Disney-blues

Sandstorm udkom cirka en uge inden, at denne anmeldelse blev skrevet. Jeg hørte pladen lidt tilfældigt, da jeg så den på listen over udgivelser fra den pågældende uge, og med mikroskopiske forventninger satte jeg albummet på – og hold nu kæft, hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det.

Eric Steckel er bluesrockens svar på en Disney-barnestjerne. Som bare tolvårig inviterede John Mayall – der blandt andet har spillet med Eric Clapton – Eric Steckel med på turné med sit band The Bluesbreakers. Dette satte selvsagt fut i Steckels karriere, og han har ikke set sig tilbage siden. Selvom Steckel er født i 1990, giver det ham altså mere end 20 år på landevejen og har gjort ham til en ganske ung blueslegende.

45 minutters guitarglæde

Eric Steckel kan spille guitar, og det er fænomenalt! Mere præcist er Sandstorm præget af en beskidt bluestone, der rammer alt fra squeals til hårde powerchordriffs. Særligt de rockede sekvenser er yderst smagfulde og indbyder prompte til nik med nakken. Guitarsoloerne er naturligvis et kæmpe fokuspunkt, og hvor monotoni i guitaristers soloalbummer kan blive et problem, holdes shreddingen til et fornuftigt og smagfuldt niveau – selvfølgelig med rigelig plads til at gå helt bananas. Særligt som hobbyguitarist kilder det meste guitarspil på hele skæringen altså alle de rigtige steder.

Steckel kan også synge. Han er ingen kæmpe sanger, men hans røgede, whiskyprægede stemme passer både til de stille bluessekvenser og de hurtigere, rockede elementer. Produktionen på hele pladen nærmer sig også i min optik noget, som er perfekt.

Den største overraskelse kom i form af coveret af “El Paso Sugar”, oprindeligt skrevet af Lance Lopez. Originalen er fed, men Steckel får gjort skæringen til sin egen ved at bytte leadguitarsporet ud med sit eget guitarspil. Sammen med rytmeguitaren er det umuligt for mig ikke at spille luftguitar gennem hele nummeret, som mest af alt kan beskrives som sydstatsbluesrock med godt smæk på.

I modsatte boldgade får vi også blues med orgel og keyboard på grandiose “Blues for the Lonely”, og med lukkede øjne føles det nærmest, som om man sidder på en veranda i en gyngestol på en gård langt fra alt og alle et sted i det sydlige USA. Der bygges op til en solo af de helt store med en overproduceret, ekkoende guitar, der cementerer, hvorfor Steckel kan rejse kloden rundt under eget navn og optræde.

Der valses frem og tilbage mellem det rockede og det afdæmpede, klassiske, bluesede univers. Steckel er i min optik bedst, når han skruer op for tempoet og guitarens forvrængning.

Smagfuldt og lækkert

Kort sagt hørte jeg denne plade og besluttede mig for, at den skulle deles med vores kære læsere. Hele pladen er en ode til blues, hvor forskellige bluesgenrer og tempi veksler godt med hinanden. Selvfølgelig er guitarspillet kronen på værket – men de rockede riffs giver en kant, som gør, at vi ikke ‘bare’ har at gøre med en plade, som består af bluessoloer fra start til slut. Der er ikke mange negativer på det tre kvarter lange album, men nogle enkelte bagateller holder det dog fra kaminhylden.

Jeg håber ikke, det blot er ‘honeymoon’-følelsen, der gør, at jeg synes, denne plade er så god – men jeg blev så positivt overrasket over, hvor mange gode elementer Sandstorm byder på. Så hvis du elsker flot guitarspil eller blues generelt, kan det ikke gå for langsomt med at få sat dette album på.