Tribulation - Down Below

Down Below

· Udkom

Type:Album
Antal numre:9

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Progressivt mørke fra hinsidan

Svenske Tribulation er et band, jeg første gang stiftede bekendtskab med omkring udgivelsen af deres The Horror-debutskive tilbage i 2009 – en skive, der var ganske fed, men også meget præget af den svenske black/death metal-lyd. Efterfølgeren lod vente på sig, og først i 2013 var bandet klar med  The Formulas of Death, hvor udtrykket var ændret en del over mod en mere rocket, men stadig brutal, lyd. I 2015 kom så mesterstykket The Children of the Night, hvor Tribulation, udover at været rykket over på det større pladeselskab Century Media, også sprang ud i fuldt flor som et herligt mørkt, endnu mere rocket og atmosfærisk band, stadig med udgangspunkt i black/death metal. Og nu er de her med det, der i mine øjne og ører må have været et svært album, med tanke på forløberens kvaliteter. Albummet åbner med et brag af et nummer; ”The Lament” skyder på alle måder Down Below i gang på en måde, så man har lyttelapperne helt ude. For pokker, en start…

Lad Tribulation forføre dig

Tribulation er ej særligt brutale, spiller ej særligt hurtigt eller teknisk. Nej, Tribulation arbejder med atmosfærer, der kredser omkring tab. Tribulation fører lytteren ned ad en sti, hvor man  kan føle mørket løbe igennem en; at få fornemmelsen af at gå på ubetrådte stier i mørket. Det er netop dette, der er den helt store styrke, for de viderebringer ganske enkelt tonsvis af atmosfære gennem deres musikalske udgydelser. De to guitarister Adam Zaars og Jonathan Hultén er et fremragende team, der supplerer hinanden fantastisk med soloer, harmonier og velklingende mørke riffs. Man har næsten en fornemmelse af, hvor fjerlet de to spiller deres instrumenter. Den nye trommeslager, Oscar Leander, spiller perfekt op til riffs og atmosfærer med sit meget straight og rockede spil, og på toppen ligger Johannes Anderssons’ bas og ikke mindst hans vokal, der gør, at Tribulations udtryk bevarer noget barbarisk over sig. Johannes arbejder ikke med en storslået teatralsk vokal, men en desperat black/death-stil, der passer 100 %!

Lige så god som The Children of the Night?

 Down Below kilder alle de rigtige steder i min musikalske puls, og jeg bliver opslugt, når skiven roterer i anlægget. En helt igennem fantastisk skive at høre med hovedtelefonerne på og lyset dæmpet eller slukket. Er du til atmosfærisk musik; musik, der maler billeder fremfor at nikke dig skaller, kunne du lide Dissections svanesang Reinkaos og det, den kunne med at kombinere det mørke og det rockede, så vil jeg på det kraftigste anbefale Down Below!! Jeg spår, at denne skive vil befinde sig i den allerøverste halvdel af favoritterne, når årets personlige favoritskive 2018 skal findes! Mesterligt!

Tracklist

  1. The Lament
  2. Nightbound
  3. Lady Death
  4. Subterranea
  5. Purgatorio
  6. Cries From The Underworld
  7. Lacrimosa
  8. The World
  9. Here Be Dragons

Tilføj kommentar