Ingen Hajn, masser af tråd
For blot fire år siden var Neckbreakker endnu et ungt navn på Copenhells talentradar. Først kom Metal Cruise i 2022, siden When Copenhell Freezes Over i 2023, inden fembanden året efter fik deres længe ventede debut på Pandæmonium. Ja, Neckbreakker er måske det mest vellykkede eksempel på Copenhells egen talentudviklingsmodel siden Baest; blot med tempoet til forskel. Hvor mange bands bruger årevis på at bevæge sig gennem festivalens fødekæde, syntes silkeborgenserne at være klar til næste trin, hver eneste gang muligheden bød sig.
Siden er udviklingen kun accelereret. Debutalbummet Within The Viscera satte endegyldigt to streger under, at bandet var og er mere end blot en samling usædvanligt unge musikere med et imponerende koncert-cv. Pludselig handlede fortællingen ikke længere om potentiale, men om resultater. Nuclear Blast kom til, europaturneerne voksede i størrelse, og det, der begyndte som et lovende dansk undergrundsnavn, udviklede sig på rekordtid til en af de mest markante eksportvarer på den hjemlige metalscene.
Men enhver succeshistorie møder før eller siden sin første prøve. I 2025 forlod Anton "Hajn" Bregendorf bandet, og dermed mistede Neckbreakker et af de mest profilerede ansigter fra gennembrudsårene. Nu vendte de tilbage til Copenhell med Viktor Bjørnstad bag trommerne og en spilletid på Hades klokken 20:00. Det er ikke en plads reserveret til lovende talenter. Det er en plads for bands, festivalen forventer kan levere. Derfor handlede koncerten ikke om, hvor langt Neckbreakker er nået. Den handlede om, hvad der sker, når et band, der har levet af fremdrift, skal måles og vejes ud fra nogle helt andre præmisser.
Velkommen i de voksnes rækker
Tungt stemt piano, dystre toner og lyden af knive, der blev hvæsset. Sådan åbnede Neckbreakker deres time på Hades, mens et massivt backdrop med gruppens internationale navn understregede, at profilen for længst har vokset sig langt ud over de jyske kommunegrænser. Det samme gjorde den grønhvide konfettikanon, men uanset hvor meget verden efterhånden har fået øjnene op for dem, er det her stadig ’fee døø straight outta Silkeborg’. Rødderne er ikke glemt, selv om Christoffer Kofoeds kampelite i den grad har fået vokseværk. Ild, aggression, attitude og et massivt fremmøde gjorde fra første sekund klart, at bandet ikke længere skal vurderes som et lovende vækstlagseksperiment. Det her var ikke en øvelse. Det var en magtdemonstration. Circlepits, crowdsurfing og den slags kollektiv kropslig dumhed, som kun giver mening, når dødsmetallen rammer helt rigtigt, opstod nærmest øjeblikkeligt. Puristerne kan tale nok så meget om mic-cupping, bølledød og vokaltekniske begrænsninger. Neckbreakker har fundet en opskrift, og for satan i helvede hvor den virker.
Det betyder ikke, at alt var perfekt i klassisk musikkonservatorie-forstand. Christoffer Kofoed kan ikke klandres for energi, udstråling eller publikumstække, men hvis man løsriver stemmen fra studiets trygge rammer, er det vokaltekniske spænd ikke nødvendigvis voldsomt stort. Den pointe stod også tydeligere, efterhånden som sættet skred frem. Men spørgsmålet er, om det overhovedet betyder noget i denne sammenhæng. For Neckbreakker handler ikke om skala eller arpeggio. De handler om tryk, instinkt, fælles retning og den særlige følelse af, at et helt område foran scenen pludselig bliver forvandlet til en legeplads for voksne med usædvanligt dårlig dømmekraft og stærke knæ. “Sæt jer allesammen ned. Rejs jer op!” lød det fra scenen, og publikum adlød som én stor, støvet organisme. Bevares, der var bulder, brag og en artig mængde ild, der endelig, dagens fremskredne tidspunkt taget i betragtning, føltes nogenlunde tålelig. Men det afgørende var ikke pyroteknikken. Det var fornemmelsen af et band og et publikum, der trak i samme retning med en kraft, man sjældent oplever på festivalpladsen i så udtalt grad.
Og så var der Viktor Bjørnstad. ”Hajns” afløser bar naturligt nok en særlig opmærksomhed med sig, for man erstatter ikke uden videre et af bandets mest profilerede ansigter uden at blive målt med lup, lineal og mistroisk dødsmonokel. Men Bjørnstad viste sig som en kæmpe gevinst. Sikke en kraftudladning. Sikke et tempo. Sikke en energi. Han har måske endnu ikke samme profil som sin forgænger, men rollen dækkede han med både gåpåmod og autoritet, og hans spil var en væsentlig del af den fart og voldsomhed, der fik koncerten til at føles som noget langt større end endnu et trin på karrierestigen. De voksende circlepits bredte sig i både omfang og antal, og når nogen røg ned, blev de straks hevet op igen. Det er ægte Copenhell-ånd. Faktisk var det svært ikke at tænke, at det netop er sådan her festivalens oprindelige sjæl ser ud, når den stadig får lov at larme: rå, tung, korporlig, fællesskabsbåret og komplet ligeglad med, om den tager sig pænt ud fra VIP-balkonen.
Legeplads for voksne
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set fire dødsmure, der akkumuleret strakte sig så langt tilbage, at de nærmest nåede et af de bagerste højtalertårne. Selv oppe på bakken var der interaktion, og det siger alt om koncertens rækkevidde. Neckbreakker leverede ikke bare et stærkt dansk indslag. De leverede præcis den type koncert, Copenhell har brug for langt flere af, hvis festivalen skal kunne bide skeer med titaner som Hellfest, Wacken og Graspop. Ikke fordi alting skal være deathcore, dødsmetal eller støvet pitkaos, men fordi festivalen lever af øjeblikke, hvor hele pladsen pludselig antændes indefra. Med flid, passion, hårdt arbejde og dedikation virker mulighederne for Neckbreakker næsten ubegrænsede. Så må vokalteknikken, de sidste nuancer og de finere detaljer udvikles undervejs. For det her var ikke en koncert, man husker på grund af dens pæne afvikling. Det var en koncert, man husker, fordi betonen selv syntes at slå revner under den. Neckbreakker er rykket op. Ikke bare på plakaten, men i bevidstheden. Det her kommer til at pryde vægge, samtaler og Copenhells historiebøger i mange år fremover. Fuck og ja, død, for et blowout!
Sætliste:
1. Face-Splitting Madness
2. Putrefied Body Fluid
3. Between the Sun and the Gallows (ny sang, uudgivet)
4. Shackled to a Corpse
5. Nephilim
6. Absorption (med trommesolo af Viktor Bjørnstad)
7. *Untitled (ny sang, uudgivet)
8. Unholy Inquisition
9. Horizon of Spikes
10. Silo
*) Introduceret live som "ny sang". Citat: "Inspireret af TOTO".
