10 hardcore-anmeldelser, vi ikke nåede i 2023

The shape of punk to come

Det er ingen statshemmelighed, at vi her ved Heavymetal.dk koncentrerer os mest om metalgenren i alle dens vidunderlige former og afskygninger. Dog er der flere af os ved redaktionen, der ligesom mange af vores læsere har interesse for andre slags hårdtslående og dyster musik, som for eksempel hardcore i alle dens afskygninger. Vi får desværre sjældent anmeldt så mange hardcoreudgivelser, som vi gerne vil, så derfor vil jeg i det følgende tage jer med på en kort gennemgang af en række udgivelser, vi ikke fik anmeldt i år, men som absolut er værd at give et lyt. Det bliver en liste med forhåbentligt lidt for alle, og med plader som jeg i hvert fald selv har nydt i større eller mindre omfang i år.

Rot Away – Heavy Weight

Vi starter selvfølgelig med københavnske Rot Away, som også har gjort sig en del bemærket i år i det danske landskab. Hvor de har budt på alt fra de helt intense og geniale optrædender til de knap så heldige. Heavy Weight er på mange måder en naturlig opfølger til Nothing is Good, og de holder sig til de gamle hardcore-rødder med hurtigt tempo og hidsigt skrigende vokal. Der er spandevis af aggression og breakdowns, så der bliver for alvor budt op til mosh og flyvespark på musikfronten, og når bandet spiller live, får de sagt "stagedive" mindst ti gange. Albummet røg lidt i den dybe anmeldergrav hos os, da den udkom i en travl periode, men det er et album, flere af os har lyttet til og drøftet, og der er rimeligt pæn enighed om, at det måske er det bedste release indenfor den danske hardcore-scene i år. Så trænger du til en eksplosiv og komprimeret hardcore-pakke, så har Rot Away den klar til dig i en energiudladning på 26 minutter.

Gel – Only Constant

Når vi snakker om komprimeret energiudladning, så er Gels debutalbum, Only Constant, fra marts et fremragende eksempel. Bandet er straight outta New Jersey, USA og har skabt et album, som på mange måder er en stor kærlighedserklæring til de store hardcore-punkhelte som Bad Brains, Minor Threat og Sick of It All. Det er dog Gels eget moderne sangskrivningstvist og den kvindelige vokalist Sami Kaiser i front, som har givet dem en særpræget lyd fyldt med aggressivitet og intensitet. Selvom albummet kører med 120 i timen derudad, så er der konstante temposkift i sangene, og lydmæssigt kan det til tider minde om Turnstile, som muligvis udgav den bedste hardcore-plade i dette årti med Glow On. Det er på mange måder et utroligt forfriskende hardcore-album, som er en nyfortolkning af det gamle, uden at det bliver fyldt med floskler eller føles idéløst. Dette er absolut et godt bud på årets bedste plade indenfor hardcore-genren, og du får det hele leveret på under 17 minutter. Hvad mere kunne man ønske sig?

END – The Sin of Human Frailty

Vi er jo også lige nødt til at vende et andet New Jersey-band. Supergruppen END udgav i år opfølgeren til Splinters from an Ever-Changing Face. END er stadigvæk helt som forventet pissehamrende vrede, men på deres nye plade er der også blevet plads til mere kaos, eksperimenteren og dystopi end før. Giv blandt andet deres sang ”Thaw” en afspilning, som har et helt LLNN-lignende post-apokalyptisk. Generelt er der et større og mere fyldigt lydbillede på denne plade, som giver den en ekstra intensitet og modbydelighed, og det klæder på mange måder bandet. De har bevæget sig lidt længere væk fra den traditionelle hardcore og er gået mere i retning mod metalcore og blackened hardcore. Afhængig af hvordan du har det med skiftet, så vil du enten elske eller hade den nye plade. Selvom vi syntes, bandet skuffede på Copenhell i år, så skuffer de altså ikke på plade. Så hvis du mangler følelsen af blevet suget ind i sort hul, hvor du gennemtæves i hvert sekund, som nu er blevet til evigheder, så er dette pladen, du skal få sat på. Der er selvfølgelig en helvedes masse breakdowns, så du kan holde nakkegymnastikken ved lige derhjemme.

