Crossover-thrash punk, skateboard rock legenderne er tilbage!
Sidst de gæstede Copenhell, var de med til at varme op for Metallica. I år er de tilbage, og spiller lige før Iron Maiden. Man kan vel godt sige, at det går rimeligt godt for dem. Men nu skal det handle om dem, og de har fået aftensmadsspottet på Hades, hvor de endnu engang skal overbevise folk om, at deres musik fungerer bedre live end på plade.
De gamle drenge har stadig krudt i røven!
Trods et halvsløjt fremmøde på Copenhell, trådte Suicidal Tendencies på scenen, og der var ikke en person på pladsen der stod stille. Førstehåndsindtrykket fejlede ikke noget, og man kunne i hvert fald mærke energien!
Det tog lige fem minutter at indse, men lyden var særdeles god, og selvom den som sædvanligt på Hades, ikke var forfærdeligt høj, var der stadig masser af energi i musikken. Jeg bevægede mig rundt og op på bakken, og jeg så ikke en sjæl, der ikke nød stemningen. Det der gør punk sjovt at opleve live er hvordan det altid smitter af på publikum i stor stil. Det var også tydeligt her, hvor der altid var en igangværende pit under hvert nummer. Det kan altså et eller andet, når man ser gamle mennesker bevise at alder blot er et tal! Og det kommer altså fra en, der ofte bliver kaldt “lille lort” blandt mine medfolk.
Bandet spillede uden stage design, uden banner og uden noget som helst. Det var kedeligt at se på, men nu kommer det også fra et band, der kører meget på minimalismen. Det gjorde ikke noget ondt for musikken og lod heller ikke til at gøre nogen noget. Dog anerkendes det, at man havde savnet et eller andet, især fra et band af deres kaliber. Så er spørgsmålet, om jeg er snobbet, eller bare ikke helt forstår det.
Hvor jeg fandt, at Suicidal Tendencies trods alt var gode, var i hvordan de forbandt med publikum. Der var næsten lige så meget der skulle synges af os, som af manden selv. Nu er det ikke bandets skyld, men en ting der var frustrerende gennem hele koncerten, og som jeg aldrig fandt fred over, var Biergarten. Hvis man bevægede sig mod højre side af scenen, så kunne man næsten lige så godt have hørt hvad end foregik der.
Nu er det velkendt at Biergarten spiller ulideligt højt, men når bandet ikke spillede højere, så blev det enormt forvirrende at høre på. Det gjorde oplevelsen frustrerende, da man naturligvis var kommet for musikken, og ikke skrålene fra fulderikker fra Biergarten. Suicidal Tendencies har mange numre der er spøjse live, i den forstand at det kan være svært at gennemskue hvornår der rent faktisk bliver skiftet numre. Det kørte på et rullebånd, som jeg ikke kan beslutte mig for om skabe et konsistent flow i koncerten. Eller om det bare gjorde det hele en smule forvirrende. Underligt var det, og jeg var overbevist om at dem der dyrker den slags musik her, havde en fest! Det er bestemt ikke musik til massen, men en type, som man skal lære at kende for man for alvor kan sætte pris på.
Det største problem ved koncerten var mængden af snak. Det blev for meget at råbe “S! T!” mellem hvert andet nummer. Det var nok den største fuser, da genrer som punk skal have et momentum for at kunne få folk til at klinge fast til både musikken og atmosfæren. Det irriterede mig grænseløst, og slukkede helt lysten for at blive til næste nummer, da jeg skulle igennem fire siders poesi for at nå dertil.
Musik for folk, der elsker Jackass!
Suicidal Tendencies gjorde det egentligt jævnt godt. De spillede lige midt i maverumlens time, og fik alligevel folk til at glemme at de var sultne. Stemningen var overordnet set god, som man ville forvente. Dog var der så mange forstyrrelser, især fra Biergarten, at det blev en smule frustrerende. Man kunne derudover nok have undgået at snakke så meget, når man nu ikke har mere end en time at spille i, men det ser man efterhånden så ofte på festivaller, at man forventer. Bandet spillede godt og i sommersolens bagen, var det en god opvarmning til Iron Maiden.
Der er ikke meget at kritisere eller kommentere på, da de gjorde præcist det de skulle og i forholdsvis facon. Det var hverken skuffende eller særligt overraskende, men stadig en god underholdning. Til gengæld var jeg imponeret over dem, der konsekvent kunne stå i en pit i en time. Det er sgu flot! Og så er det værd at nævne at bandet hev godt over 200 fans op på scenen til sidst, hvilket var en kaotisk fornøjelse at opleve.
