Er farven ved at falme?
Da Gaerea for alvor begyndte at gøre væsen af sig med Limbo, blev portugiserne hurtigt placeret blandt post-blackens mest intense og visuelt gennemførte navne. Det var mørkt, meditativt og kontrolleret, men allerede dengang stod det klart, at bandet ikke blot var ude på at gentage en velkendt blackmetallisk formular. Med Mirage og siden Coma voksede både formatet, melodierne og rækkevidden, og Gaerea begyndte i stigende grad at bevæge sig mod et mere moderne, følelsesdrevet og bredt favnende udtryk. For nogen var det en naturlig udvikling. For andre begyndelsen på en udvanding. Med Loss blev diskussionen kun skærpet, for her trådte metalcore-elementerne og den mere arenaorienterede dynamik tydeligere frem end nogensinde. Derfor stod Gaerea anno 2026 ikke blot på Copenhell som et af den europæiske ekstremscenes mest omtalte navne, men også som et band, hvor selve genreidentiteten efterhånden var blevet en del af fortællingen. Spørgsmålet var ikke, om portugiserne stadig var 'trve' nok. Det var, om den nyere retning kunne omsættes til en overbevisende festivaloplevelse.
Midnatsmesse uden facitliste
Med en sørgelig mangel på indslag fra den sorte ende af andedammen var forventningerne naturligt høje, da klokken nærmede sig 23:00 foran Pandæmonium. Redaktionens sædvanlige ekspert havde givet Loss en hård medfart, så undertegnede stod både med et lille forbehold og et håb om, at portugiserne ville dykke en smule dybere ned i bagkataloget. 23:18 skulle klokken blive, før jubilæumsfestlighederne ovre på Helvìti slap scenen fri, og Gaerea kunne åbne, hvad der hurtigt udviklede sig til en regulær midnatsmesse i støv, bastryk og rødt lys. “LBRNTH” fra netop Loss satte tonen med en melankolsk, medrivende og ganske storladen komposition, hvor den nyere æstetik blev præsenteret uden undskyldninger. Ja ja, alt godt kommer til den, der venter. Således også “Nomad”, der sendte koncerten videre med en tyngde og et nærvær, hvor det hurtigt stod klart, at bandet ikke havde tænkt sig at forsvare sin udvikling. De stod 100 % ved den.
Det viste sig at være klogt, for live fungerede den langt bedre, end pladediskussionen måske antyder. Hvor Loss på album kan efterlade et indtryk af et band, der bevæger sig faretruende tæt på det polerede, fik materialet en langt mere kropslig karakter på Pandæmonium. Bassen fik pladsen til at ryste, hvide konfettikanoner eksploderede over publikum, og forsangeren vred sig i noget, der bedst kan beskrives som grotesk ballet: androgyn, teatralsk og båret frem af et afgrundsdybt brøl, der skar gennem den overraskende skarpe lyd. Netop lyden fortjener ros, for foran den ellers ofte udskældte tredjescene stod billedet forbavsende klart. Samtidig var kontrasterne fascinerende. Det ene øjeblik opfordrede bandet til crowdsurfing og pits, det næste stod publikum med armene vuggende fra side til side i de mere følsomme passager. Det var ikke klassisk black metal i nogen meningsfuld forstand. Det var et sammensurium af post-blackcore, melodisk død, moderne ekstremmetal og visuel dramaturgi viklet ind i hinanden, og det virkede.
Da pladsen foran Pandæmonium delte sig som Det Røde Hav, før den buldrede sammen i en sky af støv, grus og øl, blev koncertens fysiske styrke for alvor tydelig. De rødligt oplyste silhuetter hvirvlede ind og ud mellem hinanden som en kaossymfoni, mens bandet skubbede materialet længere ud i det dramatiske og sanselige. “Hope Shatters” trak sættet over i et mere melodisk, følelsesladet og moderne udtryk, som rent æstetisk synes at tiltale især pladsens yngre segment, inden “Wilted Flower” skabte et regulært Kodak-moment med mobillys hævet over pladsen. Spøjst? Bestemt. Men også effektivt, netop fordi Gaerea aldrig lod det tippe over i ren stadiongestus. Der var stadig weltschmerz, desperation og ubehag under den blankere overflade. Man kunne dog godt stå med følelsen af, at bandet måske havde taget sig endnu mere intenst ud på Gehennas barkflis, hvor det rituelle og klaustrofobiske kunne have fået mindre luft omkring sig. Pandæmonium gav volumen og rækkevidde, men også en anelse afstand. Heldigvis var bandet stærkt nok til at lukke det meste af mellemrummet selv.
En anden nuance af sort
Som første egentlige møde med Gaerea var koncerten på Pandæmonium et fascinerende bekendtskab. Den besvarede ikke diskussionen om, hvilken størrelse bandet er blevet til, men den gjorde noget langt mere interessant: Den viste, at spørgsmålet måske er mindre vigtigt live end på plade. For ja, farven har ændret sig. Gaerea lyder ikke som et band, der forsøger at grave sig længere ned i sortmetallens aldrende muld. De lyder som et band, der har fundet et større, mere melodisk og mere fysisk sprog for den samme følelse af afmagt, desperation og menneskelig ruin. Den retning vil fortsat dele vandene, men på Copenhell fungerede den upåklageligt. Selv med enkelte forbehold for scenevalg og en håndfuld meget publikumsdirigerende greb stod helheden stærkt. Muito obrigado!
Sætliste:
1. LBRNTH
2. Nomad
3. Phoenix
4. World Ablaze
5. Submerged
6. Hellbound
7. Cyclone
8. Luminary
9. Hope Shatters
10. Wilted Flower