Zulu – A New Tomorrow

Vi hopper direkte fra vestkysten til østkysten i USA, hvor californiske Zulu i år har gjort sig bemærket med deres nye album, A New Tomorrow. Så bemærket, at Copenhell også har booket dem til næste års udgave af festivalen. Dette er nok et af de mest utraditionelle albummer indenfor hardcore-genren i år. Bandet består af fire afro-amerikanske medlemmer med en masse ting på hjerte, som skaber frustration i deres hjemland. På mange måder er det utroligt, at der ikke eksisterer flere bands som Zulu i USA, da hardcore er kendt for at være en genre, der er god til at ventilere politiske budskaber og indebrændt frustration. Hvilket Zulu også gør til den helt store guldmedalje. Deres lyd er yderst hårdtslående og brutal og minder meget om Code Orange på deres første to albummer. Der, hvor Zulu virkelig skiller sig ud fra flokken, er med deres implementering af musikpassager fra genrer, man i USA særligt forbinder med de afro-amerikanske kulturer, som reggae, blues, jazz og funk. Hvis der synges, så er der gerne flettet politisk lyrik ind om den afro-amerikanske historie og undertrykkelse i USA. Det er på mange måder en yderst speciel lytteoplevelse og klart værd at kigge forbi, når de rammer Copenhell.

Harm’s Way – Common Suffering

Selvom vi har slået vores rekord for antallet af anmeldte albummer i år, så lykkedes det os ikke at runde Common Suffering, selvom vi havde alle intentioner om det. Det er i sandhed en skam, for Harm’s Way er tilbage i topform med deres hårdtslående musik, som absolut ingen gidsler tager. Selvom bandet måske er bedst kendt af de fleste for det meme, som opstod efter deres show i Philadelphia i 2019, så har Harm’s Way længe været anerkendt som et af mest interessante bands i hardcore-undergrunden. Det beviser de også med Common Suffering, der føles som en fusion af deres seneste værker. Du får de Corey Taylor’esque hårde vokaler, noget industrial indsprøjtning i musikken og en masse riff med stor tyngde og usædvanlige taktarter for hardcore. Det er som en bombe, der sprænges i øregangene, men der er også plads til en flydende og groovy bas og små eksperimenterende åndehuller som ”Undertow (feat. King Woman)”. Harm’s Way er klart tilbage i topform, og vi må håbe, at det lykkes for dem at komme til Danmark og få koncerten afviklet, nu hvor bandet er genbooket til Copenhell næste år.

Fiddlehead – Death is Nothing to Us

Dette er klart den ”blødeste” af alle udgivelserne på listen, men vi kommer bare heller ikke udenom, at når vi snakker hardcore, så skal vi også have lidt post-hardcore med på listen. Fiddlehead er klart i den mere følelsesladede afdeling med masser af screamo-elementer og minder en del om bands som Touché Amoré, Title Fight, Mooseblod og Pianos Become Teeth. Hvis du er til den del af genren med stort fokus på de depressive og ængstelige følelser krydret med masser af melodi og lyrik, der skriges og krænges ud med alt hjertets kraft, så skal du klart kaste dig over dette album. Der er masser af god sangskrivning, både på lyrikfronten, men også i form af de velstrukturerede sange. Groovy bas og dissonante, lyse guitarriffs får du i spandevis. Hvad du ikke får, er breakdowns eller kæmpe aggressivitet, men det behøves slet ikke her. Der er ingen tvivl om, at det er fantastisk opfølger til deres forrige album, ”Between the Richess”, som jeg selv blev ret glad for i år, da jeg opdagede bandet. Så trænger du til et skud musik i denne ende af hardcore-skalaen, så giv Fiddlehead en chance.

DRAIN – LIVING PROOF

Ak ja, det er simpelthen svært at bevæge sig væk fra USA, men det er nu også engang ophavsstedet for mange legendariske hardcorebands og -genrer. DRAIN er endnu en tilføjelse til den stærke portefølje. Det er på rigtig mange måder klassisk hardcore-punk, som far plejede at lave det. LIVING PROOF har været at finde på en del årslister, og det er der såmænd også en ganske god grund til. Selvom der leveres en gedigen omgang hardcore-punk med faste hurtige rytmer, så tilføres det med et ordentligt læs thrash metal, som sikrer, at pladen går fra at være et smølfespark i solar plexus til i stedet været et højtflyvende knæ. Det bæres godt af Sammy Ciaramitaro, som lyder så vred og aggressiv, at selv en rabiesramt pitbull nok vil være ret ked af at få skæld ud af ham. På LIVING PROOF er der fuld fart over feltet fra start til slut (dog med undtagelse af ”Intermission”). Det leveres i en pakke på blot 25 minutter med mange vederstyggelige breakdowns. Der er masser af power violence vibes, som sender tankerne hen mod førnævnte Zulu eller Code Orange og Knocked Loose krydret med Trapped Under Ice og Bad Brains. Så trænger du til voksenskældud på den fede måde, så har DRAIN den klar til dig.

