Nvlvs

Denne aften lignede vi alle døden fra Lübeck. Med ansigterne oplyste af projektørernes blålys som blegfede måner i koncertsalens mørke, så vi alle forventningsfulde mod scenen. Trætte og sygelige efter dagens dont var vi klar til at få sjælens flossede flæs gennemblæst af black metal - og man ved, at sjælekludene skal stå model til hård kuling, når døden ikke kommer fra Lübeck, men Jylland. Det aarhusianske black metalband Nvlvs har hadet både vokaler og livet siden deres spæde start i 1997 (ifølge Metal Archives). Siden har bandet haft tre veer med EP’er inden deres fuldlængdedebut Miskatonic Ravings. Lovecraft og black metal, what’s not to like? Ligesom en frenemy, der annoncerer sin graviditet ved et bryllup, kunne Nvlvs dele Afskys releasefestligheder. Aftenens koncert var nemlig bandets første siden debuten, der udkom tidligere på ugen. I studieversionen er der tale om en solid udgivelse, der har kastet det tidligere dogme om en bevidst dårlig produktion af sig, så både growls, riffs og blastbeasts fremstår skalpelskarpe. Fremført live er det dog en anden sag. Nvlvs’ bagage af livekoncerter er let, for de har haft en længere hiatus og kun tre koncerter i tasken sidste år. Det kunne desværre høres, for da guitar og trommer skulle synkronisere en synkope, ramte de så skævt af hinanden, at hele lydbilledet skilte mere end månedgammel mælk, der har kærnet sig til hytteost i kartonen. Da instrumenterne genfandt hinanden, var der dog også glimt af genialitet midt i mørket. Særligt “Ceremony of the Black Pharaoh”s cykliske melodiers kredsen om trommernes blastbeats satte nakkerne i centrifugiske svingninger. Mens vokalen i studieversionen rumler dybt helt nede fra maveregionen, manglede den en anelse fylde live. Dog skal det nævnes, at det til dels kan skyldes min placering til koncerten, da højtalerne i højre side haltede en del, og lyden generelt var bedre bagerst i salen. Lyssætningen virkede uoverlagt kaotisk uden videre omtanke for sammensætningen med musikken. Jeg er glad for, at jeg ikke har fotosensitiv epilepsi, for ellers var jeg drattet om af alt det stroboskopagtige lysflimmer. Samlet set var koncerten dog en fin oplevelse, og bandet skal nok vokse med opgaven, hvis de kommer lidt mere på landevejen, får flere timer i øveren og mere erfaring på de skrå brædder. De har jo nogle år på bagen, så nu må tiden være moden til at realisere spilledrømmen.

6/10

Illvilje

Før Illvilje havde folk fået provianteret øl og promeneret mere talstærkt frem foran scenen. Bandet kommer fra Lidköping og kalder sig selv for “evil, blackened crust”, så vi var beredte på en solid omgang soniske øretæver. I et interview om bandmedlemmernes baggrunde svarede de: “There are carpenters, pizza bakers, dog whisperers and other skills in the band. Who is who you have to guess!” Jeg turde dog ikke placere mit gæt på, hvem der var hvem. Ved koncertens begyndelse spurgte mange nok sig selv, om deres maver mon var blevet lidt for rige på Afskyøllens sorte guld, og de derfor så dobbelt, for der var hele to forsangere på scenen. De skreg og growlede i dynamisk vekselsang og holdt som en evighedsmaskine hinandens energi kørende. Slag efter slag regnede ned over vores sagesløse øregange, og min sidemakker blev så grebet af stemningens jerntag, at han under headbangingen forvandlede sine dreadlocks til en nihalet kat, der piskede alle os andre og sendte tankerne hen på "Flagellanternes sang”. Både Ante og Sebbens vokal var velstemte instrumenter for afmagten, hvis ubønhørlige skrig sparkede hver en nakke i svingninger. Særligt under “Sorg” var man fængslet af deres ubønhørlige skrig mod himlens døde gud. Nok blev det ikke til så mange moshpits, men man var ikke i tvivl om, at Illvilje havde publikum med sig. Inspirationen fra crust punkbands som Martyrdöd er tydelig, når trommernes takt foregriber pulsen og får denne til at stige mere end smørpriserne. Hver gang, man var ved at blive træt, greb et nyt temposkift opmærksomheden og holdt den i et jerngreb. Min eneste kritik er, at der godt måtte have været en mere mærkbar forskel på de to vokalisters udtryk for at skabe mere variation i lydbilledet. Dog er dette blot en petitesse ved en ellers veludført koncert.

