Død, druk og Dawn of Demise
Dawn of Demise er et navn, man kender. Om end du kun hører prog, thrash, hardcore, heavy eller drikker rødvin, mens din pladeafspiller kører norsk 90’er-black, så kender du dødsmetal, og med dødsmetal kan du ikke undgå Dawn of Demise. De har spillet tunge, groovy og catchy toner, siden du fik din første flaskebajer til din kusines konfirmation, og de har ikke i sinde om at stoppe lige foreløbig. For tiden er de i studiet for at indspille deres næste album, som de lover kommer til foråret, men det betyder ikke, at der ikke lige er tid til en koncert, når nu der er festival.
Dødsmetal med salt & peber
Dawn of Demise gik på scenen med ét enkelt budskab til det forventningsfulde publikum i Amager Bio: 'Vi skal ha’ bajere! Og vi skal ha’ dødsmetal!' Med disse ord fattede den silkeborgensiske kvintet mikrofon og instrumenter og kastede sig ellers ud i det, de gør bedst. Absolut rendyrket dødsmetal uden safran eller andre moderne krydderier.
Kedeligt blev det aldrig. Slet ikke, faktisk. Dawn of Demise stod fantastisk på scenen med en selvsikkerhed og udstråling, som du kun finder hos få bands. På blot et øjeblik blev fronten af scenen forvandlet til ren L'Oréal-reklame i cirkelsvingende hår. De har selvfølgelig også efterhånden 21 år på deres jyske bagparti, så det er måske ikke så underligt, at de følte sig mere end hjemme foran et stærkt fremmødt og taknemmeligt publikum til Copenhagen Metal Fest.
Der blev serveret en rundhåndet blandet landhandel fra Dawn of Demises efterhånden imponerende katalog af fe’ dø’. Der blev leveret brøl så brutale, at selv dit røvhår fik lyst til at headbange. Der blev spillet hurtige øl & knep-soloer. Og vi fik snasket, slasket slam, der rammer så langt ned i bollerne, at vægten tvinger dig i knæ for at headbange (og hvis du ikke ejer boller, så gror du dem spontant).
Scenens lys havde en god farvekode af brækgrøn, der passede godt til fart, fest, flæsk og flaskeøl, men programmeringen sad ikke helt i skabet, og blinkene kom tit forsinket på takterne.
Aftenen bød også på to gæster på scenen, og selvom Jacob Bredahl da gjorde det pissesolidt i de 30 sekunder, han skulle brøle, og selvom han gav et forførende smil og et ‘vi ses’ til afsked, så var det ikke ham, publikum var gladest for at se.
Frontmand Scott Jensen meddelte halvvejs i koncerten, at nu kunne han ikke klare varmen længere og undskyldte på forhånd til sensitive væsener og følsomme sind, før han smed trøjen, og frigjort var aftenens hovedperson – ‘Den Blege Dunk’. Denne skribent har været til mangt en koncert, der bød på bar overkrop fra bandet, men aldrig oplevet en så massiv opbakning til en ølvom før. Publikum elskede det, og der lød flere opfordringer til at vise navle og andet fra det ølglade folk. Jensen var da heller ikke for nærig til lige at give publikum i front et par navlenullermænd med til at mindes aftenen. Det er sgu kun Dawn of Demise, der kan løfte en koncertoplevelse op på nyt niveau ved brug af ‘Den Blege Dunk’.
Der var generelt ikke mange fingre at sætte på koncerten. Det var rutinerede motherfuckers, der den aften stod og inviterede til mosh pit (som vi da også fik rigeligt af), crabwalk og circlebang. Det var tydeligt, at de var enormt glade for at spille, og at publikum var lige så glade for at høre dem.
Har du fodret din jyde med øl i dag?
Hvis du ikke har en glad jydeven i dit liv, så skynd dig at få en. Det kræver kun et enkelt blik på Scott Jensens ølglade fjæs at blive overbevist om, at det kan noget. Og hvis du har en, og din jydeven er bare en tiendedel så sej som drengene i Dawn of Demise, så har du gjort noget rigtigt. De spiller ikke verdens mest sofistikerede musik, og de tilfredsstiller næppe folk med finere fornemmelser og hang til feinschmeckeri. De spiller til gengæld fucking fede koncerter og holder de bedste fester. Dødsmetal er nogle gange bare dødsmetal, og slår du fe’ dø’ op i ordbogen, vil du med hundrede procents sikkerhed finde et billede af ‘Den Blege Dunk', nullermænd og det hele.