Forfriskende konservativt
Vi lever i en tid, hvor black metal er blevet det nye sort. Den skal konstant udvikles, fortolkes og nytænkes, og derfor er det utroligt forfriskende, at Watain vælger at levere noget, der minder om klassisk norsk og satanisk black metal, hvilket kan virke konservativt. Nu, hvor black skal være så mega progressiv, er det næsten helt betryggende og befriende, at Watain vælger at køre ”old school”-stilen, især på et nummer som “Furor Diabolicus”, hvor introen godt kunne være et restprodukt fra en Burzum-skive. På album nummer seks er Watain vendt tilbage til deres rødder, som netop har grobund i Norge og start-90’erne, men også før det – nemlig den helt klassiske ”pre-black black metal” som Venom, Bathory og Celtic Frost. For under lag af skrigeri og galoperende stortrommer og tremolo-riffs kan man høre en rytmeguitar, der har noget helt klassisk punk og thrash over sig. Det kan man især høre på numre som “Ultra (Pandemoniac)” og “Nuclear Alchemy”. Det bliver (næsten) helt catchy til tider!
Trve kvlt-tjekliste
Selve navnet Trident Wolf Eclipse er en hyldest til bandet selv. Det skal repræsentere de symboler og tanker, de selv benytter sig af, hvilket er en lidt vag forklaring og intet gør ved, at jeg stadig sidder og har fornemmelsen af, at de har benyttet en ”black metal band name”-generator på internettet til at finde på titlen. Men hul i det! Musikken på skiven giver dig næsten alt, hvad du kan ønske fra den store kasse, som vi ynder at kalde ”black metal”. Hvis man er i tvivl, om noget er klassisk black metal eller ”trve kvlt”, kan man næsten sidde klar med en lille tjekliste og så ellers krydse af, når man støder på de forskellige nødvendige elementer. Hvis man rent faktisk er i besiddelse af en sådan liste (og det har jeg en mistanke om, at nogle folk er), så vil Trident Wolf Eclipse klare sig igennem de fleste og dermed opnå statsborgerskab i kassen med black metal. Er der en sang om krig, død og ødelæggelse? Tjek. Er der corpsepaint, ild, dyreblod og masser af læder med pigge? Tjek. Nævner de Antikrist? Tjek. Er der nazistreferencer? Tjek. Bliver der nævnt esoteriske, mystiske og okkulte elementer samt gudsbespottelse og helligbrøde? Tjek. Er de satanister? Tjek.
Mindre prog, mere Norge
På deres forrige album, The Wild Hunt, fik Watain lidt på puklen for at være blevet for progressive, melodiske, langsomme osv. Resultatet af det blev, at alle progressive tanker blev smidt over bord, hvilket – i min optik – måske ikke var det smarteste valg. Selvom hver sang da har sine små spidsfindigheder og mikroskopiske unikke elementer, er der simpelthen ikke nok forskel på de ni sange, til at man, i det store hele, kan kende forskel på dem – ikke, når de først er i gang. Så kan det nok være, at hver sang har en spøjs intro eller en skæv startrytme, men efter de første 20-30 sekunder falder numrene lidt ned i præcis den samme rille. Det mest unikke nummer på pladen er dog helt klart det afsluttende nummer, selve epilogen til Trident Wolf Eclipse, nemlig “Antikrist Mirakel”, som har en klar Mayhem-stemning over sig. Det nummer er nok det mest norske af alle de ni numre. Det er samtidig et nummer, der trods sine syv minutter aldrig rigtigt kommer i gang, men derimod bliver ved med at køre det samme atmosfæriske tempo til lyden af en stemme i en megafon samt kirkeklokker. Det bliver en helt hypnotisk afslutning på et ellers hæsblæsende album, og det er ikke dumt! Så trods at det ikke er deres mest eksperimenterende eller spændende plade, er det dog stadig en gennemtænkt og veludført skive.