Scowl – Psychic Dance Routine

Her får vi listens allerkorteste udgivelse, for Psychic Dance Routine er blot en EP på ti minutter, men i min optik er det simpelthen en af de allermest spændende udgivelser indenfor hardcore-punk-genren i år. Psychic Dance Routine er lidt, som hvis du tager traditionel hardcore-punk og tilføjer dans og swing og derefter giver det lidt af danske The Raveonettes. Sjældent har jeg hørt hardcore-musik, der både giver mig lyst til at være glad og danse, men samtidig også til at slå og smadre ting. Dette formår Scowl simpelthen helt gnidningsfrit med deres musik, som var det noget af det mest naturlige.

Pupil Slicer – Blossom

Yes, så kan vi endelig vende blikket lidt væk fra det amerikanske. For i England er der absolut også sket spændende ting indenfor core-segmentet i år. Blandt andet udgav Svalbard endnu et stort og følelsesladet album. Derudover udgav Pupil Slicer opfølgeren til Mirrors – en udgivelse, som jeg tror, andre end jeg har set frem til. Selv stødte jeg på bandet til Ilter 2022, hvor deres buldrende mathcore-udtryk var svært ikke falde pladask for, når jeg nu engang er kæmpe Converge-fan. Briterne er af flere blevet kaldt et af de mest spændende mathcore-bands på scenen, selvom de netop læner sig op ad pionererne Converge og The Dillinger Escape Plan. Noget, man kan tro, at Pupil Slicer har været lidt træt af at få skudt i skoene, da de har gennemgået lidt af en sonisk forandring med Blossom. Det er et album med tårnhøje ambitioner, hvor lyrikken kredser om udenjordiske emner, og bandet har klart forbedret deres tekniske snilde på instrumenterne. Grundet de store ambitioner er der virkelig mange genrer inde over albummet, som metalcore, nu-metal, industrial metal og noise-rock. Det er klart den mest udfordrende, men muligvis også mest givende lytteoplevelse på listen. Selvom det nogle gange stikker lidt for meget af for briterne, så kommer der også bare storslåede værker ud af det som ”The Song at Creation’s End”. Har du ikke hørt om Pupil Slicer, eller trænger du til en core-oplevelse, som udfordrer sanserne, så skal du absolut dykke ned i dette album. Men frygt ej, aggressivitet og tonstunge guitarriffs er absolut ikke en mangelvare på pladen, selvom der eksperimenteres meget!

Loma Prieta – Last

Bare en afstikker til England blev det til, og så er det tilbage til USA. Loma Prieta er band, som mange troede, havde lagt musikken bag sig, da de nærmest ikke har rørt på sig siden deres udgivelse i 2015. Heldigvis vendte bandet endelig stærkt tilbage i år med deres sjette album, Last. Og Loma Prieta gør, hvad de gør bedst, og det er at lyde som sig selv. Last har en meget rå produktion, især på vokalsiden. Det er et potpourri af hardcore og noise-rock, som møder en omgang powerviolence med swung og melodi. Hvilket er en ret forunderlig, men også udfordrende kombination. Det er et album, der kan lyde meget som for eksempel Fiddlehead for så at lyde som Daugthers, som spiller en omgang pissesur hardcore. Det er klart også en af de mere udfordrende albummer på listen, især fordi produktionen er så usødet og rå. Hvis man som lytter hengiver sin tid i 34 minutter, kan man absolut også få noget tilbage. Loma Prieta får i hvert fald atter sat et punktum ved, at deres lyd er særpræget, og at de er forsat et band, som er værd at holde øje med. Følelser af depression, frustration og vrede skinner stadigvæk tydeligt igennem musikken, som derved beholder sin kerne intakt.

We need the new noise

Der har altså været en masse musik indenfor hardcore-feltet at kaste sin kærlighed over i år. Flere af disse albummer har gjort sig fortjent til en hel anmeldelse hos os, men tid er altid en mangelvare, beklageligvis. Jeg har selv nøje udvalgt de forskellige udgivelser på listen, både da det er udgivelser, jeg selv har nydt, men også for at belyse, at hardcore-scenen altså har haft et godt år. Jeg har også haft et lille formål med at udvælge bands i de forskellige hardcore-subgenrer, for at der skulle være lidt enhver smag. Sluttelig synes jeg, at de forskellige udgivelser på listen er gode repræsentanter for de musikalske bevægelser, der sker på scenen lige nu.

Smid endelig en kommentar på vores Facebook-opslag om de albummer, du mangler på listen, eller om hvilket album indenfor hardcore og dens subgenrer, som har imponereret dig mest i år.