RAM

RAM

De svenske old school-metallere i RAM har netop udgivet deres album nummer tre, Death. I denne anledning bringer vi et interview med deres sanger Oscar Carlquist, som blev foretaget et par dage før Death kom på gaden. Carlquist diskuterer albummet og fortæller om RAMs visioner, og han fortæller da også lige et par sandheder om vor tids heavy metal-scene, og så diskuteres synkronguitarer da også.

Allerførst tillykke med Death, som er et rigtigt fedt metalalbum. Det er metal, som metal skal lyde.

Tak skal du have. Jeg er helt enig med dig.

Hvordan har I det med albummet nu lige før, det bliver udgivet?

Albummet er blevet indspillet og mixet og har været færdigt i omkring et år nu, så det hele virker lidt antiklimaktisk, men jeg stadig meget stolt af det, vi har skabt.

Hvordan har kritikerne modtaget det foreløbigt?

Ret godt. Jeg har kun set et par dårlige anmeldelser foreløbigt. Men det er ikke noget, der rører mig. Jeg lukker hverken positiv eller negativ kritik fra journalister ind i min kreative sfære. Jeg læser anmeldelserne, men lægger afstand til det, de har skrevet. Jeg lader ikke ord fra nogen som helst uden for bandet, som jeg ikke kender personligt og ikke har kunstnerisk respekt for, påvirke mig på nogen måde.

Hvordan vil du selv beskrive musikken på Death?

Rå og kompromisløs, men samtidig mystisk og fængslende old school heavy metal. Jeg tror, at albummet udfordrer den, der virkeligt lytter til det. Det er ikke en plade, som man kan have kørende i baggrunden. Man skal lytte til den meget grundigt, så man kan få alle detaljerne med og få hele oplevelsen.

I står fast på heavy metal-musikkens lyd og ånd, men jeg synes dog stadig, at der er megen variation de enkelte sange imellem. Er det noget, I rent faktisk sigtede efter, da I skrev sangene til Death?

Det er nok vores hovedfokus, når vi går i gang med at arbejde på et album, at vi får alle mulig slags materiale med, så vi kan få albummet til at være dynamisk og afvekslende.

‘Frozen’ er nok albummets tungeste nummer. Det kommer efter ’Defiant’ og før ’Under the Scythe’, som begge er har mere fart over feltet. Dette skaber en interessant kontrast. Er I gået meget op i sangenes rækkefølge på albummet?

Vi vil gerne placere lytteren i en indre film. Ved at være opmærksomme på sangenes tempi og den toneart, de er skrevet i, samt den enkelte sangs lyriske indhold og, i sidste instans, hvilke følelser sangen fremprovokerer, placerer vi sangene i den rette rækkefølge med det formål at skabe fornemmelsen af en rejse eller en fortælling albummet igennem.

Jeg er vild med ‘Defiant’ med dens drive og brug af synkronguitarer, og der er også mange synkronguitar-leads i ’Hypnos’ og ’Flames of the Tyrants’, som jo er ligeså fede. Synkronguitarer er typisk noget, som mange metalhoveder godt kan lide. Hvad er det, tror du, ved synkronguitarer, der er så tiltrækkende?

For det første, hvis de spiller det samme, skaber de det heavy metal overload, som vi er ret glade for. To guitarer giver også flere muligheder rent musikalsk. Man kan gøre sangene mere varierede og skabe flere detaljer i harmonier for eksempel. RAM vil altid gøre brug af to guitarer. En er ikke nok til at gøre musikken tung nok til os.

‘Death...’, som er albummets introduktion, er ret cool, men også lidt spøjs. Hvad er historien bag dette nummer?

Vores guitarist Harry Granroth og jeg havde en periode, hvor vi var ret interesserede i gamle italienske gyserfilm med musik af Goblin eller Fabio Frizzi. Jeg er også stor fan af det italienske progressive band Black Hole. På et eller andet tidspunkt i den periode fik vi den ide at lave sådan en introduktion til det nye album, og Harry og jeg skrev ’Death…’.

Det andet nummer ’… Comes from the Mouth Beyond’ indeholder nogle ret mørke og melankolske passager, og der er også et talt vers på svensk i nummeret. Hvad handler sangen om?

Det talte vers i midten af sangen lyder nogenlunde sådan her på dansk: “Din frygt for døden har drevet dig væk fra det ukendte i dig, dette ukende er selve den portal, som døden vil træde ind ad". Det sammenfatter faktisk nummerets lyrik ret godt.

I har en ret organisk og autentisk lyd på Death. Hvordan har opnået denne sound, og har I bevidst undgået den polerede lyd, som vi ellers hører i meget metal i disse dage?

Vi indspillede hele albummet live. Vi ville have det til at lyde så meget som muligt, som RAM lyder live. Mange bands i gang med at fjerne rocken fra metal-musikken nu om dage. De bruger click tracks og redigerer det hele for at få det til at lyder så super tight, at det lyder som maskiner, der spiller. Det er ikke det, RAM går ud på. Vi er et rigtigt band, der består af rigtige mennesker, og det skammer vi os ikke over. Heavy metal bør være en stor del af rock ’n’ roll – ellers er det ikke metal-musik, synes jeg.

Coveret er ret interessant at kigge på. Hvem har designet det?

Det har jeg. Det er inspireret af de første to numre på albummet. Det repræsenterer enden på alle illusioner og den bedrageriske verden.

Afspejler det nogle af albummets tekster?

Det har en stærk forbindelse til sangen ’… Comes from the Mouth Beyond’, fordi det viser de kosmiske loves omvæltning i virkelighedens sidste åndedræt.

