Xenoblight spiller koncert ved Metalcruise på Silkeborgsøerne Afterparty .
Xenoblight - Procreation

Procreation

Udkom

Type:Album
Genrer:Thrash metal, Death metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Solid debut af høj kvalitet

I ild døde bandet Velociter og op af asken kom Xenoblight med ny musik, nyt medlem og et fokus på at lave musik af god kvalitet.

Procreation er debutalbummet fra det danske thrash-/dødsmetalband Xenoblight, der opstod i 2017 og som hovedsageligt består af eks-Velociter-medlemmer. På cirka et år er det lykkedes Xenoblight at flække en virkelig stærk debutplade sammen.

Det starter allerede godt ud med første track, titelnummeret ”Procreation”, som er en slags ”rolig” intro, inden vi for alvor bliver sparket i gang. Stemningen sættes for resten af pladen: Det bliver metal, som vi kan lide den og kvaliteten bliver høj! Med hurtige guitarsoli, endnu hurtigere blast beats og en utrolig vokal er der noget for ethvert metalhoved, uden det er rodet. Og hvordan kan kvaliteten være andet end høj, når albummet har Mike Wead fra King Diamond og Simon Johansson fra Wolf til at sidde at trykke på knapper?

Allerede i andet nummer, ”Descension”, kan det høres, hvor dygtig og alsidig en vokalist, Marika Hyldmar er. Pladen er krydret med både høje black metal screams og magtfulde dødsmetal-growls, og det klæder i dén grad musikken. Dog kan man heller ikke kimse ad den solide dygtighed hos guitaristerne og de stabile rytmer hos både bassisten og trommeslageren.

Magtdemonstration og fosterstilling

I stedet for at lave et selvbetitlet album har Xenoblight lavet et selvbetitlet nummer. Det er instrumentalt og utroligt godt. Hvis kvaliteten har været høj på resten af pladen, når den helt op at flyve på det godt tre minutter lange nummer ”Xenoblight”. Nummeret starter med krigslignende trommer, som bliver tilsluttet af forvrænget guitar og dyb bas. ”Xenoblight” er et bevis på musikernes tekniske kunnen og er en magtdemonstration af dimensioner.

Pladen afsluttes med det mørke, mørke nummer ”Virus”, som næsten giver en lyst til at lægge sig i fosterstilling i et badekar og kramme sig selv og det er en tæt på perfekt afslutning på et album.

Xenoblight kan lege med de store drenge

Xenoblights Procreation er klart et album, der skal høres og nydes og høres igen. Albummet spænder i genre ret bredt og folk, der er til Baest; folk, der er til Bersærk; folk, der er til Impalers og folk, der er til dansk metal, burde hanke op i mormorarmene og høre Procreation. Og Xenoblight – jeg håber, at I er i gang med at skrive den svære toer, for jeg glæder mig til at høre mere fra jer!

Tracklist

  1. Procreation
  2. Descension
  3. Shapeshifter
  4. Obsidian Chromatism
  5. Xenoblight
  6. Nocturnal Manifestations
  7. Transcendence
  8. Kill Yourself
  9. Predominance
  10. Virus

Tilføj kommentar