Interview med Mark Tremonti

Mark Tremonti, photo by John Deeb Mark Tremonti, photo by John Deeb

I forbindelse med udgivelsen af Tremontis nyeste plade og deres optræden på Copenhell har vi taget en snak med frontmand Mark Tremonti og hørt, hvad det nye konceptalbum betydere for ham, hvordan det er snart at kunne kalde sig forfatter, og hvor meget han glæder sig til at deltage på festivalen for tredje år i træk.

Jeres seneste album, A Dying Machine, udkom den 8. juni. Som jeg har forstået det, er det et konceptalbum skabt i sammenhæng med en bog, du skriver med forfatter John Shirley. Hvilken betydning har fortællingen på albummet i forhold til bogen?
Albummet er fortællingen bag bogen. Bogen blev skrevet, samtidigt med at jeg skrev albummet, og jeg besluttede mig for at skabe en længere fortælling, så folk virkelig har mulighed for at gå i dybden med, hvad albummet handler om. Fortællingen foregår omkring skiftet til det næste århundrede. Som tiden går, bliver vi bedre og bedre til at skabe nye syntetiske dele af menneskekroppen, såsom syntetiske levere, nyrer, hjerter med mere, og til sidst bliver det muligt for os at skabe en syntetisk hjerne. Når det sker, får vi muligheden for at skabe noget, som jeg kalder et kar eller en beholder, som er et fuldt ud laboratorieskabt menneske, som man kan forme til lige netop det, man gerne vil have. Det er en historie om de her væsner, og hvordan de interagerer med menneskeheden.
 

Som fortællingen udfolder sig på A Dying Machine, kan man ikke lade være med at lægge mærke til, at numrene skifter en del mellem noget mørkt og dystopisk til noget mere håbefuldt. Hvorfor er pladen sammensat med disse skift?
Bogens handling udfolder sig på samme måde. De fleste bøger har forskellige synspunkter og indgangsvinkler til historien, og i denne historie er der indgangsvinkler fra to hovedpersoner. Sådan er det også på albummet. Den ene hovedperson kommer fra “Bringer of War” og fortæller den mørke side af historien, og den anden fortæller gennem sange som eksempelvis “The First The Last” og “Trust.”
 

Skal man læse bogen for at forstå, hvad der foregår på A Dying Machine?
Nej, du kan sagtens lytte til albummet, som det er, og du kan også læse bogen på egen hånd uden at høre pladen. De kan begge stå alene og stadig give mening, men sammen giver de den fulde oplevelse.
 

Jeg har hørt, at du håbede, at det nye album og bogen kunne nå at udkomme samtidigt. Er du nået at blive færdig med bogen i forbindelse med udsendelsen af albummet 8. juni?
Nej. Nej, jeg er stadig i gang. Det første manus blev sendt til redigering, og nu har jeg fået det tilbage og er ved at gennemgå det endnu en gang. Vi er ved at finpudse et af kapitlerne, så vi kan aflevere det færdige manus, og det kan blive klar til print og publicering. Men forberedelsen af, hvordan bogen skal sættes op, tager noget tid, og det gør det også at få bogen printet. Så bogen udkommer nok omkring august.
 

Fortæl lidt mere om dit store ønske om at skrive en bog. Hvor kommer det fra?
De sidste 10 år har jeg haft en bucket list med forskellige ting, hvor blandt andet det at få en bog publiceret på et tidspunkt i mit liv står på. Jeg elsker forfattere, jeg elsker fortællinger, jeg elsker bøger. Jeg er lige så vild med forfattere, som jeg er med mit yndlingsband. Jeg har altid syntes, at det ville være sådan en fed præstation at udgive en bog en dag. Jeg har aldrig vidst, hvornår det ville ske – måske når jeg blev tres eller sådan noget, så ville jeg få muligheden for det. Men da jeg begyndte at skrive det her album, så sagde jeg til mig selv, at det skulle være nu. Det her var øjeblikket, hvor jeg ikke fik, men tog muligheden for at skrive min første roman og lade det være en form for 3D-oplevelse, hvor man kan høre albummet og læse historien og få chancen for at fordybe sig i, hvad det hele handler om.
 

