Black metal og hipsterskæg: Interview med Denial of God

Denial of God - Night of the Black Attack

Som optakt til vores Night of The Black Attack, fik vi en (skriftlig) sludder med et af de medskyldige bands... Læs hvorfor Østeuropa er federe end Vesteuropa, hvad corpsepaint skal gøre godt for og hvorfor rygter aldrig skal tages alvorligt.

1: I kan jo nok betragte jer som black metal-veteraner, I var der jo, da scenen for alvor tog fart, især i Norge, men hvad var det, der i første omgang gjorde, at I tænkte, det lige skulle være black metal, I satte jer på? Hvad var det, der tiltrak jer tilbage i de tidligere 90'ere? 

Det er svært at sige. Vi havde jo altid haft en stor kærlighed til bands som Venom, Bathory, Mercyful Fate, Hellhammer, Infernäl Mäjesty og lignende - altså bands med et satanisk koncept, og man forsøger sig vel altid med den genre, man er mest til. Det ekstreme element, der gjorde, det handlede om mere end blot musik, som netop kom til i 90'erne, gjorde naturligvis bare det hele endnu mere interessant. Death metal var blevet kedeligt - for normalt og udvandet for os - så man ledte efter noget mere ekstremt og det fandt man i black metallen.

 

2: Hvordan følte I black metal-scenens udvikling, primært i Norge, påvirke det danske miljø? Fx i forhold til overgangen fra dødsmetal til black metal?

Vi havde dengang både telefonisk- og brevkontakt med bands som Mayhem, Burzum, Emperor, Darkthrone, Strid etc., så man fik ofte historierne fra kilderne. Dog var det også interessant at følge med i medierne, selvom der til tider blev fremstillet et lidt andet billede. Scenens udvikling i Norge påvirkede sikkert den danske scene på en måde, ligesom den gjorde mange andre steder, men jeg føler ikke, der blev kopieret noget herhjemme. Der var simpelthen ikke nogen herhjemme, der gad den genre dengang, udover en lille håndfuld bands. Jeg kan tydeligt huske, hvordan man trak på smilebåndet af os, når man til death metal-koncert i Esbjerg fortalte, man spillede i et satanisk band. Personligt synes jeg, scenen i Norge var ekstremt interessant i 91-93, men den blev hurtigt overskygget af eksempelvis Finland og Sverige. I dag er der ikke noget at komme efter deroppe for mig.

 

3: Hvordan definerer I black metal? Hvad er kernen i genren?

Mørket. Black metal kan, i min bog, lyde som mange forskellige ting, men skal huske at kredse om de mørke elementer. Personerne bag musikken skal helst også bære en form for personligt mørke indeni. Det er ikke hverdagskost og ikke en dum hobby, man kan gå til on and off, som det passer en. Det kræver en vis hengivenhed.

 

4: Jeres lydbillede, sceneshows og visuelle fremtoning kan vel godt betragtes som "klassisk" black metal i den forstand, at lyden stadig er rå og teatralsk og indeholder masser af sataniske elementer og mørke, men har I aldrig i jeres 25 år tænkt at ændre på noget? Fx Emperor droppede jo hele det klassisk-sataniske look med corpsepaint osv. 

Nej, jeg har aldrig følt, der har været en trang for os til at ændre noget drastisk. At begynde at pille ved sceneshowet og bandets udseende er helt udelukket. Jeg foretrækker, når bands ser ud, som deres musik lyder. Når man går til koncert, skal der både være noget at se og høre. Ikke bare et kedeligt band, der står i deres hverdagstøj og spiller. Der skal være en forskel mellem publikum og band nogle gange, så det hele kan gå op i en højere enhed. Hvornår synes du, Emperor så mest spændende ud og gik i symbiose med deres musik? Da de havde corpsepaint og nitter på - eller som nu med hipsterskæg og hornbriller?

 

5: Efter 25 år, hvad er det, der stadig holder jer i gang som band?

Ilden, der brænder indeni og en god portion stædighed og bitterhed - og naturligvis fordi der stadig er historier, der skal fortælles.

 

6: Der er gået fire år siden, I sendte jeres sidste album på gaden. Er der nyt i vente fra jer?

Det er der helt sikkert. Vi kan godt lide at gøre tingene ordentligt, så det der med at spytte et album ud hvert år er ikke os. Vi er i fuld gang med det nye, endnu unavngivne album, som vi håber at indspille næste år, såfremt alt går efter planen. Går det som planlagt, vil vi også fremføre et af de nye numre til vores koncert på Forbrændingen næste måned, men nu ser vi.

 

7: Heavy metal er jo sådan generelt stadig relativt stigmatiseret og black metal nok endnu mere pga det sataniske udtryk. Nu har I jo været i branchen i mange år, men oplever og føler I stadig denne stigmatisering? 

Det vil man vel altid gøre på den ene eller anden måde. Vores største stigma er sikkert, at nogle folk affejer bandet, når de hører navnet og læser, vi spiller black metal, da de så tror, det er i samme skuffe som de bands, de kender fra fx Norge. Dette er dog langt fra sandheden, vil jeg mene, da vi har ligeså mange 'influences' fra normal heavy metal, doom, death, prog etc. og faktisk slet ikke kalder vores musik black metal men black horror metal.

