En rekord, der ikke bør slås

Hvad er den korteste udgivelse, der nogensinde er blevet anmeldt her på Heavymetal.dk? Genocide Doctrines 11 minutter lange selvbetitlede ep fra 2022 er bestemt med i opløbet, og Galges ep Herlig fra 2019 tager med sine knap ni minutter nok en podieplads. Dog kan det maksimalt blive til en andenplads. Ind ad Detektorens brevsprække er der nemlig dumpet intet mindre end Terracores debut ep …One, som har en samlet spilletid på sølle to minutter og 19 sekunder. 

Længde kan altså noget

Med den korte spilletid så er det nærliggende at tro, at One er smadre-grind til den helt store guldmedalje. Det er dog hovedsageligt "kun" hardcore, men med afstikkere til grooven, grinden og døden.

I forsøget på at holde denne anmeldelse i samme tempo som ep'en, så kan jeg da hurtigt afsløre, at det kun er det afsluttende Celtic Frost-inspirerede death/doomede Monotheist-stykke på "Monster Mayhem", der formår at gribe lytterens interesse. Det er dundrende tungt som motoren på en Niflheimsk isbryder, der kører på fortabte sjæle, som i sidste ende sprøjtes ud over det kolde landskab. Det er lige før, det er værd at udstå ep'ens resterende et minut og 45 sekunder for det ene riff.

For det er gudhjælpemig noget af en dødssejler, Terracore ellers byder på. Om det er hardcore-riffsne, som er fejet op fra gulvet hos Dårligt Selskab og spillet i dobbelt tempo, eller om det er vokalen, der lyder som min niårige nevø, der har en mental nedsmeltning, der får mig til at sætte flest spørgsmålstegn ved, hvilke af mine valg, der ledte til Terracore, ved jeg ikke. Men bandets hardcore er lige så forudsigelig og kedelig som plottet i Halloween 5. Selv groove-stykket i "Insurgency" er så intetsigende, at det trods sin længde på sølle 15 sekunder ikke engang ville kunne holde en guldfisks opmærksomhed. Og netop når man begår sig i så korte tidsrum, som Terracore gør på One, så skal lytteren konstant have kniven for struben og et sylespidst bor en millimeter fra øjet. Ser man bort fra Celtic Frost-stykket, så er det kun halvdelen af den 22 sekunder lange "Shut Up!", som er værd at bruge tid på. Det er også her, alle korte numres modergenre – grindcore – viser tænder, så at det er 11 velfungerende sekunder, er ingen overraskelse.

Jeg håber ikke, at toeren bliver den dårlige

Inden Terracore gav sig i kast med …One, så ville jeg have ønsket, at de havde givet specielt Eastwood-delen af Eastwood og Chadhels split et lyt eller to. Det er kort, præcist, og lytterens øregang er i større fare end en civil palæstinenser, og det hele er ovre på cirka to minutter. …One er også ovre på cirka to minutter, men ideen med at kaste sig hovedkulds ud i hurtig hardcore og så bare bodyslamme nummeret med et tilfældigt indspark af groove eller død virker som en pludselig indskydelse, hvor eksekveringen fejler totalt. Jeg vil gerne høre mere fra Terracore, men jeg håber, at de næste gang bruger mere tid på at skrive numrene end på at spille dem.