Nu er du snart forfatter, og du er både guitarist og sanger. Så du kan lidt af det hele, kan man sige. Hvis vi vender os mod musikken: Hvor har du placeret din energi og fokus i skabelsen af det nye album?
Melodien er det vigtigste. Det er her, du slår tonen an og skaber en stemning. Når stemningen er lagt, hjælper det dig til at fortælle historien derfra gennem følelserne, som melodierne skaber. Lyrikken har en stor rolle, når du forsøger at skabe din historie, men det begynder med musikken og melodien. Hovedsageligt melodien.
 

Cauterize og Dust omhandler din historie indenfor musikkens verden. Har A Dying Machine nogen reference til de to tidligere albums, eller står det helt for sig selv?
Albummet står helt for sig selv, det er helt sikkert. Alle idéerne til albummet er helt nye og skabt kun til det her album.
 

Vi har snakket lidt om det nye album; nu vil jeg høre lidt om, hvordan du oplever at være i to forskellige bands, både Tremonti og Alter Bridge.
Det er fantastisk. Rent kunstnerisk og kreativt er du hele tiden i gang og får ikke lov til at lukke ned. Det hjælper mig til at forblive frisk og motiveret. Når jeg skifter mellem de to bands, bliver det ved med at være spændende. Jeg tror, at hvis jeg kun var i ét band i 25 år, ville det nok blive kedeligt. Jeg kan godt lide at tage udfordringen op og skifte position i de to bands og have forskellige roller – at blive ved med at udfordre mig selv.  
 

Du har været på Copenhell de sidste to år: i 2016 med Tremonti, i 2017 med Alter Bridge, og i år vender du tilbage med Tremonti. Hvilket band har været det bedste at optræde med på Copenhell?
De har begge været virkelig gode. Det første år var helt fantastisk. Jeg kan stadig se for mig, hvor på scenen jeg befandt mig, og publikum var fantastiske. Andet år var selvfølgelig større, fordi jeg var af sted med Alter Bridge. Det år havde jeg min familie med til vores optræden, og mine børn havde det så fedt i backstage-området. Det var ret vildt for dem. Det var lidt, som om de var med i en gyserfilm omme bagved, haha. Så de havde det virkelig skægt. Det var sjovt at se mine søde børn hænge ud med de her dystre heavy metal-gutter. Det var sjovt.
 

Sådan helt generelt: Hvad synes du om Copenhell?
Jeg elsker det! Jeg absolut elsker det! Jeg fortæller altid mine amerikanske venner, at de skal tage til Europa og besøge de forskellige festivaler. Man kan virkelig mærke, hvor passionerede I er omkring jeres festivaler, hvor meget I elsker musik, og hvor åbne I er omkring forskellig slags musik og bands. Her i Amerika kan man ikke sætte navnene sammen på plakaten, som de gør det på Copenhell – på grund af forskelligheden. Nogle fans ville hade nogle andre fans. Hvis vi putter Slayer på en plakat sammen med et band som os (Tremonti), ville det ikke gå godt. Men på Copenhell fungerer det virkelig godt. Jeg tror, at folk er glade for diversiteten på plakaten.
 

Har den danske metalfestival noget specielt, som ingen andre festivaler har?
Altså, netop kvaliteten af navnene på plakaten er helt fantastisk. Publikum er fantastiske. Jeg kommer også til at tænke på backstage-området, som virkelig er lækkert og en rigtig god oplevelse for et band. På mange festivaler er backstage bare en skurvogn og en masse dårlig mad. Copenhell går den ekstra mil.
 

Du er i fuld gang med både bog og den nye plade, men mon ikke Tremonti har et ekstra es i ærmet. Hvad kan vi forvente i fremtiden fra jer?
Vi er ved at gøre os klar til at tage på tour med Iron Maiden. Så det er vist den næste store ting, vi har gang i. Vi vil gerne sikre os, at den tour bliver så god, som den overhovedet kan blive. OG så skal vi på alle de her festivaler, hvor vi håber at få nogle flere fans. Vi skal ud at spille det her album og bare give den gas.  
 

Her til sidst: Har du noget, som du vil sige til de danske fans, der højst sandsynligt er at finde på Copenhell i år?
Mange tak for flere års støtte, hvad enten det er med Alter Bridge eller Tremonti. Tusind tak. Jeg glæder mig til at komme at møde jer og spille for jer.

Tilføj kommentar