 

8: Er black metal stadig relevant i Danmark? Og på verdensplan måske?

Black metal er en meget speciel genre med sit helt eget liv og personlighed. Det er dog ved at være mange år siden, jeg har gidet bekymre mig om nye bands i genren, da man næsten ved på forhånd, man får serveret en lunken lort uden form for originalitet eller hjerne bag og fremført af en flok mennesker uden den rigtige tilgang til musikken. Der kommer heldigvis stadig væk nogle ganske få bands frem, der kan fange min opmærksomhed, men generelt synes jeg, det hele er blevet meget kedeligt, og besøger du mig, er der større chance for, du kommer til at høre eksempelvis NWOBHM end black metal. Om genren er relevant eller irrelevant afhænger vel ikke kun af tiden, men også om, hvordan man behandler den. Black metal i Danmark blev vel irrelevant om ikke før, så i hvert fald da bands begyndte at spille koncerter i kirker, og alle stadig bare synes det er ”fee'” og ”mædl”.

 

9: Når I kigger på den generelle metalscene, både her til lands og på verdensplan, hvad tænker I så?

At der er langt mellem snapsene. Der er alt for mange bands i dag, og af de bands er der alt for mange, der ikke prøver at skabe deres eget, men simpelthen bare kopierer, hvad der allerede er blevet lavet og har en meget halvhjertet tilgang til det hele. Jeg kan da godt forstå, man gerne vil øve og drikke øl med gutterne og spille koncerter her og der, men som musikelsker med bare lidt kritisk sans er det ofte træls, man skal kæmpe sig gennem 1000 gennemsnitlige bands for at finde ét godt med egen personlighed. Jeg undrer mig virkelig tit over, om folk laver musik ud fra, hvad de hører komme fra deres personlige indre, eller om det bare skal lyde som den seneste CD, de købte. Det er efterhånden sjældent, jeg køber ny musik på grund af alt det her, men heldigvis findes der stadig bands, der kan holde ens interesse fanget som fx Terminus, Eternal Champion, Wederganger, Evil Spirit, Abysmal Grief, Saturnalia Temple... Der er klart nogle interessante bands i Danmark her og der, men for min personlige smag drejer det sig nok kun om en håndfuld (Ligfaerd, Altar Of Oblivion, Nortt, Undergang etc.)...

 

10: Det rygtes, at I aldrig vil spille i Aarhus? Har det noget på sig, og hvis ja, hvad er historien så bag?

Nej, jeg må skuffe dig. Det er ikke sandt. Rygtet er sikkert opstået, da vi et par gange har takket nej til koncerter i Århus, da det ikke var noget for os af den ene eller anden grund. Vi er ikke et band, der gør alt i verden for at spille så mange koncerter som muligt, så vi siger ikke blindt ja til alt, men forholder os kritiske. Folk i Danmark har, af en eller anden grund, altid haft travlt med at sprede rygter om det her band. Sidste gang skulle jeg angiveligt have forladt bandet og være flyttet til Australien.

 

11: Hvad står klarest som jeres bedste minde som band?

Der er mange gode minder fra alle disse år, naturligvis. Nogle af mine personlige highlights, udover udgivelsen af begge vores albums selvfølgelig, er nok, da vi spillede i udlandet for første gang (Sverige, 1992), da vi spillede i Transylvanien i 2012 og brugte dagtimerne på at slappe af på den lokale kirkegård og Australien touren i 2007, da det var første gang vi var så langt hjemmefra med bandet.

 

12: 25 år er lang tid. Er der noget, I ønsker, I kunne have gjort anderledes i løbet af disse år? Og ud fra jeres mange års erfaring, hvad er så det bedste råd, I kan give til nye bands?

I løbet af 25 år finder man flere ting, man kunne have gjort anderledes, men af en eller anden grund er jeg egentlig ret godt tilfreds. Det eneste jeg lige kan tænke på er, at man ikke skulle have lyttet til den sydamerikanske klovn, der lovede os en tour derovre for nogle år siden, men endte med at stikke af med folks penge for solgte billetter, men så klog kan man altid være bagefter. Vi kom heldigvis alligevel af sted, men kun for to koncerter i stedet for de lovede 12. Gode råd? Hm, jeg ville nok starte med, at man skal sørge for at have sin egen stil og bruge ordentlig tid på at komponere, ikke underskrive kontrakter, der kræver et album om året, ikke overproducere sine udgivelser, så de bliver sterile og ikke sælge sig selv for billigt. Det er der allerede tusindvis af andre bands, der gør.

 

13: Er der et sted, I ikke har spillet endnu, som ville være det ultimative sted at spille?

Hm, jeg kunne godt tænke mig at turnere mere i østlandene i fremtiden, hvor folk ikke er helt så forkælede endnu, hvad koncerter angår, og mentaliteten er lidt mere rå end i vesten. USA er der også snak om for 2017, så det må vi se, hvad sker med. Der er også en del lande i Sydamerika, jeg gerne ville spille i, men dem når vi en del af, når vi skal på tour derovre igen i april næste år.