså også alt, når det kommer til coversange. Min store drøm er fortsat, at de – en dag – forvandler ”Helvedes Flammer” fra Klokkeren fra Notre Dame til et metallisk mesterværk. Zeppelin er, naturligvis, 'blot' en EP, så derfor skal det ikke tages tungere end som så, og uanset om den her udgivelse havde været skidt eller kanel, så er min kærlighed til Magoyond stadig lige stor, for uanset hvordan og hvorledes, så er det umuligt ikke at elske fransk swing-kabaret-core!