’Under the Scythe’ findes også på Under the Scythe-singlen fra 2011, som også indeholder en coverudgave at Mercyful Fates ’Evil’. Er I store fans af Mercyful Fate?

Kæmpe fans! Vi er vilde med alt, King Diamond har lavet. Mercyful Fate og King Diamond er en af vores største inspirationskilder.

Hvilke bands lytter I ellers til generelt, og er der andre bands der inspirerer jer?

King Diamond og Mercyful Fate, som sagt, men også alt Black Sabbath, Judas Priest og Iron Maiden har lavet, samt gammel Scorpions, Michael Schenker, Venom og Yngwie Malmsteen.

Jeres musik har mere tilfælles med 80ernes klassiske metal end med mere moderne metal. Hvad synes du egentligt om vor tids heavy metal-musik?

Jamen, metallen har på mange måder mistet sin oprindelige betydning og dermed også sin styrke. Nu om dage tænker bands ikke længere – de laver bare musik. Som kunstner og som en del af noget så organisk som en scene bør man spørge sig selv, hvad man kan give, i stedet for, hvad man kan tage, og mange bands i dag laver bare musik uden at tage ansvar for det, de repræsenterer. Det eneste, de tænker på, er deres egen popularitet. Mange af de bands, der er populære i dag, skader scenen og lader hånt om traditionerne i den type musik, de påstår at spille. Når man skaber musik, bliver man nødt til at bruge sin hjerne. Man bliver nødt til at tage det hele videre til et nyt niveau. Man bliver nødt til at give folk mulighed for at vokse gennem ens musik. Det har altid været det, der var forskellen på heavy metal og mainstream lortemusik. Metal skal være svært at sluge og bevidst iføre sig selv negativitet med det formål at give lytteren en slags ilddåb. Metal skal kræve noget igen fra lytteren. Dette er ekstremt destruktivt, og det er her i oprøret mod alle de falske og trælbindende elementer i samfundet, at metallens styrke ligger. Desværre opfører de fleste bands nu om dage sig som idioter, der spiller deres smagløse kombinationer af metal og andre typer musik, der overhovedet ikke har nogen ideologiske ligheder har med metal, og som ikke giver folk andet end indholdsløs underholdning og konformitet. Det er netop det, som heavy metal blev skabt som et våben imod.

Hvis du skulle anbefale fem klassiske metalbands til en nybegynder i heavy metal, hvilke skulle det så være?

Judas Priest, Black Sabbath, Iron Maiden, Exciter, Saxon. De har alle været i gang i meget lang tid men er aldrig gået på kompromis med deres musik.

Der lader til at være en helt speciel forbindelse mellem Sverige og metal-musik. Lige meget hvilken genre, vi har med at gøre, er der altid mindst et fedt svensk metalband i den genre. Hvad er det med Sverige og metal? Får svenske metal-bands meget støtte på hjemmefronten?

Staten går ind og betaler nogle penge for øvelokaler, og, hvis man vil spille et instrument som barn, er der statsfinansierede musikskoler. Metal har været meget stort i Sverige siden halvfjerserne, og jeg vad faktisk ikke hvorfor, men jeg tror, at, fordi svenskerne musikalsk set er ret veldannede, så har mainstreamradio med sin simple musik måske ikke så stor appeal i Sverige.

For at vende tilbage til RAM, hvad er bandets historie?

Vores guitarister Harry og Daniel Johansson gik sammen i 1999 og begyndte at skrive sange, og dette blev grundlaget for RAM. Jeg kom med i bandet i 2001 og fandt på bandnavnet, logoet og teksterne. I 2002 kontaktede jeg nogle venner, som jeg tidligere havde været på turne med – bassisten Leif Larsson og trommeslageren Morgan Pettersson, og det var så RAMs første line-up. Harry havde længe ledt efter medlemmer, men dengang var det svært at finde folk, der gad spille old school firsermetal. Heavy metal var en joke dengang. Jeg mødte Harry i bussen på vej ind til byen for at drikke nogle bajere, og som sædvanligt havde jeg min læderjakke og mine læderbukser på, så Harry lurede, at jeg var af den gamle skole. Vi begyndte at snakke og fandt ud af, at vi havde meget tilfælles musikalsk. Dagen efter kiggede Harry forbi med nogle demobånd, og, da jeg havde hørt omkring ti sekunder af det første riff til den sang, der skulle ende med at blive ’Infuriator’, indså jeg, at jeg bare måtte være med i det band. Siden da har vi forsøgt at være så aktive som muligt. Leif blev bedt om at forlade bandet i 2006, og vi brugte et par session-bassister i nogen tid, men nu er Tobbe Petterson vores nye fuldtidsbassist, og RAM har den hidtil stærkeste line-up.

Hvodan er RAMs sangskivningsprocess?

For det meste sidder vi ved et kaffebord i Harrys hus og har guitarerne skruet ned på et fornuftigt niveau, mens vi vender og drejer arrangementerne og sætter fedtklumpen i vores hoved på overarbejde. Typisk finder Harry eller jeg på et riff eller to, og så analyserer jeg dets stemning – hvilke billeder fremkalder det i hovedet på mig? Og på det grundlag finder jeg på et lyrisk emne eller en titel, der inspirerer os til at komme videre is sangskrivningen.

Hvor kan man købe Death?

www.metalblade.com/ram

Og hvor kan de af vores læsere, der gerne vil vide mere om RAM, finde mere information?

www.ram-metal.com

Tak for interviewet og endnu engang tillykke med Death, som i sandhed er et fedt metal-album.

Tak skal du have! Og, kære danskere, husk at headbange jeres hoveder, så I ikke taber dem!

Tilføj kommentar