Gruppen, der nægter at dø
’Hvad laver Six Feet Under dog på Copenhell?’ tog jeg mig i at tænke, da jeg stod med en gammel kollega foran Hades-scenen onsdag eftermiddag. Vi håbede, vi snart fik svaret om gruppen, der tilsyneladende nægter at dø. Det er jo egentlig ganske pudsigt, når man tænker på deres navn, den genre, de tilhører, og ikke mindst erindrer sig titlen på bandets seneste album. Six Feet Under startede som bekendt som et sideprojekt, dengang Chris Barnes stadig var forbrøler i Cannibal Corpse, og er siden debuten i 1995 blevet udsat for støt stigende kritik, ofte hån, for deres gumpetunge udgave af Florida-død og ikke mindst Barnes’ skrantende vokal. Deres 15 udgivelser kan rangeres fra det nogenlunde acceptable til det decideret pinlige, og som man stod her foran Hades på Copenhells første dag, kunne man kun håbe på, at Barnes & Co. ville overraske.
Anosognosi for åben himmel
Decideret pinligt blev det heldigvis aldrig, selvom det mikrofonstativ Barnes slæbte rundt på under hele koncerten, så ud til at supplere som krykke for den ældre herre. Desværre kunne stativet ikke understøtte vokalen, men den havde altså mindre brug for det, end man havde frygtet. Amerikanerne lagde ud med en stribe Six Feet Under-sange, der ikke overraskende fulgte stort set samme formel. Tungt groove, klassiske temaer fra Florida-døden, og så med løs hånd lidt elementer fra doom og traditionel metal.
Os, der var til stede foran Hadesscenen, og det var ikke ret mange, kunne konstatere, at Six Feet Under bestemt ikke er et ueffent band, og at de absolut ikke har glemt at groove – især når det blev sådan lidt Black Sabbath-doomet. Men kunne Barnes få fanden ikke have valgt nogle earplugs, der passede? Han stod konstant og pillede i dem, og så var der i det hele taget noget virkelig discountagtigt over det hele: fem mænd i slidte sorte jeans og lidt sortere T-shirts. Ingen backdrop, absolut intet show. Hvis man ikke byder på mere end det, skal musikken godt nok spille. Og det gjorde den ikke i specielt høj grad, for vi fik jo de samme riffs og det samme tempo langt det meste af tiden.
Hvis et dødsmetal band lyder bedst, når de spiller doom og/eller lidt traditionel heavy metal, skal de måske overveje at skifte stil eller forsanger. Eller måske endda begge dele. Der er jo i øvrigt præcedens for den slags. Men altså, var Chris Barnes bedre end frygtet? Tjek. Var Six Feet Under et ganske fermt band? Tjek igen. Men hvorfor var det så så kedeligt? Det var jo, fordi deres sange er så gudsjammerligt ensformige, så vi skulle helt hen til et par Cannibal Corpse-covers til allersidst, før der rigtig skete noget. Indtil da nåede Barnes & Co. aldrig længere ud end til den lille, men entusiastiske pit nede foran scenen.
Har hadet mod Six Feet Under og Chris Barnes taget overhånd? Helt sikkert. Selvom Barnes’ vokalpræstation var langt bedre, end man havde frygtet, var det dog slet ikke nok til at svare på vores indledende spørgsmål. Så lad os slutte af med et endnu et.
Why, Mr. Barnes? Why? Why do you persist?
Man undres nemlig på samme niveau, som når Mr. Smith næsten desperat spørger Neo, hvorfor han dog bliver ved. Han må da kunne se, at han er slået. Man kan så samtidig ikke lade være med at sende spørgsmålet videre til Copenhell. Hvorfor helvede har I booket et band med så meget gennemsnitsdød på samvittigheden, og som gør så lidt ud af det?
