Syv års ventetid
Da Warkings i februar 2019 indtog Pumpehuset som første opvarmningsnavn for Amaranthe, var de stadig et relativt nyt navn på den europæiske powermetalscene. Alligevel lykkedes det de kostumeklædte krigere at stjæle overraskende meget af opmærksomheden fra både hovednavn og øvrig medbragt support. Det skulle imidlertid vise sig at blive deres eneste danske koncert i de næste syv år. For mens Warkings i årene efter udbyggede deres katalog med album som Morgana og Armageddon og fortsatte opstigningen på de europæiske festivalplakater, er koncertsale her til lands forblevet anderledes fri for romerske legionærer, vikinger og spartanere.
Dermed føltes lørdagens koncert på Copenhell næsten som et møde med et band, der har udviklet sig i eksil. Heavymetal.dk har ganske vist anmeldt pladerne, dækket koncerterne i udlandet og fulgt karrieren på behørig afstand, men siden den aften i Pumpehuset har danske fans reelt været nødt til at krydse landets grænser for at opleve Warkings på de skrå brædder. Syv år er gået. Bandet er blevet større. Publikum er blevet flere. Men først nu vendte de tilbage.
Kæphestenes holdeplads
Lad os begynde med at adressere krigselefanten i solen: Helvíti klokken 13.30 er en besynderlig slagmark for Warkings. Ikke fordi bandet mangler format, men fordi deres sædvanlige eksorbitante audiovisuelle udtryk på Copenhell fremstod noget mere spartansk, end krigskongerne normalt lægger op til. Backdroppet var enkelt, scenografien nedtonet, og næsten ti minutters forsinkelse gjorde ikke ligefrem ventetiden mindre klam i den bagende lørdagsvarme. Men da hypemanden med Thors hammer fik betonen til at buldre under fødderne, og “Genghis Khan” satte korstoget på skinner, var meget hurtigt tilgivet. Guitaristen ’Highlander’ har indtaget ’Crusaders’ plads, og det åbnede naturligt for spørgsmål om ændringer i udtrykket. Mere om det senere … For en stund var truslen om solkollaps glemt, fremmødet voksede stille og roligt, og selv om placeringen stadig ikke blev fuldt retfærdiggjort, pegede afviklingen i den rigtige retning.
“Armageddon” fik selskab af tjekkiske Morgana le Fay, hvis kvindelige growl og teatralske tilstedeværelse understøttede bandets multinationale profil og gav de svajende fistpumps ekstra kant. Desværre lød stortrommen en anelse flad i lydbilledet, men det kunne ikke vælte et sæt, der i stigende grad fik tag i folket. “Hangman’s Night” bød på ’Tribunes’ karakteristiske 'aaa-uuuh'-brøl, der efter et par tilløb blev en tone, vi alle forstod, mens ’The Highlander’ i den grad bestod sit optagelsesritual. “Maximus” fremstod som den hymne, der åbenlyst har dannet grundlag for Tribunes fremtoning, mens “Kingdom Come” med sin fremtrædende bas sendte tankerne mod Joey DeMaios udødelige anslag i “Warriors of the World United”. Det er naturligvis kitsch. Det er naturligvis fjollet. Men det er også svært ikke at lade sig rive med, når det leveres med så renhjertet overbevisning.
Det blev kun tydeligere under “Fight”, hvor en purung fan fik en oplevelse for livet, da ’Tribune’ hev ham op for at tage badevandstemperaturen på atmosfæren. Ungdommen er som bekendt et kræsent publikum, så det krævede et par forsøg, men så var der også kamp. Flammerne havde vi sandt for dyden ikke behøvet i middagsheden, men man må som bekendt lide for kunsten, og det gjorde vi. Tilsyneladende også i stilhed efter ’Tribunes’ smag, for flere gange blev publikum kommanderet hårdere frem i geleddet. Kontrasten mellem mandlig powervokal og et kvindeligt modstykke – der vel at mærke både mestrede dødsrallen og ren sang – gav bandet et særpræget tvist, hvor det heroiske og det groteske ikke modarbejdede hinanden, men smeltede sammen til præcis den slags imposante fjolleri, powermetal lever allerbedst af. Da “We Are the Fire” fremkaldte en ’eye of the storm’, bedre kendt som en circlepit, og “Sparta” bogstaveligt talt fik metalcontainerne på pladsen til at ryste, var slaget vundet. Selv en tilskuer, der satte sig midt i det hele for at sy patches på sin rygsæk, føltes på forunderlig vis som en del af helheden.
Der behøver altså ikke gå syv år igen
“Gladiator” satte punktum for en ulideligt varm, men møghamrende fed oplevelse. Warkings kom ikke med hele den scenografiske hær, man kunne have drømt om, og Helvíti-placeringen klokken halv to om eftermiddagen var fortsat en kende svær at få til at gå op. Men da først bandet fik fat, viste de præcis, hvorfor syv års dansk fravær har været alt for længe. Deres blanding af stadionrefræner, mytologisk fortolkning, kampgejst og komplet skamløs powermetalenergi ramte Copenhell et sted mellem fællessang, sommerslagmark og levende rollespil for voksne med fadøl. Det var ikke fejlfrit, og det var ikke den fulde Warkings-pakke i al sin pomp og pragt. Men det var oprigtigt, effektivt og langt mere medrivende, end tidspunktet havde nogen ret til at tillade. Næste gang må de meget gerne få bedre rammer, mere scenografi og mindre solstikpotentiale. Men vigtigst af alt: Der behøver altså ikke gå syv år inden næste invasion. WARKINGS, we salute you!
Sætliste:
1. Genghis Khan
2. Armageddon
3. Hangman’s Night
4. Maximus
5. Kingdom Come
6. Fight
7. Kings of Ragnarök
8. Spartacus
9. We Are the Fire
10. Sparta
11. Gladiator
