Så er der serveret
Fra tid til anden hænder det, at beværtningens engagement trumfer menukortet. Hvor vi ikke kun kommer for at indtage et måltid, men også lade os opsluge af stemningen. Vi nærer så at sige et stiltiende håb om en inspirerende totaloplevelse, vi kan bære med os videre. På den debuterende Recipe for Disaster kunne der i al fald ikke sås tvivl om hverken engagement eller den åndelige føde, der lå til grund for Third Eyes banebrydende opskrift. I mellemtiden er køkkenchef Per Johansson blevet afløst af brasilianskfødte Tiago Masseti, mens guitarist Jonas Hansen har overtaget pladsen efter Thomas Kühlmann. Med et iøjnefaldende langt tilløb har de progressive danere således kreeret endnu en anretning i form af den længe ventede opfølger Vengeance Fullfilled. Denne gang med noter af ARK, Anubis Gate og Symphony X. Velbekomme!
Mislyde i køkkenet
Med nyt personale ombord, summer det af kreativitet og virkelyst samt ambitioner om at sætte egne, personlige præg. Som anmeldere bliver vi derfor jævnligt præsenteret for et bredt udvalg af særprægede delikatesser – ofte i særdeles svingende kulinarisk kvalitet; fra det klassiske kolde bord til futuristisk fusionskøkken. Samtidig bør vi også tage samtidens strømninger til indtægt: Med hele 12 års distance til Recipe for Disaster, møder Vengeance Fullfilled et helt nyt publikum end sin forgænger og dermed en ganske anden virkelighed.
Det stiller Third Eye i et prekært dilemma; skal man gå med eksperimentel fornyelse i forsøget på at skille sig ud, eller bør man i stedet satse på gode, gedigne råvarer efter den gamle, men sikre opskrift? Her gribes Third Eye ulykkeligvis af det popkulturelle fænomen FOMO-angst (Red., Fear of Missing Out), hvilket uvægerligt skaber mislyde i køkkenet. Efter en ellers lovende aperitif i form af ”Ashes In the Rain”, der glimrende iscenesætter Massetis high-pitch afløst af fine vekselvirkninger i rytmesektionerne under ”At the Break of Dawn”, efterlader numre som ”Vengeance Fullfilled” og ”Fire and Lightning” en kønsløs bismag i munden. Med en flad fortolkning af Martin Steene (Iron Fire, Force of Evil m.fl.) sætter Masseti et ambitionsniveau på linje med suppe, steg og is, mens også de indlagte growling-sessioner rammer helt ved siden af panden. Sur smiley for eksekveringen såvel som mixet af en komplet malplaceret ingrediens.
Hvad der lignede lun stemning i det førhen så muntre køkken, henleder nu tankerne på en nogenlunde veldrevet, men også charme- og identitetsforladt offentlig kantine. Temperaturen når aldrig over de lovregulerede 19 grader, mens alt er kategoriseret, optalt og doseret ned til mindste detalje. Dagens sidste ret ”Rise From the Waters” illustrerer på glimrende vis problematikken: Ved den ene kogeø køkkenchefen, der blot evner at følge opskriften til punkt og prikke, udstillet af personalet ved den næste, der generelt opererer i højere luftlag, og ihærdigt smager til efter egne personlige præferencer.
Crêpes en flambée
En markant andel af de elementer, der gjorde Recipe for Disaster interessant, glimrer ved deres fravær på Vengeance Fullfilled. Masseti er ramt af ”In Flames-syndromet”, og fremstår mestendels lige så blankpoleret som en nyslået femmer – fuldstændig blottet for nerve og karakter. Stationerne for strengespil varetages omvendt med åbenlys behændighed af Michael Bodin såvel som elevkok Jonas Hansen. Evnerne bliver dog aldrig for alvor forløst, hvilket i høj grad kan tilskrives de hæmmede vokalarrangementer. Endelig burde de sagkyndige bag den ellers nydelige produktion have bortredigeret samtlige growling-sessioner, der både virker malplacerede og eksekveret i mildest talt tvivlsom kvalitet. Crêpes Suzette er uden tvivl en yderst velsmagende ret, men indimellem må en pandekage også gerne blot bestå af æg, mel, mælk og salt - så længe råvarerne er i orden og forventningerne afstemte. Problemerne opstår først, når opskrifterne blandes sammen.
Kommentarer (1)
Ole hammertoft
For varm koldskål
Tror din koldskål er blevet for varm …- det er aldrig godt at anmelde på tom mave. Savner noget fagligt i din anmeldelse, udover dit køkken braller