Computerens tidsalder

En verden, hvor realiteten og det digitale smelter sammen til ét, har længe blot været stof til science fiction-romaner og film. I 1987 udgav Simon Hawke cyberpunkromanen Psychodrome, der fortæller historien om en mand, der forvilder sig ind i en verden præget af korruption, desperation og teknologi og havner i den realitetsforvrængende computersimulering Psychodrome, der enten vil føre ham til rigdom eller betyde hans sikre endeligt. Nu til dags, hvor sådanne spekulationer bliver mere og mere realitetsnære, er det ikke forunderligt, at denne roman har lagt navn til Venators anden langspiller, der blev annonceret på Metal Magic Festival 2024, hvor vi også var på pletten. I foråret 2025 var det så endelig så vidt.

Som da far var barn

Psychodrome indledes af den et minut lange “Into the Drome”, der med sit synthesizerdrevne og ildevarslende udtryk leder tankerne hen på X-Files-intromelodien og dermed sætter stemningen for resten af pladen. Egentlig hader denne anmelder stemningssættende intronumre som pesten, da de ofte virker som unødvendigt fyld. Men når de på så flydende vis går over i pladens første egentlige sang og på den måde bliver integreret i albummet, som “Into the Dome” gør, er det bare fedt. Der skabes nemlig en glidende overgang til “Steal the Night”, som overbeviser med helt fænomenalt guitararbejde leveret af Leon Ehrengruber på lead og Anton Holzner på rytme. Dette er i øvrigt symptomatisk for hele pladen, hvor guitaren får lov til at udfolde sig og på velovervejet vis skaber en rød tråd gennem hele pladen. Også fjerde sang, “Ravening Angel”, hører til blandt pladens adskillige højdepunkter. På denne er det især den galopperende rytmesektion med Stefan Glasner på bas og Jakob Steidl på trommer, der er iørefaldende og skaber en medrivende stemning. Dertil bidrager også Hans Huemers helt unikke vokal, der passer perfekt til resten af udtrykket. Det er også tilfældet på sjette nummer, “Radar”, der uden tvivl er et kærlighedsbrev til 1980’erne – og det ikke kun på grund af det tidstypiske fadeout i slutningen af sangen. “Radar” bugner nemlig af iørefaldende guitarriffs, vellykkede highpitchsekvenser på vokalfronten og en skøn forening af melodiøsitet og intensitet. Det gør sig også gældende på “Dynamite”, hvor Venator understreger deres samspilsevner, og bassen til stor glæde for undertegnede får en fremtrædende plads at udfolde sig på, hvilket forstærker nummerets kraftfulde udtryk. Det kan således siges, at alle pladens numre har helt tydelige fællestræk, der skaber en medrivende og kohærent lytteoplevelse, der for nogle måske kan virke for ensformig, mens andre slet ikke kan få nok af denne vindende opskrift.    

Slet ikke støvet

Psychodrome bærer med sine guitartunge kompositioner, highpitchsekvenser og fadeouts klart præg af 1980’ernes heavy- og speedmetal-helte. Det gøres dog på en måde, der stadig virker frisk og interessant frem for som en billig kopi af en for længst svunden tid. Jeg vil ikke påstå, at Venator opfinder den dybe tallerken, men det behøver de altså heller ikke, for hvorfor skulle man ændre noget, der bare fungerer så godt? Om ikke andet er det en sand fornøjelse, at puddelfrisuren, nittearmbåndene og overskægget bliver støvet af til nye eventyr.