Græsk-amerikansk fusionskøkken
Theurgia er debutalbummet fra Thy Shining Curse, der oprindeligt stammer fra Grækenland, men som nu har base i Pittsburgh, USA. Ud fra promo-materialet og den information, det er muligt at opstøve om bandet på nettet, er det ikke helt klart, om Thy Shining Curse er et enmandsprojekt alene bestående af bagmanden Leonidas Diamantopoulos, eller om de to øvrige (unavngivne) bidragsgivere formelt har gennemført optagelsesritualet og er blevet en del af Thy Shining Curses esoteriske sekt. Sikkert er det dog, at Thy Shining Curse spiller symfonisk dødsmetal, og at de medio februar i det Herrens år 2024 har skænket verden debutpladen Theurgia, som overtegnede har sat under lup.
Idoldyrkelse med store armbevægelser – og beskeden succes
Hvis man er hyppigt frekventerende her på sitet, og i den forbindelse har forvildet sig ind i nogle af mine tidligere anmeldelser, vil man vide, at jeg har en afgrundsdyb, intuitiv aversion mod metalbands, hvis promo-materiale flyder over med storladen selvforherligelse. Erfaringsmæssigt er det et kæmpe rødt flag, når et band eksplicit og med stor fanfare proklamerer for masserne, at deres seneste album er så fantastisk tankevækkende, så fantastisk åndeligt berigende, at der nærmest er tale om et kulturhistorisk relikvie på linje med Dødehavsrullerne eller den aztekiske kalendersten. Fordi det som regel viser sig enten at være regulært storhedsvanvid eller et forsøg på at dække over det skinbarlige faktum, at den musikalske kvalitet på ingen tænkelig måde står mål med de store armbevægelser. Med det in mente kan du måske forstå, hvorfor jeg allerede under min baggrundsresearch af Theurgia var tæt på at pådrage mig et åbent mavesår. For at sætte scenen for resten af anmeldelsen, vil jeg undtagelsesvist tillade mig at citere direkte fra promo-materialet:
“Theurgia” stands for “divine work” in Greek and was developed as a term by the Neoplatonists. It describes a series of magical acts that aim to connect the human soul to a hierarchy of superior beings, leading up to the supreme being or so-called, The One […]
… Founded in 2021, the band is dedicated to the vision of its founder, aiming to create an immersive mystical experience by invoking the archetypical instincts of man via powerful symbolism, following the principles of the Pythagorean tradition, the Eleusinian mysteries, Neoplatonism and Western Esotericism. The depiction of its members is purposefully avoided. Instead, two mysterious figures act as the band’s visual representatives, Celeus and Celeucis. Their purpose is to complement the auditory experience with a subliminal initiation to the visual language of symbols, acting as modern-day hierophants.
Gudfader i skuret for en omgang tåkrummende ævl. Jo jo, tænker du, men pladen kan vel stadig være god, selvom promoveringen er en gang indbildsk pølsesnak? Javist. Men det er den ikke.
Efter et kort intronummer med kvindelig korsang og lidt sorgfuldt violinspil ligger Theurgia fra land med ”Abyssaoth”. Som førstehåndsindtryk er nummeret okay-ish, med hæderlige riffs og en udmærket opbygning af både tempoet og de instrumentale lag. Saksofon-indslaget cirka midt i nummeret er fjollet, men jeg hader det ikke per se. Nummeret blotlægger dog også nogle af de basale udfordringer, albummet har, og som kun bliver mere udtalt på de efterfølgende numre. Produktionen er enormt komprimeret, og de programmerede trommer hagler ubønhørligt ud af højtalerne som salver fra et lyddæmpet maskingevær. Derudover er det en kunstart i sig selv, når man har sat sig for at lave symfonisk dødsmetal, at kunne udøve mådehold med de instrumentale virkemidler. Her er den kære Leonidas tydeligvis noget udfordret, idet de fleste af numrene på Theurgia er karakteriseret ved, at strygeinstrumenter, piano, synth, growls, guitarsoloer, blast beats og kvindelige cleans vælter rundt i én stor pærevælling. Summen af alt dette er, at sanseapparatet bombarderes gennem samtlige 36 minutters spilletid i en sådan grad, at risikoen for at man som lytter får et nervøst sammenbrud til tider virker ganske reel.
Bandet må siges at være stærkt inspireret af Fleshgod Apocalypse og landsmændene i Septicflesh, men eksekveringen er ikke elegant, for at sige det mildt. Nuvel, der er skam også positive momenter at finde på Theurgia, som gør, at mit stempel med ”Fleshgod Apocalypse-kopiband” bliver liggende i skuffen lidt endnu. Men for at finde dem er det nødvendigt at dissekere de enkelte numre og adskille dem fra den monstrøse helhed. Flere steder bliver der sat et industrielt twist på lyden, blandt andet på ”Aesahaettr”, ”Acephale” og ”Lenore”, som jeg egentlig godt kan lide, ligesom guitarsoloerne på albummet giver en smule varians i det tæppebombende lydbillede. Derudover har omkvædet på ”Melmoth” en sælsom Woods of Ypres-vibe, der ikke er helt uden charme, om end nummeret som helhed mestendels lyder som et soundtrack fra Mass Effect-spilserien. Men noget festfyrværkeri er der ikke just tale om.
Talk the talk, walk the walk
De føromtalte lyspunkter til trods er dommen over Theurgia stadig, at der er tale om et værk, der fremstår noget umodent, og som er blevet til uden iagttagelse af ”less is more”-princippet, hvilket er højst kritisk, når man vælger at kombinere to så intense genrer som klassisk symfoni og dødsmetal. Der kan dog godt ligge noget lovende i vente for Thy Shining Curse, hvis bandet formår at stramme op på både produktionen og kompositionerne. Men for fans af symfonisk ekstremmetal vil tiden, for nuværende, være givet bedre ud i selskab med idolerne fra Fleshgod Apocalypse og Septicflesh.
