Zeal & Ardor spiller koncert på Wacken Open Air 2018.
Zeal & Ardor - Stranger Fruit

Stranger Fruit

· Udkom

Type:Album
Genrer:Avant-garde Metal, Black metal
Antal numre:16

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Zero to Hero

Zeal & Ardor er et af de bands der, fra den ene dag til den anden, gik fra at være et totalt ukendt projekt til at være på alles læber. Årsagen skulle findes i deres helt unikke blanding af elektronisk musik, black metal og sydstats-slavemusik anno 1861. For at forstå Zeal & Ardor skal man forstå geniet bag, Manuel Gagneux, en mand der hylder kontraster og integritet. Han har gang på gang gjort det klart, at han laver musik for musikkens skyld, og ikke for at please folk eller for at opnå en bestemt status. Trods det, har han og bandet opnået en vis kultstatus allerede, og diverse spillesteder og festivaler har da også allerede booket dem. Ligeledes er andre større bands også set iført deres merchandise til deres egne koncerter, fx Mille Petroza fra Kreator . Men nu er den svære toer udgivet, så må vi se, om der er mere at komme efter, eller om Zeal & Ardor er en såkaldt ”one trick pony”.

Dinglebær

Deres debutalbum, Devil is Fine, var et udemærket album, men også en blandet omgang, hvor man, trods mærkaten ”avantgarde black metal”, virkelig skulle lede længe efter noget, der bare mindede om black, og ofte også noget, der bare mindede om metal. Om Manuel har taget den kritik til sig, eller blot har ladet musikken føre ham et nyt sted hen, kan vi kun gisne om. Men ikke desto mindre, så er Stranger Fruit en langt mere heavy udgivelse. Man kan klart høre de klassiske black metal elementer, men slavemusikken og lyden af syden er bibeholdt, som f.eks. på numrene ”Waste”, ”Built on Ashes”, ”Don’t You Dare” og ”Ship on Fire”. Det mest imponerende ved Stranger Fruit er næsten, hvordan hele pladen lyder præcis som man kunne have håbet på, at den ville. Den er lige så rå og kompromisløs som den første, men bare endnu mere vred, endnu mere dyster og endnu mere gennemført. Men det handler ikke kun om musik. Det handler også om poesi, politik, døden og det okkulte. F.eks. så har sangen ”Fire of Motion” en række passager fra diverse Aleister Crowley taler, og selve albumtitlen, Stranger Fruit, er en reference til de uhyrlige lynchninger der foregik i USA for små 70 år siden. De stakkels ofre blev refereret til som ”løjerlige frugter”, der dinglede fra træerne, og hvis et sådant udtryk ikke er nok til at gøre en ligeså rasende, som Manuel lyder på albummet, ja så ved jeg ikke, hvad er!

Så tæt på…!

Stranger Fruit er ikke perfekt, men hold nu fast på din cowboyhat, hvor er den tæt på! Deres unikke lydbillede er stadig en fornøjelse, og det faktum, at Manuel har et større fokus på metal og raseri, er kun et enormt plus i mit grimoire. Men 16 numre er simpelthen for meget at skulle forholde sig til, og når der er så mange numre, så bliver det altså en kende ensformigt til sidst. Min største anke ved Devil is Fine er desværre også at finde på dette album: nemlig de komplet ligegyldige instrumentale keyboard-numre: ”The Hermit”, ”The Fool” og ”Solve”.. De gør intet for albummet, andet end at overfylde det. Så Manuel, du pirrede min nysgerrighed med album nummer et, og med album nummer to har du fået min opmærksomhed. Ergo er jeg nu for alvor, virkelig spændt på at høre, hvad album nummer tre kommer til at byde på!

Tracklist

  1. Intro
  2. Gravedigger's Chant
  3. Servants
  4. Don't You Dare
  5. Fire of Motion
  6. The Hermit
  7. Row Row
  8. Ship on Fire
  9. Waste
  10. You Ain't Coming Back
  11. The Fool
  12. We Can't Be Found
  13. Stranger Fruit
  14. Solve
  15. Coagula
  16. Built on Ashes

Tilføj kommentar