Ikke længere et helaftensprojekt
Sidst vi havde fat i Therion her på redaktionen, var, da de udgav deres tre timer lange metalopera Beloved Antichrist. Et yderst ambitiøst værk der dog aldrig kom helt op at ringe og indfriede de skyhøje forventninger. Forståeligt nok så er det da heller ikke endnu en timelang saga, Therion har begivet sig ud i denne gang, men mere overkommelige tre kvarter. Det bibelske tema er Therion dog ikke færdige med, men der er der også blevet nedjusteret en smule. I stedet for helvedes hersker er titlen nu taget fra søuhyret Leviathan.
At spille sikkert er sjældent spændende
Der er en talemåde, der går på, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så skal man holde sin mund. Gjorde man dette, ville der ikke være meget at sige om Leviathan. Ikke fordi det er et så rædselsfuldt makværk, at man ærgrer sig over, at det ikke var bandleder Christoffer Johnsson, der havde stormet en regeringsbygning, men det er heller ikke en plade, der fortjener den ene lovprisning efter den anden. Måske lige på nær, at man ikke behøver sætte en hel eftermiddag af for at komme igennem pladen.
De øjeblikke der dog gør, at spændingskurven ikke bliver en flad streg, men noget der minder om klingen på en nedstryger, skal primært findes i titelnummeret og ”Aži Dahāka”, hvor Therion for alvor rammer et velfungerende blandingsforhold mellem operasymfonier og metal. En metallisk rytme driver numrene frem, og de storladne symfoniske arrangementer med vokalisterne Thomas Vikström og Lori Lewis sørger for, at følelserne kommer helt uden på tøjet.
Dette symfoniske zenith findes dog også glimtvis på resten af pladen. Men enten bliver det som ”Nocturnal Light” og kammer helt over i langtrukne og forudsigelige strygerarrangementer, der fuldstændig har overgivet sig til deres følelsers vold, eller også som ”Great Marquis of Hell”, der er det mest gennemsnitlige af alt gennemsnitligt power metal.
Ikke at der noget galt i strygerarrangementer eller power metal, men som lytter får man indtrykket af, at fordi Beloved Antichrist ikke fik den modtagelse, som Therion havde håbet på, så tør de ikke satse længere. Der bliver spillet alt for sikkert – faktisk så sikkert, at mange af pladens elementer lyder, som om de er direkte stjålet fra Epica, Turisas og andre bands, der gør sig i storladne orkesterarrangementer.
Der er dog et stort minus på Leviathan, og det er alt mandlig vokal – på nær tenor Thomas Vikström. Ligegyldigt om det er Hr. Johnsson selv, Marco Hietala eller Mats Levén, så formår de alle at ramme en lyd med alt for skabede skrig, der klinger af elendig tysk power metal. Det er imponerende, da ingen af de tre er tyskere. ”Great Marquis of Hell” og omkvædene i ”Tuonela” og ”El Primer Sol” er i sig selv frygtelige, og når der selvfølgelig også skal duetteres med en kvindelig vokal, er kontrasten så stor, at negle ned ad en tavle havde været at foretrække.
I det mindste er spilletiden under tre timer
Man kan sådan set ikke fortænke Therion i at spille sikkert på Leviathan. Men problemet med at spille sikkert er, at resultatet sjældent bliver specielt mindeværdigt, hvilket da også er tilfældet med bandets syttende plade. De få glimrende øjeblikke, der er, er ganske enkelt ikke nok til at hive pladens niveau betydeligt op. Samtidig er det negative ikke noget, der trækker pladen voldsomt ned. Leviathan er ganske enkelt en plade, der excellerer i dens middelmådighed.
