Lack. Foto: Claus Westh Ljørring
DMI varsler skybrud af spredte svedbyger
Fat regnslag, galocher og paraply: Når det danske hardcoreband Lack går på, er der ikke et øje tørt. Ikke fordi man blev rørt af deres optræden, men fordi forsanger Thomas Burø gav den så meget gas, at sveden drev af ham i stride strømme. Som når en katolsk præst uddriver dæmoner, stænkede han mig flere gange med sin overskydende perspiration og ramte mig lige i øjet. Jeg fik således den fulde koncertoplevelse. 'There’s something beautiful pouring out of me', sang Burø på “Bombing the Moon”, der var et af koncertens højdepunkter, og os på ponchorækkerne var ikke i tvivl om, hvad det var.
Ligesom en Nokia aldrig dør, er det danske hardcoreband Lack umuligt at slå ihjel. Lige pludselig ringer den fra de lavtaljede jeans’ lomme, og det er Lack, der er i den anden ende af røret med rygter om et vordende nyt album. Bandet har rødder tilbage til 90’erne og 00’erne, og efter genforeningen i 2021 samt en del års pause skulle det blive interessant at høre, om tidens tand havde sønderbidt dem, eller om de stadig kunne slå dens fortænder ind.
Lack
Intervalløb mod barrikaderne
Lack betyder mangel, men trods navnet manglede bandet ikke indlevelse til aftenens koncert. Bassist Kasper Andersen straffede sin spade så sadistisk, at basremmen knækkede. Det var et fint moment, da Burø spurgte, om han var okay, mens han hentede en ny. Dog skabte det også en af de pauser i sættet, som brød energien op og gav publikum piskesmæld, når de skiftevis trykkede på speederen og bremsen. Det er forståeligt, at bandet lige skulle genvinde pusten, men intervallerne mellem sangene kunne være udført mere elegant, for eksempel med mere af den kortfattede publikumskontakt, som koncerten skortede på. Tak er ikke et fattigt, men rigt ord, og Burø leverede sine 'tak' til publikum med stor sårbarhed og ydmyghed bag de tre bogstaver. Alligevel måtte den fåmælte mand gerne have udnyttet sættets pauser til at tale bare en anelse mere til os, når nu vi alligevel stod der og ventede.
'Just running, nothing but running' synger Burø på “Marathon Man”. Lack løb intervalløb mellem højspændte numre med høje hop og flyvende guitarer og luntende langrend på de mere langsomme sange. Det skabte en fin variation i sættet og viste, at bandet mestrer både at slå os i ansigtet og hjertekulen. Der er intet hengemt over deres 00’er-nostalgi og ingen stive led i guitarist Jakob Nielsens fingre, der udsendte ørerevnende riffs. Trommeslager Jacob Johansen holdt takten i et jerngreb, men spillede ellers mere klassisk end en færdig lasagne fra Knorr, og man savnede en smule mere leg med rytmerne, der ikke helt var afstøvede siden 00’erne.
Pas på, hvis du er en babysæl
Gutterne i Lack spillede mere garvet end skindet på Grauballemanden, og de fire bandmedlemmer indgik i en smuk symbiose på scenen, så man kunne mærke deres genfundne sammenhængskraft. Hvis det nye album lyder nogenlunde som det, de leverede i aften, kan man således godt glæde sig. Det var ikke en perfekt performance, men det skal harcore heller ikke være. Lacks koncert var mættet af livskraft samt -saft, og man var ikke i tvivl om, at de lagde hele deres hårdt bankende hardcorehjerte bag projektet. Man siger, at gamle hunde ikke kan lære nye tricks, men det behøver man heller ikke, når man som Lack er en fuldvoksen rottweiler, der trods de gamle bisser stadig kan flænse scenen til ukendelighed. De babysæler, som Burø synger om på “Bombing the Moon”, havde således ikke en chance, da Lack i aften cementerede, at de langt fra er klar til hundepension, men stadig har bid i sig.