9/10

Afsky

Til koncert i Rockmaskinen

Langsomt opladedes Pumpehuset af projektørernes lys. Stroboskopernes supernovastjerner blinkede, og over højtalerne hørtes de første toner af Maria Stenz’ ”Hvor er alle drømmene”. Hvor man på albummet blot får en snert af denne, blev Stenz’ skønsang denne aften trukket i langdrag. De endnu uindviede i albummet må have undret sig, mens vi andre vidste, hvilken syl af black metal, der snart ville blive stukket durk i vores solar plexus. Dog anede vi ikke, hvornår dette dødsstød ville falde. Luk henter inspiration til sine tekster i dansk litteratur og historie, som da han på den hæderkronede Ofte Drømmer jeg mig død satte musik til både Andersen og Aarestrup. Denne gang har han dog taget springet fra 1800-tallets romantikere til 80’ernes beatpoeter med for eksempel “Natmaskinens” reference til den bevingede digter Michael Strunge. Strunges dystre tekstunivers passer glimrende til black metal med linjer som “der falder sorte klumper af søvn fra oliehimlen ned i vore øjne.” Uanset motivationen bag er Ole Luks musikalisering af digtet poetisk og lidelsesfuld. Som Strunge skriver, trængtes ugens overlevende om den lille scene med barnet i blodet og smøgen i kæften. Okay, man må ikke ryge indenfor på Pumpehuset, men lad os forestille os det for poesiens skyld. Natmaskinens gevind var gødet med blod og olie, og vi ventede blot alle på at få ører og sjæle kværnet mellem dens tandhjul. 

Ole Luk(øje)s godnatsang

 

“Jaer, flere træer på scenen!” udbrød nogen bag mig, da et par stagehands plantede udgåede stammer og nogle fakler ved trommerne. Ilden i både disse og publikums hjerter skulle snart blive tændt. “Velkommen til livet” sendte aftenen i gang, da dens toner buldrede ud over scenen som et tungt eksprestog gennem mørket. Martin Haumanns tilbagevenden bag trommernes gruekedler var et kærkomment gensyn, for hvert beat blev blasted og hvert et bækken buet. Efter at have preppet en rom og cola var guitarist Frederik Øgaard Jensen klar på at flænse strengene, og deres cykliske riffs holdt os i ørkesløse omdrejninger. Lyssætningen var mere velkomponeret end tidligere, idet det både understøttede og kontraherede musikken, som for eksempel da scenelyset badede Afsky i et lyserødt lysvæld. Det var sidst på aftenen, og jeg mærkede i den grad, at det var over min sengetid, da “Arveskam”s søvndyssende outrotoner yderligere tyngede øjenlågene. Men vågen forblev jeg, for ikke snart efter klingede Ole Luk(øje)s klageskrig igen igennem øregangene. Der var igen lidt udfordringer med lyden i siderne, idet vokalen ikke gik lige så tydeligt igennem her som bagerst i salen. Afsky skabte fin variation koncerten igennem, da de brød den monotoni, som ofte er et vilkår i black metal, med mere melodiske passager. Således er de med til at åbne genren for dem, der endnu ikke tør indtræde i dens formørkede parnas. I den kolde koncertsal kunne man for alvor mærke musikkens melankolske mørke helt ud i de følelsesløse tæer. Der var dog ekelte udsvingninger i koncertens energi, idet opmærksomheden af og til glippede under numre som “Svanesang”, hvis in- og outroer forekom en kende langtrukne. Generelt egnede albummet sig bedre til en siddende lyttesession, hvor der var plads til at flyve væk og ned i sin øl, da det kræver et fokus, som en overfyldt koncertsal ikke just fordrer. 

8/10