CL Photography // Claus Westh Ljørring
Storladent, okkult og badet i solskin
Defacing God var vel nok en af de danske koncerter, der var set mest frem til for det brede publikum. De har med bare et album i bagagen allerede skabt en del opmærksomhed rundt omkring i Europa. Debuten, The Resurrection of Lillith, udkom på Napalm Records, og det er som bekendt de færreste danske bands forundt at have et pladeselskab af den kaliber i ryggen. Stilistisk set var Lilith en blanding af Arch Enemy og Dimmu Borgir tilsat en sjat Cradle of Filth og Rotting Christ – altså en omgang storladen, okkult melo-død med solide riffs, store armbevægelser og gotisk charme. Nu skulle de så bevise, at de kunne omsætte alt dette til en livesituation på Pandæmonium, ovenikøbet badet i solskin.
Der manglede noget …
Vi fik en lang og pompøs indledning, inden bandet gik på. Så var vi ligesom advaret om, at nogle af genrens mest slidte klichéer var på vej, men det vidste dem, der kendte Defacing God i forvejen, jo godt. Så længe udførelsen er i vinkel, er der ikke noget i vejen for at læne sig op ad genrekonventioner, og umiddelbart kørte det for Defacing God. De har en dygtig og karismatisk frontkvinde i Sandie Gjørtz. Hun lyder en del som Angela Gossow fra Arch Enemy-tiden, og det er jo absolut ikke noget at skamme sig over. Udover Gjørtz består gruppen af en gruppe knalddygtige musikere, der kan deres kram til fingerspidserne. Det hele suppleres med det helt rigtige look, og samlet set er der internationalt format hele vejen rundt.
Så langt, så godt. Men der gik ikke længe, før man måtte konstatere, at der alligevel manglede noget. På trods af alle talenterne og en prisværdigt ihærdig Sandie Gjørtz, der drønede frem og tilbage på scenen i den ekstreme varme, er gruppens helt store akilleshæl manglen på solide riffs og fængende melodier. Det hele lød godt og så lækkert ud, men samlet set løftede showet sig sjældent op på det niveau, man blev stillet i udsigt. Det skyldes det ubarmhjertige faktum, at sangene simpelthen ikke er der. En undtagelse var ”Rise of the Trinity”, der havde både de efterspurgte riffs og melodier. Dette nummer gav da også den mest begejstrede reaktion fra publikum, der ellers primært reagerede, når de blev opfordret til det oppe fra scenen.
Kort, men uforløst
Kun 45 minutters optræden blev det til, og det var der reelt set ikke engang nok gode sange til. Selvet showet hang, bortset fra en energisk bassist, 100 % på Sandie Gjørtz. Selvom hun gjorde alt, hvad der stod i hendes magt for at bære det hjem, blev der, udover et hurtigt overstået blodritual, ikke rigtig fortalt nogen historier oppe fra scenen. Det bør der arbejdes langt mere på. Defacing God lovede dermed langt mere, end de kunne holde, og man stod tilbage med en oplevelse af tomme musikalske stiløvelser.
